En fælles krop: sprog, menneske og natur

En fælles krop: sprog, menneske og natur

Installationsview fra 'Intensivafdelingen' med Mona Hatoum: Silence, 1994 og en gotisk madonna fra Sorø Kunstmuseums samling. Foto: Torben Eskerod

Sproghospitalet på Sorø Kunstmuseum er en udstilling, der med afsæt i digter Morten Søndergaards Ordapotek behandler forholdet mellem poesi, billedkunst og patologi. Hvordan bliver sproget til? Hvorledes taler vi om sygdom og sårbarhed? Finder vi i fremtiden mon et sprog, som kan hjælpe os med at bebo en ødelagt verden og leve med ødelagte kroppe?

Ordapoteket består af en række forskellige ordgrupper i emballager, der mimer medicinalindustriens æstetik. Dets opfinder, digteren Morten Søndergaard, har i årrække modtaget patienter, med hvem han iført hvid lægekittel har engageret sig i samtaler om deres lidelser og disses forbindelse med et manglende eller utilstrækkeligt sprog.

View af Sproghospitalet‘s organisering. Foto: Trine Rytter Andersen

Ved en sådan konsultation har dr. Søndergaard, i modsætning til den konventionelle læge, god tid til behandlingen og gode evner til at lytte ind i patientens (sprog)problematikker, før han tager stilling til hvilke ord, han vil benytte som kur, når han ved samtalens afslutning udskriver en recept lydende på ’adverbier’ eller ’pronominer’ til patienten.

Ordapoteket giver form til ideen om, at sproget både kan forårsage og kurere lidelse. Det tager afsæt i forståelsen for, hvor magtfuldt sproget er og tanken om, at det, vi bevidstgør gennem ord og handling, bliver til virkelighed. Gennem Sproghospitalet får disse ideer et endnu større vokabularium at udtrykke sig igennem, idet hospitalets fysikalitet, dets organisering og rekvisitter bidrager til en udvidelse af Ordapotekets virke- og genstandsfelt.

Ord som medicin

Hvor det i pilleæskerne er ordenes grammatik og medicinens sprog, der møder hinanden, er det der undersøges på Sproghospitalet sproget som en krop, der kan gå i stykker og kroppen, der kan miste sit sprog. Sammenhængen mellem sprog og sygdom materialiseres via artefakter, poesi og kunstværker, der dels er bestilt, lånt eller kommer fra museets egen samling.

Det temmelig utraditionelle og hyggeligt gammeldags hospital er indrettet i museets underetage. Ved indlæggelsen tager dr. Søndergaard venligt imod fra skærmen i hospitalets vestibule. Herefter overlades patienten til selv at orientere sig i den hospitalslogik, udstillingen approprierer og udvider til en totalinstallation, der manifesterer sig som en lystig kloning mellem en samtidskunstudstilling og et raritetskabinet.

Den Søndergaardske samlermani og sans for artefakter fornægter sig ikke og tilfører udstillingen et stærkt touch af nostalgi med dertilhørende sprogspidsfindige, betydningsforskydende og metaforbærende indretninger på hylder, i vitriner og kosteskabe. Som et fysisk kalejdoskop for sproget at udvide og trække sig sammen i og for beskueren at ånde og tænke i.

Maiken Bent: Installationsview af Depot, i baggrunden Ordplakater. Foto: Trine Rytter Andersen

Deres udsendte starter i ’Depotet’, hvor ordet møder billedet, tingen eller kroppen på den igen så særlige Søndergaarske facon, hvorved ordene får vinger, bliver til poesi, der som insekter svirrer rundt i rummet og bestøver vores hjerner med anelsesfulde sammenhænge så intime og subtile, at de under normale omstændigheder ville være usynlige for ’det blotte øje’.

På en hylde finder jeg en ’NATBOG’ af den smukkeste marmor og opdager evnen til at se i mørket, hvad der gemmer sig bag ved sproget mellem linjerne. Jeg får øje på ordenes dobbelte eller metaforiske betydning og erfarer på et dybere plan, hvad sproget kan og gør ved mig. Jeg ser, hvordan sproget både er en magtfuld, iskold skalpel og en blid og kærlig forløser.

Der råbes og viskes, og vi forstår, hvorledes sproglige udsagn kan komme til udtryk som hårde eller bløde former for magt. At sprogliggøre er at få magt over noget. At miste sproget er at blive magtesløs.

Ventetid med bogstaver

Siddende i ’Venteværelset’ i selskab med en række digitale patienter, hengiver jeg mig til betragtninger vedrørende (vente)tid, forårsaget af Anders Bonnesens Vægur, som i stedet for tal bærer alfabetet langs urskivens kant. Uret viste ’æ i k’ , og jeg kom til at tænke på ’æstetik og kultur’, og på at tiden intet er i sig selv, den går bare. Kun det, vi faktisk erkender og taler om, bliver til levendegjort tid i vores bevidsthed og erindring.

Mine medpatienter forholder sig roligt afventende på deres stolerække, af og til henvender en af dem sig ud i rummet med ytringer, som røber ængstelse eller utålmodighed i forbindelse med det forestående.

Installationsview fra ‘Modtagelsen’ med Christian Lemmerz: Afasi, 1986, Emil Westman Hertz: Medicinlinje 3, 2014 og Morten Søndergaard: Ordapoteker, 2015-19 Foto: Torben Eskerod

Jeg afgør, at min ventetid er ovre og bevæger mig ind i ’Modtagelsen’, hvor Christian Lemmerzs monstrøse Afasi flyder hjælpeløst midt i rummet, flankeret af Emil Westman Hertz Medicinlinje 3. Skulpturerne betjener sig udtryksmæssigt af de samme ’primitive’, modellerede og assemblerede virkemidler, og de taler perfekt ind i det sårbare og ensomme tomrum af mangel på ord og mening, som sygdom i mange tilfælde afstedkommer.

Tungetale

På ‘Fødestuen’, hvor ordene fødes gennem munden, betragter jeg med fascination en række Tungetegninger af Stense Andrea Lind-Valdan med aftryk af en tunge: vuluptiøse slanger har efterladt blæksorte, snegleagtige spor på papiret. De udstråler en smattet blød sårbarhed – en organiske sensibilitet – som virker rørende, fordi den samtidig får mig til at forundres over, at sproget rent fonetisk, overhovedet lader sig gøre.

Stense Andrea Lins-Valdan: Tunetegninger, 2014. Foto: Pressefoto.

At tungen i øvrigt tjener en lang række andre formål end at bistå talen, kommer til udtryk på overraskende og finurlige måder i værelset, der også rummer værker af Noël Arnaud, Katrine Skovgaard og Gudrun Hasle.

På den anden side af gangen betragter jeg gennem en rude ind til ’Intensiv’ en surrealistisk udgave af en barneseng lavet af glas. Den står midt i rummet, spøgelsesagtig, på lange tynde ben og kaster sin skygge ud i rummet som et råb om HJÆLP! Det er Mona Hatoum, som spøger her med Silence, en paradoksal titel til et værk, der på trods af dets næsten usynlige karakter, formår at larme med budskabet om, at noget lige nu svæver mellem liv og død.

I ’Operationsstuen’ får sprogkroppen en ordentlig omgang: Morten Scheldes tegning The Operation hænger på væggen og fremviser en operation i fuld gang med hænder, der giver støtte og omsorg til en krop, som ikke er menneskelig.

På gulvet ligger en bunke olivengrene og minder os om, hvordan vi benytter træer som metaforer for menneskers kroppe og karakter. På det hvide bord af marmor findes billedhuggerværktøj og Søndergaards egen samling af rustne søm: ”hvem har ikke brug for at holde tingene fast? De ryster os af, tingene, og falder ned fra deres ordsøm.”

Sproget og tingene mødes i ‘Operationsstuen’. De bankes ømt på plads og fastholdes med tanketråde, bøn og varme hænder – med metaforer, hvorved sproget får krop, og også digtningen tager form som en operation.

Sproget genoplader

I virkeligheden kan sproget slet ikke indlægges på et hospital, dertil er sprogkroppen heldigvis alt for monstrøs, uregerlig og autonom! Nu er vi jo heller ikke på et rigtigt hospital, men på et kunstmuseum, og det giver til gengæld god mening!

For billedkunst er også sprog og de fysiske kunstværker kan noget helt særligt sammen med ordene, det er den kobling mellem ord, lyd og billeder, som er interessant. For når vi lader os indlægge, angiveligt pga. kludder i både krop, sind og sprog, får vi mulighed for at rette opmærksomheden imod sproget, mærke dets natur og se det spejlet i vores egen natur og i kroppen.

Installationsview fra ‘Opvågning’ med Morten Søndergaards oplæsning af digte fra Journal 2019. Foto: Trine Rytter Andersen
Installationsview fra ‘Operationsstuen’. Foto: Torben Eskerod

I Sproghospitalet er ALT sprog og sproget er levende! Også når det er alvorligt og handler om liv og død. Vi kan via de mange udvidelser og sammenhænge, som udstillingen blotlægger, opdage sproget på ny, og således bliver vi genopladet med tiltro og håb i forhold til sprogets muligheder: dets kraft og evne til at bringe nærvær, håb og ny vitalitet ind i billedet.

Journal 2019, er en ny digtsamling af Søndergaard, der snor sig tematisk ind i Sproghospitalet og kredser om et nedlagt sindssygehospital i Volterra, hvor en patient har ridset en 70 m lang tekst. Den viser os, at selv for den, der skriver som besat, forladt, alene på et sindssygehospital, med sit bæltespænde på en mur, er sproget en måde at komme til syne på. Galskaben er også liv, der leves. Her et manisk forsøg på at overvinde usynligheden gennem en myldrende og uendelig møjsommeligt frembragt privat kode: ufremkommelig for uindviede og ikke desto mindre et AFTRYK i verden skabt med indædt og hjertegribende nødvendighed.

I ’Andagtsrummet’ bliver gæstens ord optaget og omformet til rytmer og klange slået an på antikveret hospitalsudstyr. Et mageløst musikmaskineri skabt af Marie Højlund og Morten Riis. Mekanikken fylder rummet med meditativ lyd og blander gæsternes sætninger til en kollektiv komposition af stemmer og udsagn, der forarbejdes og bliver til musik.

Generøs!

Sproghospitalet er et fabelagtigt generøst sted, og det er umuligt her at yde det fuld retfærdighed. Især fordi udstillingen også blander sig med en række af Søndergaards egne litterære udgivelser og en Vandrejournal med publikationer, der indeholder en perlerække af mindre tekster skrevet af læger, forskere, patienter og ja, af mennesker med noget på hjerte om emnet.

Det er superlæsning, synes jeg, der især hæfter mig ved Ida Benckes At fortælle syge kroppe, hvori hun anskuer det hele fra et makroperspektiv og med afsæt i den brillante feministiske tænker Donna Haraway spørger, om vi ikke på grund af den eskalerende klimakatastrofe i fremtiden må lære at bebo en ødelagt verden befolket af lige så ødelagte kroppe?:

”Vores sundhed og overlevelse afhænger af en lang række ikke menneskelige ’andre’: dyr, planter og bakterier, hvis livgivende samspil og samarbejder er blevet kultiveret af evolutionen igennem årtusinder. De svækkede økosystemer vi bebor, står i direkte forbindelse med os selv”, skriver Bencke.

Installationsfoto fra ‘Udskrivningen’ med Morten Søndergaards Døden er en del af mit navn. Foto: Torben Eskerod

Sproghospitalet er en multivokal manifestation, som placerer sig et sted mellem billedkunst, forskning og art writing. Morten Søndergaard fylder meget, ja! Hans poesi løfter sproget i mange retninger, men der er en mening med galskaben, og det er kærligheden til sproget og dets intrikate forbindelse med livet i alle dets afskygninger.

Sammen med sine kompetente og forskellige gæster, skaber Søndergaard en udstilling, der i sjælden grad både er sprudlende, nænsom, sanselig, nysgerrig og fyldt med ord og stof til lang tids eftertanke.

Del artiklen

'En fælles krop: sprog, menneske og natur'

Facebook