Ugens Kunstner: Emilia Bergmark

Ugens Kunstner: Emilia Bergmark

Emilia Begman, Burnout 2019. Installationsfoto fra udstillingen Naturen taler, Sorø Kunstmuseum. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen

Du går ind i et lille rum. På væggen hænger to højtalere og i midt i rummet er der en mikrofon. På mikrofonen sidder en honningbi (Apis Millifera) og en humlebi (Bombus Terrestris). Du hører en summen fra højtalerne, og bien begynder at tale.

Emilia Bergmark,Self Portrait as Goldfish, 2012. Foto: Emilia Bergmark
Emilia Bergmark: Self Portrait as Goldfish, 2012. Foto: Emilia Bergmark.

Den København-baserede svenske kunstner Emilia Bergmark (f. 1986) er lige nu aktuel på udstillingen Naturen Taler på Sorø Kunstmuseum med sit humoristiske lydværk Burnout. Det er en iscenesat samtale mellem en udbrændt arbejdsbi fra den danske honningindustri og en doven, arbejdsløs – og temmelig mandschauvinistisk – svensk humlebi med tyk skånsk dialekt. I rummet, der er malet lyslilla (som er biernes yndlingsfarve), er den danske arbejdsbi landet på en mikrofon, hvor hun raser over det enorme pres, hun er under, og hvor urimelige arbejdsforhold vi mennesker giver honningbierne. Indtil hun afbrydes af den irriterende humlebi.

Se på mig når jeg taler til dig!

Ved en kombination af medier udvikler Emilia Bergmark poetiske og humoristiske installationer baseret på dagligdagshistorier og -observationer. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Gerrit Rietveld Academi i Holland og det eksperimenterende uddannelsesinitiativ i London, School of the Damned.

I en stor del af sine værker arbejder Bergmark med antropomorfisme, hvor objekter tillægges menneskelige egenskaber, for at analysere og kritisere de systemer, hvorigennem vi pålægger verden orden og mening. Ved at give en stemme til det ikke-menneskelige skaber Bergmark tragikomiske scener, der satiriserer over det moderne menneskes idiosynkrasier og paradokser.

Emilia Bergmark, Heaven and Earth, 2018. Foto: David Stjernholm.

Som i hendes afgangsværk på Kunsthal Charlottenborg Heaven and Earth fra 2018, hvor vi møder en talende, bitter tekedel. Og det er ikke bare hvilken som helst tekedel: det er den ikoniske, forkromede kedel ‘9091’ designet af Richard Sapper. I monologen fortæller tekedlen om sit liv som aspirerende kunstner og sin praksis som køkkenbænks-realist. Men hendes kunst har ringe succes rent kommercielt, og hun får det hele til at hænge sammen ved at tage sæsonarbejde i livstilscaféen ‘The International Art Space Station’. Som så mange andre arbejdere i den prekære gig-økonomi føler hun sig udnyttet og meget lidt værdsat – og hun har ikke plads til at lufte frustrationerne i hverdagen.

Do you want to ’bee’ in the center of the art world?

Emilia Bergmark & Maria Gondek, Sweet Deal, 2019. Foto: Emilia Bergmark
Emilia Bergmark & Maria Gonde: Sweet Deal, 2019. Foto: Emilia Bergmark.

Flere af Bergmarks værker kredser om absurditeterne og arbejdsvilkårene i kunstbranchen. Det todelte værk Sweet Deal fra 2019, der er et samarbejde med den danske kunstner Maria Gondek, består af et “stillingsopslag” skrevet med en UV marker i bi-dans-formationer og en performance, hvor skuespilleren Judith Kleinemeier spiller rollen som frustreret vildbi, der deler honningmjød ud ved åbningen af en kunstudstilling.

Bien er immigreret fra Tyskland til Danmark i håbet om et bedre liv og flere jobmuligheder, men i stedet har hun været nødsaget til at tage en ulønnet praktikstilling i marketing, der ifølge opslaget skulle give ”gode muligheder for nye kontakter i kunstverdenen”.

Den keramiske skulptur og sparegris Abstract Piggy Bank (Earnest Money) indeholder et ukendt beløb af kunstnerens egen opsparing. Værkets potentielle køber kan så enten vælge at smadre skulpturen for at få rene kontanter, eller håbe på at kunstværket stiger i pris, og den spekulative investering dermed betaler sig. På den måde kommenterer Bergmark på, hvordan et kunstværks værdi er afhængig af op- og nedgange på markedet.

Køkkenvask drama

Soap, der blev til under den nylige corona-nedlukning, taler direkte ind i det store kendskab, vi alle fik til vores rengøringsprodukter og håndvaske i 2019. Værket Soap er et køkkenvask-drama, hvor en ambitiøs køkkenvask har kastet sig ud i at skrive en sæbeopera.

Castet består af alle hendes venner, rengøringsprodukterne, iscenesat i samtalekøkkenet – det moderne hjems naturlige omdrejningspunkt og succeskompas. Værket var en del af udstillingen Soap og et samarbejde med Maria Gondek, som i efteråret 2021 tog form af en stedspecifik installation i Nikolajs Bos snedkerkøkken på Frederiksberg i samarbejde med Sirin Gallery.

Emilia Bergmark, <i>Kitchen Sink Realism (Spilled Milk)</i>,2021. Foto: Robert Damish
Emilia Bergmark: Kitchen Sink Realism (Spilled Milk), 2021. Foto: Robert Damish.

Udover at give en stemme til de tavse objekter benytter Bergmark også sin kunst til at undersøge den subjektive fortællerrolle. I den tragikomiske kortfilm Lucky følger vi Lucky, som bor alene langt ude i en svensk skov. Hun arbejder hjemmefra som programmør, og får tiden til at gå med at lave mad og gå ture. Den mandlige fortæller dømmer hendes isolerede livstil som ensomhed og kommenterer dermed på den stigmatisering, der er ved at være alene. Fortællestilen er baseret på den nord-svenske fortælletradition – en tradition fyldt med upålidelige fortællere, der aldrig lader sandheden komme i vejen for den gode historie.

Emilia Bergmark, Nature Morte, 2019. Foto: David Stjernholm
Emilia Bergmark, Nature Morte, 2019. Foto: David Stjernholm
Emilia Bergmark, Still Life (Extraordinary delusions and the madness of crowds), 2020. Foto: Theo Lundgren
Emilia Bergmark, Still Life (Extraordinary delusions and the madness of crowds), 2020. Foto: Theo Lundgren

Blomstersprog

I Bergmarks værker bliver hverdagsscenarier til absurde dramaer, men hun henter også sine referencer i kunst- og designhistorien, som i værket Nature Morte, der kan opleves på Sorø Kunstmuseums udstilling Naturen Taler og på Arkens udstilling Blomsten i Kunsten. Her er 1600-tals maleren Abraham Mignons maleri Stilleben med blomster og ur genskabt som et fotografi taget i fluorescerende UV-lys. Lyset giver indtryk af, hvordan en bi ville se blomsterne, eftersom bier i modsætning til mennesker kan opfatte ultraviolet lys. I vores samtid får symbolerne i billedet dog en helt ny betydning. Flere af insekterne i billedet er stærkt udryddelsestruede, og årstiderne er ikke længere altafgørende for blomsterindustriens produktion.

Still Life (Extraordinary Popular Delusions and the Madness of Crowds) låner sin titel fra Charles Mackeys publikation fra 1841. Værket tager udgangspunkt i den Hollandske ”Tulip Mania” – den første spekulative økonomiske boble. I 1600-tallet i Holland blev tulipanen et symbol på status, og værdien af de sjældne tulipanløg firdoblede pludselig i størrelse, hvilket medførte et økonomisk krak. Værket består af en vase med et blomsterarrangement der danner sætningen ”Extraordinary Popular Delusions and the Madness of Crowds” på blomster-sprog – et form for kryptologisk sprog der blev populært i det victorianske England til at udtrykke følelser man ikke kunne sige højt.

Ved sin kombination af tekst, lyd, objekter og skulptur skaber Bergmark helhedsoplevelser præsenteret med lige dele humor og alvor, der åbner for alternative måder at tale om samtidens problematikker. Hendes værker skaber en mulighed for at betrate menneskeheden og vores til tider absurde handlinger ud fra nye perspektiver.

Se portfolio nedenfor.

Emilia Bergmark, <i>Lucky 5</i>, 2020. Foto: Christopher Tym
Emilia Bergmark: Lucky 5, 2020. Foto: Christopher Tym.
Emilia Bergmark: Lucky 4 , 2020. Foto: Christopher Tym.
Emilia Bergmark, Burnout, Installationsfoto, Naturen taler, Sorø Kunstmuseum, 2019. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen
Emilia Bergmark, Burnout, Installationsfoto, Naturen taler, Sorø Kunstmuseum, 2019. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Emilia Bergmark: Abstract Piggy Bank (Earnest Money), 2018. Foto: David Stjernholm.

Del artiklen

'Ugens Kunstner: Emilia Bergmark'

Facebook