Konference på SMK retter blikket mod lydkunsten

Konference på SMK retter blikket mod lydkunsten

SMK inviterer en række kunstinstitutioner til en snak om lydkunstens potentialer og fremtid på konferencen PRESENTING SOUND ART denne december. Her Douglas Hendersons værk Stop, 2007 © daadgalerie. Fra udstillingen Sound Art. Sound as a Medium of Art, ZKM | Media Museum, 2012-13. Foto: Douglas Henderson

Hvad skal der til for at skabe bedre betingelser for lydkunst på danske kunst- og kulturinstitutioner? Det er hovedspørgsmålet, når Statens Museum for Kunst slår dørene op for konferencen PRESENTING SOUND ART tirsdag den 5. december.

Lydkunst er en genre i rivende udvikling, der udfolder sig mange steder – i offentlige rum, i bygninger, på festivaler, på nettet og ikke mindst på gallerier og museer landet over. Men hvor præsentationen af visuel kunst bygger på en lang tradition, der også præger den måde danske kunst- og kulturinstitutioner er struktureret på i dag, stiller lydbaseret kunst nye krav til kuratorer, udstillere, formidlere og arkivarer.

Det er SNYK og Dansk Komponistforening, der står bag konferencen PRESENTING SOUND ART, og de inviterer kunst- og kulturinstitutioner, museer, gallerier, festivaler, lydkunstnere og andre med interesse i feltet til at diskutere lydkunstens betingelser.

På konferencen vil der være oplæg af:

– Peter Wiebel, østrigsk kunstner, kurator, teoretiker og leder af ZKM – Center for Art and Media i Karlsruhe
– Jenny Gräf Sheppard, amerikansk lyd-, video- og performancekunstner og lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi
– Magnus Kaslov, kunstfaglig museumsinspektør på Museet for Samtidskunst

Oplæg og diskussioner modereres af tidligere kulturleder, redaktør og vært på P1 Katrine Nyland Sørensen.

PRESENTING SOUND ART finder sted på Statens Museum for Kunst den 5. december kl. 11.30-16.30, inkl. frokost, og foregår på engelsk. Læs, hvordan du tilmelder dig her

Kilde: SNYK & Dansk Komponistforening

Konferencen er arrangeret af SNYK – genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst & Dansk Komponistforening og støttes af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.

Del artiklen

'Konference på SMK retter blikket mod lydkunsten'

Facebook