Praksisbaserede kunstforskere IX: Jenny Gräf Sheppard

Praksisbaserede kunstforskere IX: Jenny Gräf Sheppard

Jenny Gräf Sheppard: The Stone Carving Oraclestra, opført i Vega i 2019. Videostill. Foto: Jenny Gräf Sheppard.

Billedserie

TEMA: Praksisbaserede kunstforskere
Praksisbaserede kunstforskere er en serie artikler, som undersøger den viden, der opstår, når kunstnere forsker med basis i deres kunstneriske praksis.

Den herboende, amerikanske lyd- og performancekunstner Jenny Gräf Sheppard har været ”fikseret” til lyd siden barndommen. I dag er lyd hendes foretrukne kunstneriske medie, materiale og nu også forskningsobjekt, som hun skriver en praksisbaseret ph.d. om.

I denne tid, hvor restriktionerne gør det umuligt at mødes fysisk, må vi tage andre metoder i anvendelse og udveksle med kunstnerne skriftligt og via zoom. Interviewet her indgår i kunsten.nu’s serie om praksisbaserede kunstforskere. Her kaster vi lys på den stadigt mere udbredte praksis, at kunstnere forsker i deres egen kunstpraksis og via et samarbejde med relevante institutioner udarbejder en ph.d. I dag drejer det sig om den amerikansk fødte lydkunstner Jenny Gräf Sheppard, som leder Laboratoriet for Lyd på Det kgl. Danske Kunstakademi.

I 2019 optrådte Sheppard med en gruppe dansere på spillestedet Vega i København med værket The Stone Carving Oraclestra og udførte en såkaldt ‘eksperimenterende arkæologi’ med body-art i kombination med lyd. Men det er kun ét ud af en lang række værker af Sheppard med lyden som gennemgåede materiale og medie.

Lyttetilstande

Som kunstner tænker, føler og får Jenny idéer intuitivt gennem lyd. Det handler såvel om at skabe musik – dvs. at arbejde kompositorisk – som om at undersøge, hvordan vi kommunikerer med hinanden. For tiden eksperimenterer hun med, hvorledes berøring, der en integreret del af vores oplevelse af lyd, kan bruges kreativt.

Lige så længe, hun kan huske tilbage, har hun været optaget af at lytte og at skabe lyde. Det gjaldt både musik og de naturlige lyde, der omgav hende, og som tidligt satte hende i forskellige ”lyttetilstande.” Da hun var omkring 9-10 år gammel praktiserede hun sammen med tre veninder en slags tidlig lydperformance: De stod over for hinanden, mens de sang forskellige toner. Det fremkaldte en frydefuld sitren, når de mærkede lydbølgerne og lufttrykket, der stødte sammen.

“For mig var det selve den fænomenologiske side af lyden, dets usynlige og dog håndgribelige kraft, der slog mig så tidligt,” fortæller Jenny Gräf Sheppard.

Selv om hun havde spillet musik i en længere periode, var det først, da hun kom på universitetet, at hun fandt frem til at ‘lege’ med musik og lyd – som regel i forbindelse med film/video og live performance. Det skete gennem studier af etnografiske film, som inspirerede hende til at eksperimentere med nye filmformater.

Portræt af Jenny Gräf Sheppard. Foto: Novo Nordisk Fonden.

Lytning som social aktivitet

”Lyd er en måde at interagere direkte med publikum på, da den berører os med lydbølger. Den simple handling at lytte sammen med andre kan skabe sociale forbindelser, ligesom det specifikke rum, som lyden produceres i, spiller med i udformningen af lyden parallelt med de virtuelle rum og strukturer, som lyde kan fremkalde i fantasien, mens det hele udspiller sig i tid,” forklarer Sheppard, der voksede op i en forstad til Washington D.C.

Som barn gik hun i en Montessori skole, hvor børnene lærer at spille musik, og hvor sanseapparatet bliver stimuleret som led i forberedelsen til det at lære. Hun mener, at denne tidlige skoling har haft stor indflydelse på hendes senere kunstpraksis. I Montessoriskolen betragtes lærdom ikke som et mål i sig selv, snarere handler det om at fokusere på de processer, der knytter sig til videnstilegnelse. Der er tale om en form for sensorisk indlæring.

“Men min videregående uddannelse foregik på Hampshire College, som blev grundlagt i 1970 med det formål at udvikle modeller for tværfaglige, forskningsbaserede læringsmetoder,” fortæller Jenny Gräf Sheppard.

Hør også: LYDKUNST #14: Lacephase og den skandinaviske undergrund

Denne undervisningsform indebærer, at de studerende selv skal forme deres pensum ved selvstændigt at inddrage forskellige fag, som bliver integreret i deres projekter. Senere blev hun optaget på School of the Art Institute i Chicago, hvor hun tog en MFA inden for tidsbaseret kunst/kunst og teknologi. I Chicago arbejdede hun sideløbende med at undervise ved bl.a. University of Illinois og på Art Institute of Chicago – bl.a. med et videoprojekt med inddragelse risikovillige unge fra forskellige skoler i Chicago.

Er der nogle særlige professionelle grunde til, at du trak teltpælene op og slog dig ned I Danmark??

”Nej, i første omgang er de udelukkende private. Min mor var dansker og emigrerede til USA som 21-årig, og i min barndom kom jeg ofte til København for at besøge min danske familie. Faktisk tilbragte jeg en måned her hvert andet år, så jeg kunne lidt dansk, som jeg gerne ville udvide, da jeg selv flyttede hertil. Egentlig tror jeg, at det har påvirket min sensibilitet i forhold til det at lytte, at jeg voksede op med et fremmed sprog, som jeg hørte min mor tale. Selv om jeg ikke havde lært dansk, udviklede jeg en fornemmelse af indholdet og kunne lodde humøret og følelsen i det, der blev sagt. Det skete ad nogle mærkelige forgrenede veje.”

Perceptionen som en særlig erkendelsesmåde

To år efter sin ankomst til Danmark blev Sheppard ansat som leder af Laboratoriet for Lyd på Kunstakademiet. Derefter fik hun bevilliget et 2-årigt forskningsprojekt om lyd og krop, som hun nu udvider til en ph.d.

Jenny Gräf Sheppard: Guitars project, 2003. Foto: Jenny Gräf Sheppard.

Du har blandt andet beskæftiget dig med social adfærd og erkendelsesmåder. Kunne du fortælle lidt om dette? Her tænker jeg på dit arbejde med mennesker, der lider af Alzheimers, dvs. i dine lyd- og videoprojekter for eksempel Guitars Project, der ligger tilbage i begyndelsen af det nye årtusinde.

“I Guitarprojektet samarbejdede jeg med en gruppe kvinder med Alzheimers. Vi brugte elektriske guitarer og bevægelser til at frembringe lyd. Projektet varede i 6 måneder, og vi mødtes to gange om ugen. Disse kvinder kunne ikke føre en samtale på grund af hukommelsesproblemer, og også deres fingermotorik var hæmmet. Derfor måtte de finde nye, individuelle måder at spille guitar på. Det sociale samkvem befordrede, at de kunne knytte forbindelser til hinanden på andre måder end sprogligt. Jeg optog hele processen og producerede en plade med optagelserne og en række korte videoer, der fokuserede på deres bevægelser i forhold til deres respektive lydproduktioner.”

Jenny Gräf Sheppard er gennemgående interesseret i, hvordan hun gennem værkerne kan udvide, ændre eller undergrave de eksisterende erkendelsesmåder. Dermed forsøger hun at skabe nye blikvinkler på verden.

Hun er optaget af perceptionen som en særlig erkendelsesmåde. Hun undersøger nye måder at beskrive de sansemæssige aspekter af det at involvere sig i kunst – både som performer, som publikum og også som deltagere i et kunstværk.

I sin forskning stiller hun blandt andet spørgsmål om, hvornår en publikummer opdager, at hun eller han deltager i opførelsen af ​​et værk, og hvordan det påvirker ham/hende efterfølgende at indgå som medspiller?

“Det kan sidestilles med at spille et instrument og handler dybest set om dynamikken mellem mig selv og de andre. Det handler ikke om kontrol, snarere om at sætte fokus på forhold og dynamikker, der findes mellem et kunstner-publikum eller et arbejds-publikum. Lad mig komme med et billede på disse dynamikker: Oplevelsen i en restaurant er typisk et resultat af en række forskellige påvirkninger: Musikken, tjenerens opførsel, strømmen af ​​serverede retter etc. Forholdet mellem disse elementer danner en algoritme, selv om det ikke helt kan afgøres, hvordan den etableres, da de forskellige parametre påvirker den samlede oplevelse forskelligt. Yderligere påvirkes oplevelsen af den specifikke interaktion mellem gæsterne. Jeg kan godt lide at bruge måltider som et sted for eksperimenter.”

Restaurantbesøg som lydoplevelse

I den forbindelse etablerede Jenny Gräf Sheppard engang en restaurant i sin kælder i Baltimore. ”En gang om måneden havde vi kurateret en kok/musiker til at samarbejde med os om at designe en oplevelse, der ville vare omkring 5-6 timer. Vi forstærkede lydene fra køkkenet ovenover og gengav dem nede i restauranten, ligesom der var musikere, som optrådte hele aftenen.”

Hun konstaterede, at et måltid i dets tidslighed kunne struktureres gennem en slags sansekoreografi. Det inspirerede hende til at arbejde videre med kulturen omkring det at bestille og indtage retter i en restaurant, som det udspiller sig i værket Threshold for Action and Sound (Tærskel for handling og lyd) fra 2008-10″.

Threshold er et selvgenererende system af lyd og handling i et socialt rum. Når man bestiller mad fra et menukort, udløser det en række specielle lyde, som til gengæld både påvirker den måde, som retterne bliver serveret på, og selve ‘partituret’. Der optræder også en ‘manager’ i restauranten. Han/hun styrer tjenerne med sine håndbevægelser, så de opfører sig på en ganske særlig måde. Det hele resulterer i en specifik restaurantkultur, hvor de klare grænser mellem konsumment og producent sløres.”

Du betragter kroppen som en form for lydapparat. Vil du forklare det?

“Vi er afhængige af vores modtagelige kroppe for at kunne opfatte lyd såvel gennem vores ører som gennem hele kroppen. Lyd er en konstruktion, der består af en faktisk begivenhed i form af et lydtryk, men er afhængig af, hvordan vi fortolker dette tryk internt og rekonstruerer det. Der er såvel fysiske som kulturelle grunde til, at vi hører, som vi gør”.

“Vi modtager – eller griber – lyden gennem vores vibrerende hud, således at lyd opfattes som berøring. Vores ydre ører modellerer og filtrerer lyden, før den kanaliseres ind i vores krop gennem øregangene. Her sættes en række vibrationer i gang som et resultat af, at en elektrisk strøm stimulerer til at konvertere vibrationen til det, vi hører”.

“Men lyd er en hallucination, dvs. en måde hvorpå vi fortolker lufttryk. Vores kroppe skaber altså på en måde den lyd, vi tilskriver noget ”derude”. Lad mig her nævne en kunstner, der har udforsket denne problematik indgående: Den amerikanske komponist og installationskunstner Maryanne Amacher (1938-2009), som arbejdede med otoakustiske emissioner eller udledninger, dvs. vores ørers evne til faktisk at hallucinere lyde fra samspillet mellem frekvenserne.”

Vi i den vestlige kultur betragter du som “lyd-analfabeter”. Hvad mener du mere præcist med det?

”Det udsagn er ment som en provokation. Selvfølgelig navigerer og kommunikerer vi gennem lyd hele tiden. Og lydkendskab er et oxymoron [en slags komprimeret paradoks. lb] – da alfabetisering ofte er forbundet med andre sensoriske funktioner. Vi er fortrolige med og udvikler også rammer omkring bl.a. mediekundskab og digital læsefærdighed. Så når jeg siger eller skriver, at vi er lyd-analfabeter, håber jeg, at det stimulerer os til at udvikle idéer – og ikke kun én – om, hvad det betyder at engagere sig i lyd, og hvordan kultur opstår gennem et opkald og en lydrespons”.

Dyb lytning eller ”sounding”

Sheppard vil gerne undersøge, hvordan samfundet kan ændres, når vi lytter sammen: ”Det handler om at være virkelig opmærksom på vores egne processer, sensoriske tærskler og associationer, der konstituerer vores virkelighedssansning. Disse undersøgelsesstrategier er nødvendige, hvis vi skal udvikle teorierne omkring kritisk lytning”.

“Pauline Oliveros [1932-2016, en amerikansk pioner inden for elektronisk musik, lb] ville have sagt ‘dyb lytning’ om dette, mens jeg anvender udtrykket ‘Sounding’. Selvom det umiddelbart fremstår som et lidt intetsigende og simpelt ord, kan jeg godt lide, at metoder og praksisser kan indeholdes i et verbum i præsens participium/lang tillægsform, der understreger en tidsmæssig varighed.”

I sin ph.d. ansøgte Jenny Gräf Sheppard oprindelig på et projekt med en lydfilm, som undersøger måder, hvorpå 3D-lyd medieret gennem Ambisonics-teknologien kan påvirke de måder, som vi opfatter fortællinger i tid.

”Jeg er optaget af at lære, hvordan denne type fordybende lyd kan påvirke publikum, både fysisk gennem sanserne og gennem konstruktionen af subjektivitet. Virtual Reality understreger ofte det visuelle, hvorimod denne forskning i lyd handler om mulighederne for ‘sonisk fordybning’, og hvordan dette påvirker vores filmoplevelse. Projektet bliver på én gang et eksperiment og en lydfilm, der kan opleves i et specielt udstyret teater, med et Ambisonic-lyd-anlæg.”

Den dag, hvor interviewet finder sted på zoom, får Jenny Gräf Sheppard den glædelige nyhed, at hun har opnået fondsstøtte til et KUV-projekt (Kunst og Udvikling) under Kulturministeriet, så hun nu de facto får mulighed for at opbygge et Ambisonics-studie og laboratorium på Kunstakademiet.

Her vil hun teste forskellige opfattelser af subjektiviteten inden for feltet lydfortællinger. Denne forskning starter med en række små projekter i samarbejde med et par andre forskere samt gennem undervisning og kurser, som de tilbyder i fællesskab. Målet er at integrere forskning i Laboratoriet for Lyd og skabe et åbent og tilgængeligt forum, som de studerende kan få direkte adgang til.

Kan du kaste lidt lys på, hvilke institutioner du arbejder sammen med?

“Lige nu er den vigtigste institution i min ph.d.-forskning Studies Lab ved Københavns Universitet. Jeg indgår i det meget spændende Sound and Senses Colloquium, der samler forskere fra mange forskellige fagområder. Vi diskuterer vores forskning og de dertil relaterede tekster og inviterer gæsteforskere til at arbejde sammen med os. Det er lige nøjagtig dér, jeg har brug for at være, og det bekræfter min stærke tro på lyd som et perfekt tværfagligt medie”.

“Laboratoriet ledes af Holger Schulze, der er musikolog og professor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab. Hvad jeg især nyder ved dette kollokvium er, at det understøtter skæringspunkter mellem fagområder, hvilket præcis er, hvad Sound Studies skal omfatte. Der indgår teoretikere, historikere, musikere, musikologer og kunstnere,” slutter Jenny Gräf Sheppard, hvis ph.d.-afhandling er finansieret af midler fra Novo Nordisk Fonden. Hendes forskningsprojekt huses både af Det kgl. Danske Kunstakademi og af IKK ved Københavns Universitet. Hun satser på at blive færdig med det senest i 2024.’

Interviewet er oversat fra engelsk af Lisbeth Bonde.

TEMA: Praksisbaserede kunstforskere
Praksisbaserede kunstforskere er en serie artikler, som undersøger den viden, der opstår, når kunstnere forsker med basis i deres kunstneriske praksis.

Billedserie

TEMA: Praksisbaserede kunstforskere
Praksisbaserede kunstforskere er en serie artikler, som undersøger den viden, der opstår, når kunstnere forsker med basis i deres kunstneriske praksis.

Del artiklen

'Praksisbaserede kunstforskere IX: Jenny Gräf Sheppard'

Facebook