En balanceakt – det er, hvad der er på færde i disse dage i x-rummets store hvide kube. Med Shahryar Nashats håndfuld af værker til udstillingen er et væld af udtryk og indtryk sat i spil, men i doser, overflader og former, der på den ene side er utroligt lækre og gennemførte, samtidig med at værkerne har noget klodset – måske ligefrem traumatiseret – og nærmest kvalmt over sig.

Selvdyrkelsens ydre

Apropos kvalmt. For lidt over fem år siden stødte jeg på et billede, der cirkulerede på facebook. Billedet viser Paris Hilton på en scene i ekstatisk selvdyrkelse iført en t-shirt med teksten STOP BEING POOR. Vi må antage at billedet er manipuleret på samme måde som Banksy i 2006 manipulerede en række Paris Hilton CD covers, der gik i handelen, men nu med tilføjelsen “Every CD you buy puts me even further out of your league”.

Begge hacks fremstår som harske diagnoser på en samtid uden ydmyghed eller medmenneskelig indignation – særligt fra samfundets rigeste, hvor selvdyrkelsen til gengæld er i overflod.
Hos Shahryar Nashat er budskabet Start Begging rettet mod både en kraftigt seksualiseret og forfængelig krop og en bevidsthed, som værkerne forsøger at fremkalde om en snarlig konflikt – en decideret krig faktisk.

Et snigende ubehag

Denne dualisme mellem samtidens ydre begær og indre konflikt – og denne erkendelse – ligger og rumsterer i hele udstillingen. Selv værkoversigten slår denne dobbelthed an og spørger:

And so what do you make of what is in front of you?
Ripe for devouring eyes?

Vi skal fortære, men også reflektere over netop dette. I tråd med dette, er alle værkerne til udstillingen præget af et ekstremt æsteticeret ydre, hvor overfladerne på særligt de skulpturelle værker er ultra bearbejdede. Min bedste analogi er make-up eller plastic-kirurgi, som er kammet over i en sådan grad, at det vækker ubehag, eller en snigende form for kvalme.

Skal vi i krig?

Udstillingens centrale værk Keep Begging sætter scenen. Udstillingens resterende værker kredser –også i konkret forstand – om dette video og lydværk. Keep Begging skildrer en krop i detaljeret undersøgelse af sig selv: en arm, albue og armhule i helt vild LED-opløsning og kameraføring, der hiver den skildrede krop ind i et syntetisk univers, imens en stemme konstant messer ud i hele rummet:
My dear
Holidays…are over
Oops
Do we go to war?

Skærmens blinkende bagside afslører datatrafikken, imens kablet er smurt ind i en hudlignende, glinsende substans. Det er krop og tekno i påført syntese. Bevægelserne og kropsdelene fortæller ikke noget klart, men opløses snarere i en form for ydre selv-fetich, imens den digitialt manipulerede lydside og stemme rummer en vis bekymring midt i denne altabsorberende selvdyrkelse.

Fuckable skulpturer

De resterende værker er mere rene skulpturelle greb, der refererer til noget for kroppen velkendt: Et stykke kød sat til vægs, indhyllet i lige dele plastfolie og seksuelle undertoner (Bone In, 2019), en række gangstativer i en modeleret, kulørt papmaché, der forsamler sig på gulvet (Rib, 2019), suppleret af et enkelt gangstativ, naglet til væggen med den utvetydige titel Sex Position for Broken Ribs (2019).

Alderdommens forgængelige og skrøbelige natur bliver her holdt desperat oprejst og fuckable. Ja, undskyld sprogbrugen, men så hård er retorikken i det skulpturelle.

Vågn op!

Start to Beg (2019) er et andet skulpturelt værk, der atter gør det ret uklart hvad det er, vi skal be til, for og om. Her er den klare reference også væk. Skulpturen er et stort lyserødt objekt, der rummer ligeså meget futuristisme som natur. Ligeså meget maskine som krop.

Mine associationer løb både mod sci-fi fartøj, patron-magasin, antik søjleafstøbning og udskåret muskel, imens skulpturens overflade mest af alt mindede om en enorm højlakeret negl. Skulpturens lyserøde farve spejles i resten af rummet, da kunstneren har valgt at lægge lyserød folie på de få ruder, der lader dagslyset snige sig indenfor.

Dette greb, kunne i sig selv være et værk i udstillingen og har en stor magt i udtrykket, der igen giver det kropslige (nu også vore kroppe) et destabiliserende, syntetisk skær.

Og det mener jeg er udstillingens egentlige kulturkritiske ærinde: en almenmenneskelig omfavnelse, der på den ene side vil tilfredsstille et begær hos beskueren, men samtidig vække os, åbne vores øjne for den selvdyrkelseskultur, der har en decideret undergravende effekt på vores medmenneskelighed. Vi skal re-kalibreres til at dyrke andre end os selv. Så er det spørgsmålet om vi vil adlyde Nashats ordre.

Med Start Begging deltager vi lige nu i en ‘krig’, der sætter sig som en konflikt i kroppen hos den besøgende, hvor det er os påkrævet at vælge mellem os selv og vores næste. Og det er måske langt mere akut, end vi går og forestiller os.

Ferien…er slut!