Hæderslegat på 96.400 kroner til Finn Naur Petersen

Hæderslegat på 96.400 kroner til Finn Naur Petersen

Fra udstillingen Finns samling (observationer). Pressefoto.

Billedkunstneren Finn Naur Petersen har modtaget Vilhelm Pachts Kunstnerlegat 2010

Akademirådet har på sit møde den 10. november 2010 tildelt billedkunstneren Finn Naur Petersen Vilhelm Pachts Legat på 96.400 kroner med følgende motivering:

“Finn Naur Petersen arbejder med rum, i nogle tilfælde store meditative og stærkt stemningsbårne rum med en særlig sans for detaljen. I andre små billedmættede rum, som på udstillingen Finns samling (observationer), der aktuelt kan ses i det private rum i Kronprinsessegade og som spænder over både det minimale og det ekspressive – mangfoldighed og detalje.

En udstilling, der spejler en intuitiv arbejdsform, hvor der trækkes betydningsmæssige dimensioner frem og tilbage mellem de ophængte tegninger og det omgivne rums mønstrede tapeter, møbler og rekvisitter. Herved samles det hele til en fælles fortælling.

Finn Naur Petersen tildeles Vilhelm Pachts kunstnerlegat 2010 for sit særegne og konsekvente arbejde med rummets muligheder og en markant kunstnerisk indsats.”

Finn Naur Petersen er som billedkunstner autodidakt. Han blev tidligt i 1980erne medstifter af værkstedsfællesskabet Leifsgade 22. Siden 1993 har Finn Naur Petersen arbejdet som lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Udstillingen Finns samling (observationer), bestående af 120 tegninger i kunstnerens hjem (Kronprinsessegade 38 1., 1306 Kbh K). Udstillingen er forsat åben hver fredag kl. 12-18 indtil 17. december.

Vilhelm Pacht (1843-1912) var kunstmaler, grafiker, fabrikant af Pachts Kunstnerfarver og desuden indehaver af biografen Panorama på Rådhuspladsen i København.

I 1912 skænkede Vilhelm Pacht en ejendom i Holte til et kunstnerboliglegat. Ejendommen blev solgt i 1978, og legatmidlerne uddeles nu af Akademirådet som hæderslegat til de betydeligste kunstnere i Danmark.

Del artiklen

'Hæderslegat på 96.400 kroner til Finn Naur Petersen'

Facebook