Et tyvstjålet liv

Dokumentarfilmen Identitetstyveriet får tv-premiere på DR 2 tirsdag aften kl 20.30. Filmen følger Thomas Altheimers (aka. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech) personlige drama, som det udfolder sig op til retssagen mod Helge Bille Nielsen (aka. Claus Beck-Nielsen) og forlaget Gyldendal.

Anledningen er bogen Suverænen, som Nielsen i 2008 under stor bevågenhed i kunstverdenen udgav med nøjagtig gengivelse af Thomas’ liv – herunder hans adresse, navnene på hans børn, detaljerede oplysninger om hans barndom og privatliv – ligesom et billede af Thomas prydede bogens omslag. Thomas mener, at bogen afslører følsomme oplysninger om hans person, og at Nielsen har stjålet hans identitet.

Thomas Altheimer, der i virkeligheden hedder Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, er performancekunstner og har tidligere arbejdet tæt sammen med Nielsen, der også har kaldt sig Claus Beck-Nielsen og lavet kunst under navnet Das Beckwerk – sidstnævnte er det navn, han har udgivet Suverænen under. I 2001 erklærede Claus Beck-Nielsen sig for død og iscenesatte siden sin egen begravelse med et storstilet begravelsesoptog gennem København.

Forvirret? Godt, for det er hele pointen, fortæller instruktør Max Kestner:

“Det, jeg fandt spændende ved historien, var, at jo mere jeg spurgte ind til den, jo mere forvirret blev jeg. Den dementerede hele tiden sig selv, og det var svært at få greb om virkeligheden.”

Kunst eller virkelighed
Og netop det at få greb om virkeligheden – eller det umulige heri – er omdrejningspunktet for både filmen og for den performancekunst, som Thomas og Nielsen har skabt sammen, og som de på sin vis bygger videre på med retssalsdramaet og Identitetstyveriet.

For er retssagen reel nok, eller er den et mediestunt? Og er Thomas’ bekendelser til kameraet ægte nok, eller er de en del af en iscenesat performance?

Men filmen er ikke så meget et svar på spørgsmålet om, hvorvidt retssagen er et mediestunt eller ej, som en undersøgelse af virkeligheden, forklarer Kestner. “De her mennesker ved jo godt, at sagen bliver fulgt af medierne – de er jo topbegavede mennesker. Så ambitionen var, at filmen skulle favne flere sandheder på én gang, uden at noget af det blev løgnagtigt.”

Selvportræt?
Thomas Skade-Rasmussen Strøbech bad selv Kestner om at lave filmen, og det er også Skade-Rasmussen Strøbech selv, der har filmet de fleste af filmens scener. Derefter har Max Kestner fået materialet og har haft frie tøjler til at bestemme, hvad der skulle med i filmen. Det er blevet til et hudflettende portræt af en mand, der er ved at gå i opløsning.

Thomas’ forsøg på at hævne sig på Nielsen ved at sælge Suverænen under sit eget navn i USA mislykkes, hans prostataproblemer udløst af et ukontrolleret alkoholmisbrug sender ham på hospitalet, og han fyrer den ene advokat efter den anden, så han blot to måneder inden retssagen får tilskikket en ny til at føre sin sag. Det er, som om han graver sin egen grav – noget, Kestner har haft for øje, da historien skulle sættes sammen:

“Jeg har været optaget af det labyrintiske. Af denne her karakter, der prøver at slippe igennem noget, og hver gang han løber i en retning, finder han blot flere problemer og kommer længere og længere ind i det her spind, som måske er skabt af hans egne dæmoner, måske ikke.”

Kærlighed på afstand
Paradoksalt nok er den person, Thomas har allermest lyst til at være sammen med, manden, som han også hader allermest, og som han har lagt sag an mod: Nielsen.

“Jeg har primært betragtet det som en kærlighedshistorie mellem to mænd. Der er en masse had og forsmåelse og jalousi, men det hører jo også til kærlighed. Den handler om alle de ting på en gang, og den oplevelse – alt den dobbelthed og det besvær, jeg havde med at gribe det – det ville jeg gerne have, at filmen også indeholdt,” forklarer Kestner og tilføjer om de to kunstneres indbyrdes forhold:

“Måske skal der være et værk imellem de to, for at de for alvor kan være sammen – og jeg tror, at retssagen også er en del af det, en måde at få kontakt på.”