Dødens katedral

Dødens katedral

Christian Lemmerz: Andante, 2014. (pressefoto)

Vis billedserie

Andante

2 mar 2014 30 nov 2014

Christian Lemmerz

Cisternerne
Se kort og tider

Christian Lemmerz giver os noget at tænke over med sin gotiske installation, der lyser op i Cisternernes mørke drypstenshule.

Christian Lemmerz’ (f. 1959) stedsspecifikke og interaktive installation er på en og samme gang enkel og kompleks. Enkel, fordi den ganske simpelt består af 13 kæmpe store, møllehjulsformede hængelysestager i tre etager, som publikum selv kan fylde ud med stearinlys. Kompleks, fordi den fremkalder et hav af forskellige associationer, samtidig med at den oplagt trækker på den katolske kirkes liturgi.

Stearinlysene lyser blafrende op i Cisternernes fugtigt dryppende mørke og danner nogle dramatiske skyggespil på de grå betonvægge – som et sidste håb, inden mørket sluger det hele. Over tid vil stearinen akkumulere og danne nye, skulpturelle former, der lyser op i mørket med dens hvidhed.

Samtidig er den dryppende stearin med sine dråbeformer et raffineret, formmæssigt ekko af drypstenene, der hænger ned med deres sylespidse takker fra de hvælvede lofter i denne underjordiske katedral, som en gang rummede 16 millioner liter vand til københavnerne.

Langsommelighed på gyngende grund
Udstillingstitlen Andante defineres på følgende måde i Den store Danske encyklopædi: ”Musikalsk tempoangivelse, der betyder roligt gående; anvendes hyppigt i langsomme satser i sonater, symfonier o.lign.”

Christian Lemmerz: Andante, 2014. (pressefoto)
Christian Lemmerz: Andante, 2014. (pressefoto)
Det sker helt af sig selv, at man sætter tempoet ned, når man først står nede i mørket, hvor det er alt andet end nemt at orientere sig.

Hertil kommer, at der ligger store pytter på gulvet, og at man indimellem går hen over nogle jernplader, som giver efter under fødderne.

At opholde sig i Cisternerne er i det hele taget en destabiliserende oplevelse. Det er et ganske særegent og frygtindgydende sted, især nu, hvor Christian Lemmerz er rykket ind.

Den store stilhed
Cisternerne råder nu over hele det store, underjordiske areal til særudstillinger, idet skulpturerne fra Nordmandsdalen, som i en årrække var udstillet i de bageste sale, er flyttet ud.

Det betyder, at man først går igennem de yderste sale, som Lemmerz har ladet være tomme. Her vænner man sig langsomt til mørket og opbygger forventningerne til det, man skal møde i de bageste rum.

I de forreste rum trænger lydene fra livet oppe på overfladen stadig ned, men inde i de bageste sale hersker den totale stilhed. Da går det op for en, hvor meget baggrundsstøj, der hele tiden er i en storby. Denne sanseoplevelse, hvor man kan høre sit hjerte banke og blodet suse i årerne, kombineret med det bevægende, blafrende lys fra de hundredvis af levende lys er stærkt bevægende. Anmelderen så sine afdøde kære defilere forbi på sin indre skærm, og besøget i Cisternerne blev derfor en både stærk sansemæssig og dybt personlig oplevelse. Faktisk ret rystende.

Christian Lemmerz voksede op i en katolsk familie i Scharzwald i Sydtyskland. Det er derfor nærliggende at læse hans udstilling som en opfølgning af den katolske liturgi, ligesom tallet 13 giver associationer til Jesus og de 12 disciple. Men der er mange flere associationsmuligheder og tolkninger. Stearinlysene er også en metafor på livet og et oplagt vanitasmotiv.

Døden som et vilkår
Med udstillingen Andante kredser Lemmerz atter om døden som et uundgåeligt vilkår. I mange værker har han anvendt kroppen som udtryk for subjektets skrøbelighed – og som genstand for vold og overgreb. Men denne gang er lysene indskrevet som stedfortræder for kroppene.

Christian Lemmerz: Andante, 2014. (pressefoto)
Christian Lemmerz: Andante, 2014. (pressefoto)

Hans mest kendte værker er den uhyggelige ’Gestalt. Todesfigur’ fra 1987 – en kutteklædt bronzeskikkelse uden ansigt – og installationen ’Scene’ på Esbjerg Kunstmuseum (1993-94) med de sammensyede, halve svinekroppe, som satte fokus på døden og dødens skønne figurer, og som satte det sydvestlige Jylland på den anden ende. Med tiden arbejder han mere og mere klassisk og enkelt – også inddragende det hvide mamor. Senest med udsmykningen af Lyngby Kirke. I efteråret på Horsens Kunstmuseum kunne opleves flere af hans civilisationskritiske og dystopiske værker, fornemt iscenesat på den luftige udstilling Eine Gruppenausstellung.

Christian Lemmerz er en både læsende og belæst kunstner, ’un artiste savante’, som de siger på fransk. Han har beskæftiget sig indgående med psykoanalyse, postmoderne filosofi, semiotik, kulturfilosofi, græsk mytologi, kristendom samt eksperimenterende modernistisk skønlitteratur, især James Joyce. Alle disse tekster løber som en understrøm igennem hans værker, også i Andante, der som nævnt griber ind i en lang række diskurser.

Christian Lemmerz: Andante, 2014. (pressefoto)
Christian Lemmerz: Andante, 2014. (pressefoto)
Man tænker på Søren Ulrik Thomsens berømmede essaysamling fra 1985 Mit lys brænder, hvor han bl.a. skriver:

Som lyset brænder, der kun brænder, for så vidt det brænder ned, skal et digt fra første linje pege på sit eget ophør og forløbe som en voksende præcisering af dette, fordi det hermed indskriver døden i sig.

Ligesådan indskriver Andante de besøgendes kroppe i lysets varighed.

Ikke for sarte sjæle
Der er mulighed for at erhverve to kobbertryk af Christian Lemmerz, som han har skabt i samarbejde med Niels Borch Jensens trykkeri. Også de handler om døden som et truende og grotesk livsvilkår, der lurer lige bag vores hud, hvor skelettet befinder sig.

Udstillingen i Cisternerne er stærkt anbefalelsesværdig. Men folk med klaustrofobi og folk, som for nylig har været ude for en ulykkelig hændelse, bør overveje nedstigningen nøje, for det kræver stærke nerver at vandre rundt nede i denne dødens katedral.

Vis billedserie

Andante

2 mar 2014 30 nov 2014

Christian Lemmerz

Cisternerne
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Dødens katedral'

Facebook