I Cisternerne inviterer SUPERFLEX os på en tur ned i depressionens apokalyptiske kolde kælder. Vi kan stadig komme op derfra, men hvor længe?
Ok, det virkede ikke det med at gynge sammen, at sætte hinanden og verden i svingning og samarbejde og ændre verden, imens tid var. Det er for sent, vandet er der allerede, der er noget, der endegyldigt er slut.
Sådan går min indre fiktion straks i gang ved mødet med SUPERFLEX´ nye udstilling i Cisternerne. Og man må sige om denne udstilling, at den netop fungerer i kraft af publikums medskaben. Det væsentlige sker inde i vores egen fiktion. Og denne fiktion er depressionens og afmagtens.
Våd vandring
I invitationen til ferniseringen stod der, at man skulle møde op i gummistøvler og i varmt tøj. Så da jeg et par dage senere tog til Cisternerne for at se udstillingen, traskede jeg i bedste survivaludstyr gennem Søndermarken.
Men i Cisterne viste det sig dog, at man allerede havde taget ansvar for min krops ve og vel: Det første man møder i udstillingen, er et omklædningsområde, hvor man kan iføre sig et par passende gummistøvler, sponsoreret af Viking.
Man kommer heller ikke videre uden, for nok har der altid været småvådt i Cisternerne, men SUPERFLEX´ overordnede greb er, at de har oversvømmet det hele, sådan at man skal vade igennem 15 cm vand.
En ting er, hvordan man forestiller sig det, noget andet er, hvordan det faktisk er at vade igennem vandet dernede under jorden i de gamle, mørke og klamme vandreservoirer. Man bevæger sig anderledes i vand: ens bevægelser bliver langsommere, mere træge, og man bliver i den grad opmærksom på, at man ikke vil falde eller tabe noget.
De dunkle kælderrum, der blev bygget i midten af 1800-tallet som vandreservoirer for at forbedre forsyningen af rent drikkevand og forhindre koleraepidemier, er som fremkaldervæske for dystopiske tanker:
Er det sådan her, det vil blive? Vil jeg en dag tænke tilbage på dette kulturelle besøg, hvor jeg til enhver tid kunne have gået tilbage og være steget op i parkens martslys og strøm af søndagsklædte mennesker, og tænke – ”du skulle bare have vidst, hvordan det rent faktisk blev”?
Magtens toiletter
Den uheldsvangre fornemmelse bliver ikke mindre af at støde på en kæntret toiletbygning. Man kan ikke gå derind, men der er sprækker i væggene, sådan at man kan se ind i hhv. et nydeligt herre- og dametoilet.
Rummene ligger på skrå, som om de er ved at synke, og vandet er ved at stige derinde, det ser ud som om folk lige har forladt den imaginære bygning, en toiletrulle ligger og suger vand. Det er en perfekt filmisk scenografi.
Det viser sig at de to toiletafdelinger er nøjagtige kopier af toiletterne i sekretariatet for UNFCCC, Klimakonventionen, i Bonn.
At kopiere toiletbygninger fra magtens rum og placere dem andre steder, er et af SUPERFLEX´ mere end 400 Tools (Power Toilets), som er det begreb de opererer med i stedet for værker.
Når de bruger betegnelsen Tools, handler det om, at de ser deres kunst som værktøjer, der kan bruges til at koble steder sammen eller få mennesker til at interagere og ændre det bestående.
At det netop er Klimakonventionens toilet, der er oversvømmet som var det en 3D udgave af deres film fra 2009, Flooded McDonald, er skæbnens benhårde ironi.
Cry me a river
En del af oplevelsen handler om at finde orienteringen. Indimellem følte jeg mig, som var jeg trådt ind i en senfirserfilm af Trier, men der er ingen hængte heste i vente, på den måde er alt som altid, når det er SUPERFLEX, der opererer, under en vis form for kynisk kontrol.
Indimellem hører jeg en svag musik, nogle gange lyder det som fjerne brag, det er ret uspecifikt, og får mig til at tænke på lyden i et computerspil. Det viser sig at være en forvrænget udgave af Justin Timberlakes hit fra 2002 Cry me a river. At være udsat for den i et evigt loop er for mig et meget godt billede på verdens dekadente undergang. I øvrigt er “Cry me a River” også er udtryk, der betyder “to tell a moaning person to shut up and that you don’t care”, altså faktisk en parallel til den måde vi bruger udtrykket om, at noget “ikke er verdens undergang”.
Læs også:
Ugens kunstner – Superflex
Cisternerne har indledt et samarbejde med ART 2030, en non-profit-organisation med Luise Faurschou i spidsen, som arbejder for at koble FN’s 2030 Agenda for Bæredygtig Udvikling og de 17 verdensmål med kunsten. Et lille indstik fra dem lagt i udstillingsfolderen fortæller, at SUPERFLEX med sin udstilling sætter fokus på 4 af de globale mål (6,13,15 og 16).
Verdens undergang
Jeg orienterer mig mod et violet lys, der ligger som en dis i baggrunden. For enden af den fjerneste hal hænger udstillingens titel, et udsagn skrevet i store blåtlysende versaler: ”IT IS NOT THE END OF THE WORLD”. Man står der i vandet og lader ordene trænge ind, det er fantastisk flot, de skarptskårne bogstaver og det blå LEDlys, som spejler sig i vandet. Det er ikke verdens undergang er på dansk en talemåde, der sætter lokale katastrofer i relief: “det kan godt være, du er ked af noget, men det er ikke verdens undergang”.
Som det allerede er forklaret mig i folderen, så peger udsagnet på, at menneskehedens undergang, som følge af klimakatastrofer ikke er det samme som verdens undergang. Set under evighedens synsvinkel er menneskehedens tid en parentes. Men verden, som vi kender den, med toiletbygninger og klimakonventioner, med blåt lys på kunstudstillinger, vil formentlig på et tidspunkt være en saga blot. En svimlende lille parentes i jordens historie.
Vi er i samme båd
Netop nu har SUPERFLEX også en udstilling i Miami, stedet for drømmen om evig sol, uendeligt forbrug og berømmelse. Titlen på udstillingen på Miami Dade College er WE ARE ALL IN THE SAME BOAT og den optræder også som et lys-udsagn på udstillingen. Det handler således også her om at være på dybt vand, og at vi kun sammen kan forsøge at komme tørskoet i land. Ironisk nok tog gruppen sit navn efter en Sverigesfærge.
Marts har allerede slået sin egen regnrekord. Hvis det ikke var tragisk, kunne det ikke være en mere perfekt baggrund.
Hvad skal vi så tænke efter af have vadet gennem det iskolde vand i Cisternernes rå og uvenlige rum? At nu kan det være lige meget, vi kan lige så godt feste videre, til skuden går helt under, få det bedste med? Som REM allerede sang i 1987 ”It’s the end of the world as we know it and I feel fine”. Eller er der stadig håb om, at vi kan få den tunge skude drejet så meget, at vi undgår isbjerget? Det er op til en selv som beskuer.
Men, som SUPERFLEX selv skriver på deres hjemmeside, så kan man måske midt i elendigheden finde en form for absurd ro og accept af, at menneskehedens forladte ruiner vil udgøre en infrastruktur for jordens kommende livsformer.
