Elmgreen & Dragset skal udsmykke Dokk1

Elmgreen & Dragset skal udsmykke Dokk1

Model af Magic Mushrooms. Foto: Elmgreen & Dragset

Det dansk-norske kunstnerpar Elmgreen & Dragset, der blandt andet er kendt for værker i London, Rotterdam og Madrid, kommer nu til Aarhus. Med projektet Magic Mushrooms har duoen vundet udmykningsopgaven af det ny hovedbibliotek i byen.

Elmgreen & Dragset vandt den første af tre udbudsrunder i forbindelse med kunstnerisk udsmykning af Dokk1, som fra slutningen af 2014 bliver hjemsted for Hovedbiblioteket og borgerservice.

Værket Magic Mushrooms er todelt og skal udsmykke to store og centrale bygningselementer i huset.

I vinderindstillingen begrundes forslaget blandt andet således:

”Kunstnerisk set vurderes værket at være på højt internationalt niveau og af en kvalitet, der kan give ikonværdi og derved i sig selv tiltrække besøgende. Forslaget udgør et fascinerende og perspektiverende værk. Fiktive rum i rummet, arkitektur i arkitekturen.

Med dets billeder af en virtuel storby med oplyste skyskrabere omgivet af vejnet, parker, broer og andre bynære detaljer skaber det billeder, modbilleder, perspektiver i forhold til, hvordan Aarhus er, og hvordan Aarhus vil/bør udvikle sig. Forslaget er visuelt stimulerende. Det gælder både bygningen, funktionerne og omgivelserne. Værkets poetiske karakter spiller godt op til husets mange funktioner.”

Drømmen om en imaginær verden
Elmgreen og Dragset udtaler om deres værk: ”Drømmen om en imaginær verden har eksisteret til alle tider. Byer, som ikke kan nås i fysisk forstand, men som kun kan begribes gennem vores forestillingsevne. Vores forslag til Dokk1 viser en arkitektur i arkitekturen – en fantasiby, der udfordrer den besøgendes perception og indbyder til at blive oplevet fra nye synsvinkler alt efter, hvor man vil befinde sig i bygningen.” 

Magic Mushrooms og de øvrige forslag i kunstudbuddet kan opleves i forhallen på Hovedbiblioteket frem til 5. april 2013.

 

Om Magic Mushrooms

Den ene del af værket består af en model af en imaginær, eksotisk storby, der monteres på hovedet på undersiden af medierampen. Storbyen er realistisk gengivet i skala 1:100 med en udstrækning på 11x29 meter og en max højde på 2 meter. I værket indgår også lyssætning af storbyen.

Den anden del af værket består af et sammenhængende farveprint på 27x10 meter, der monteres på væggen i det centrale opstigningspunkt i Dokk1. Printet gengiver den imaginære storby, som den ville se ud på Google Earth. Deludsnit af printet vil kunne iagttages fra alle niveauer i huset.


Om kunstudbuddet
Opgaven er den første, største og mest bygningsintegrerede af de tre udbudsrunder, der bliver i forbindelse med kunstnerisk udsmykning af Dokk1. I alt fem kunstnere har hver givet deres bud på udsmykning af undersiden af medierampen og det centrale opstigningspunkt i Dokk1.

De fem kunstnere, der har udarbejdet forslag er:

  • Elmgreen & Dragset
  • Martin Erik Andersen
  • Ann Lislegaard
  • Signe Guttormsen
  • Superflex

De fem kunstnere er udpeget af Aarhus Kommunes Billedkunstudvalg, og det har været helt centralt at vælge kunstnere, som forventes at kunne håndtere opgaven, både hvad angår størrelse og husets særegne karakter og funktion.

Vinderforslaget er indstillet af Aarhus Kommunes Billedkunstudvalg. Indstillingen er desuden udtryk for en enig udsmykningsgruppe, der består af Aarhus Kommunes Billedkunstudvalg samt repræsentanter for hhv. schmidt hammer lassen, Realdania, Aarhus Kommune og de til processen knyttede konsulenter fra Team Profilen.

Del artiklen

'Elmgreen & Dragset skal udsmykke Dokk1'

Facebook