Maria Wæhrens: “Jeg stoler på, at jeg har noget at fortælle”

Maria Wæhrens: “Jeg stoler på, at jeg har noget at fortælle”

Maria Wæhrens: Untitled #1, 2022. Fra udstillingen Hvad kan jeg hjælpe dig med?, Charlotte Fogh Gallery. Foto: Jacob Friis-holm Nielsen.

Billedserie

Det personlige kunstværk
Temaserie der ser nøjere på kunst, som tager afsæt i personlige erfaringer og fortællinger.

Maria Wæhrens er aktuel med udstillingen Hvad kan jeg hjælpe dig med? på Charlotte Fogh Gallery; en udstilling der har fået sin titel efter et besøg fra en engel i en drøm, som stillede netop dette spørgsmål. Men hvad betyder spørgsmålet, og hvordan har det påvirket hendes virke som kunstner? Det sætter hun ord på her, hvor hun også tager os med tilbage til starten af virket som kunstner – et virke der også startede med en drøm.

“Jeg drømte som 13-årig, at jeg skulle være kunstner. Indtil da ville jeg ikke male, fordi jeg følte, det var det samme som at være i kontakt med Gud. Men da jeg havde drømt, at jeg skulle være maler, behøvede jeg ikke længere tage mig af, at det var højtideligt og vildt, for nu havde jeg fået det givet – lad os kalde det et kald.”

Maria Wæhrens. Foto: Caroline Bittencourt.

Maria Wæhrens tøver lidt da hun bruger ordet ‘kald’, men det er det ord, der bedst beskriver, det hun oplevede. Hun mener, at oplevelsen af kaldet knytter sig til en kristen opvækst, hvor man talte om dét at få et kald og handle på det. Gennem opvæksten brugte hun meget tid sammen med sin mormor, der har været med til at præge hende og hendes syn på kunsten.

“Jeg voksende op i en lille by i Nordjylland, hvor der ikke skete så meget, så jeg elskede at komme hos min mormor, fordi hun malede og var en god fortæller. Deres hus var fyldt med billeder! Mange af dem viste fortællinger fra bibelen, men der var også mere abstrakte fortællinger, som var mere relateret til følelser. Hun kom fra Sjælland og blev gift med min morfar, der boede i Nordjylland og var indremissionsk. Jeg har senere tænkt, at hun nok fandt et sprog i maleriet, hvor hun tacklede at være i det miljø, som kan være lidt tungt – på godt og ondt vil jeg sige.”

“Jeg tænkte ikke så meget på, om malerierne var flotte. Det handlede mere om, at man kan bruge billedsproget til at fortælle noget. Jeg tænkte: ‘tænk at der findes en Gud, man kan tro på!’. På det tidspunkt tænkte jeg, at kunsten var lidt det samme som Gud. Det var noget, der var større end mig selv. Det er et sprog, der kan noget mere end det, jeg selv er i stand til.”

Maria Wæhrens: Untitled #6, 2022. Fra udstillingen Hvad kan jeg hjælpe dig med?, Charlotte Fogh Gallery. Foto: Jacob Friis-holm Nielsen.

Tillid til beskueren

Når snakken falder på, hvordan Maria Wæhrens arbejder med maleriet, er svaret klart: Det handler om tillid. Tillid til sig selv og til den, der ser værkerne.

“Jeg tænker sjældent på modtageren, men jeg har stor empati for mine medmennesker og kærlighed til verden, og med den indstilling stoler jeg på, at jeg har noget at give. Jeg har insisteret på at være mig selv, derfor har det taget mange år at komme længere ud med mine malerier, end hvis jeg havde tilpasset mig mere. Mine værker kan måske være lidt komplekse at forstå.”

“Jeg stoler på, at jeg har noget at fortælle. På den måde undervurderer jeg ikke modtageren. Jeg tror på, at kunsten kan ændre verden og os som mennesker, så jeg har stor tillid til beskueren og til det, jeg sender ud. Jeg har forventninger