Biennale sætter spot på stoflige transformationer

Biennale sætter spot på stoflige transformationer

Pressefoto

På Den Anden Side er et kunstnerdrevet udstillingssted på Møn, der står bag en tredages kunstbiennale med titlen Stofskifte – En kunstnerisk manifestation.

Biennalen tager form som et tværæstetisk samarbejde, der finder sted i og omkring Hårbølle og kan opleves både fysisk og online d. 28. – 30. august.

Programmet består af 25 kunstnere, musikere og forfattere fra ind- og udland, der præsenterer lydværker, performances og stedspecifikke værker.

Publikum kan blandt andet opleve Gry Bagøiens Jordstation, en stor parabol udgravet i jorden, hvorfra hun vil synge og række ud mod fjerne galakser, eller Nis Rømers performance Plant Society, der lader planter være aktører i en fiktivt politisk fortælling om et plantesamfund.

Biennalen er en fortsættelse af den første festival, der blev afholdt i 2018, hvor en gammel gård i Hårbølle blev transformeret til et nyt udstillingsrum for samtidskunst.

Elisabeth Kiss er en del af kollektivet og ser biennalens tema som en anledning til at rejse spørgsmål om landbrug, husholdning og spirituelle forbindelser mellem levende arter.

“En kunstbiennale med stofskifte som tema skal forstås som en sproglig ramme for nye æstetiske undersøgelser af, hvordan vi kan gøre op med strukturelt ødelæggende adfærd og bringe nye erkendelser om forandringens nødvendighed gennem kunsten”.

Du kan læse mere om biennalen og de deltagende kunstnere her.

I dagene under biennalen bliver begivenheder live-transmitteret her.

Kilde: På Den Anden Side

Åbningstider:

Fredag 16-22
Lørdag 10-24
Søndag 11-15

På Den Anden Side

Hårbøllevej 40, 4792 Askeby

Del artiklen

'Biennale sætter spot på stoflige transformationer'

Facebook