Balletmekanik med handicap

Balletmekanik med handicap

Mikhail Karikis: The Chalk Factory. Foto: Ole Bak Jakobsen

Mikhail Karikis’ videoinstallation på ‘O’ Space, The Chalk Factory, udspiller sig på en fabrik, hvor de fleste ansatte er handicappede, og projektet er velmenende og udført i flotte billeder og fantastisk lyd. Alligevel er armene kun halvvejs i vejret.

‘O’ Space på Aarhus Havn har kulturbyåret igennem fungeret som et showroom for spektakulære, stort opsatte præsentationer, primært video- og lydinstallationer. Kulturbyens udstillingsrum har blandt andet huset Julian Rosefeldt, FUTURE FEMINISM-gruppen og Jasmina Cibic, og der har absolut været kvaliteter ved disse udstillinger, hvilket anmeldelser på kunsten.nu da også har peget på.

Læs anmeldelse af Julian Rosefeldt: Manifesto her

Læs anmeldelse af Jasmina Cibic: A Shining City On a Hill her

Mikhail Karikis: The Chalk Factory. Foto: Mikhail Karikis

Men man sidder alligevel med en lidt lunken fornemmelse, og med kulturbysloganet Rethink lidt galt i halsen på samme måde, som man havde det med et tidligere DSB-slogan: Tog til tiden.

For gentænkt er formatet ikke. Udstillingerne ligner noget, man ser overalt i verden – i rustikke industribygninger, med flotte folietekster, god lyd- og billedkvalitet – og lidt udvendigt det hele.

I Aarhus er der i forvejen en institution, ARoS, som gør det i spektakulære, turist- og publikumsvenlige storformatsudstillinger og gør det godt og med større kunstfaglig pondus end ‘O’ Space. Det er symptomatisk, at vi indtil nu har fået de bedste og mest risikovillige kunstneriske kalorier, da ARoS-triennalen The Garden ‘lånte’ ‘O’ Space i sommers.

Og det er vel at mærke bekostelige udstillinger, og man tænker uvilkårligt, at hvis man ville gentænke sådan for alvor, så kunne de penge sikkert have rykket ikke så lidt – og mere langtidsholdbart – andre steder på den mere innovative kunstscene, der er spinkel, men tilstede i byen og regionen. Det er selvfølgelig en større diskussion, som ikke skal tages her, men som alligevel rumsterer i baghovedet, når man gæster den aktuelle udstilling af Mikhail Karikis, som er glimrende, velmenende – og så alligevel…

Morgengymnastik på fabrikken og karaoke i kantinen
Videoinstallationen The Chalk Factory (Kridtfabrikken) udspiller sig på en japansk fabrik, der fremstiller skrivekridt til undervisnings- og kunstnerbrug, og hvor produktionen næsten udelukkende varetages af personer med fysiske, indlæringsmæssige og psykiske handicap.

Mikhail Karikis: The Chalk Factory. Foto: Ole Bak Jakobsen

På 14 store skærme – mindre kan ikke gøre det! – udfoldes en dag på fabrikken: Arbejderne stempler ind, laver morgengymnastik og går i gang med arbejdet. Siden skildres forskellige faser i produktionen: Røremaskiner, kridtmassen, der formes til pølser, sættes i ovne, skæres op og pakkes. Til slut fejes, vaskes hænder, hvorefter der spises i kantinen – og synges karaoke.

Maskinsanselig omslutning
Kunstnere præsenterer ofte filmværker på flere skærme, og typisk italesættes visningsformen som en kunstnerisk strategi, der har til formål at demontere en entydig fortællestruktur, at gøre beskueren aktiv (da denne selv skal ‘klippe filmen sammen’) eller lignende. Andre gange er det desværre simpelthen en konvention, der mangler de klare argumenter.

I dette tilfælde giver det dog mening. Ikke alene kan vi gå omkring, som om vi vandrede rundt mellem de forskellige faser i produktionen i fabrikshallen. Vi er også omsluttet af et lydlandskab kreeret af lyde fra maskiner, arbejdsgange og snak arbejderne imellem tilføjet klokkeringen og (rigtig) musik. Det giver en maskinsanselig ‘totaloplevelse’, der yderligere stimuleres af værkets visuelle æstetik.

De mange nærbilleder er ekstremt velkomponerede og bringer os taktilt tæt på. Det er violette og gule farvekridt, der produceres i filmværket, og kontrastfarverne flyder indtagende ind i øjnene, kridtstøvet farvelægger gulv og maskiner, ligesom den rå produktionshal har den slidte patina, der giver masser af stoflige billeder. Det er i det hele taget forførende, malerisk og rytmisk at befinde sig i denne maskine af vellyd og velbilleder. På den måde fremstår The Chalk Factory som et nyversioneret ekko af Fernand Legers eksperimentalfilmiske pionerværk Ballet Mécanique fra 1924, hvor mennesker og maskiner indgår i en rytmisk koreografi og lader værket fremstå som en komposition af abstrakt billedlighed.

Mikhail Karikis: The Chalk Factory. Foto: Ole Bak Jakobsen

En rummelig arbejdsplads
Men nu er der jo ikke bare tale om en hvilken som helst fabrik, der fremstiller farvestrålende produkter. I vægtekster og formidlingsmateriale er man gjort opmærksom på, at det er en fabrik med en særlig medarbejderstab og en særlig historie.

Tilbage i 1960 tilbød kridtfabrikken midlertidige jobs til to teenagere med psykiske handicap, men da de siden blev fyret, protesterede fabrikkens arbejdere og krævede de unge genansat. De var en gevinst for teamet, mente de. Oprøret førte til arbejdsrettigheder for handicappede i Japan, og i dag er kalkværket så eksponent for den rummelige arbejdsplads, idet arbejdsstyrken næsten udelukkende består af mennesker med handicap.

Ildguden Hottoko
I en prolog til 14-skærmsværket er der en kort film, hvor en fløjtespiller går rundt i en fabriksarkitektur og dels spiller fløjte, dels genfortæller legenden om den japanske ildgud Hottoko.

Legenden beretter om en outsider, der mislykkes i alle sine arbejdsgøremål, indtil byens beboere sætter ham til at blæse i en bambuspind for at holde ilden ved lige – og derved bliver han byens vigtigste arbejder.

Pointen er, at alle kan bidrage, og at det er en kvalitet – også for fællesskabet – at tage dem med som tilsyneladende falder udenfor og umiddelbart virker ‘uduelige’.

Mikhail Karikis: The Chalk Factory. Foto: Ole Bak Jakobsen

Dem der bliver efterladt
Disse forhold er The Chalk Factorys resonansrum, og i det hele taget er Karikis optaget af dem, der bliver efterladt i slipstrømmen af samfundsudviklingens stadige accelererende transformationer – dens stadige ‘effektivisering’. Tidligere har han behandlet postindustrielle emner i værkkredsene The Endeavour og Children of Unquiet, mens børn og teenageres vilkår i udkantsområder er et tema i værket Ain’t Got No Fear.

Handicappet i baggrunden
Men dette er ikke noget, der på nogen måder råbes ud i The Chalk Factory. Man opdager ganske vist i kantinescenerne, at der er folk, der måske ikke er, som folk er flest. Men ellers er handicappet netop noget, der ligger i baggrunden. Det kan der være en pointe med, absolut, men det er også lige før, at værkets indtagende æstetik stjæler billedet. Der er ingen tvivl om, at Karakis har midlerne til at producere og fremvise blændende billeder og fantastisk lyd og til at folde det hele ud på 14 skærme – for mindre kan ikke gøre det!

Eller kan det? Man kunne godt mangle nogle skrammer, mere friktion og mere kød og blod i den perfekte produktion, især når værket befinder sig i omegnen af en vigtig diskussion om, hvordan samfundet vægter effektiviserings- og konkurrencekrav overfor ønsker om inkludering af alle – også ‘de uperfekte’. Større kunstnerisk konsekvens i form og indhold og mindre sømløs indløb i den spektakulære oplevelsesudstilling, som ‘O’ Space står for.

Program i forbindelse med udstillingen:

Handicap og politisk korrekthed
Offentlig debat med musik og digte af Karsten Hvid
22 sep kl 16-18

Den brugbare borger: Handicap og arbejde
Offentlig debat med storytelling om traditionelle myter og handicap af Dr. Nicola Clare Grove (på engelsk)
23 sep kl 14-16

Kommentarer

Del artiklen

'Balletmekanik med handicap'

Facebook