Astrid la Cour ny direktør for Frederiksbergmuseerne

Astrid la Cour ny direktør for Frederiksbergmuseerne

Astrid la Cour. Foto: Søren Rønholt

Den 1. maj 2015 tiltræder Astrid la Cour som direktør for Frederiksbergmuseerne, der blandt andet tæller udstillingsstederne Cisternerne og Møstings Hus.

Siden 2013 har Astrid la Cour været kunstnerisk leder af Cisternerne i Søndermarken og Møstings Hus ved Frederiksberg Have. Her har hun blandt andet stået i spidsen for flere markante udstillinger, senest Ingvar Cronhammar og Martin Halls udstilling H i Cisternerne.

Nu er hun blevet udpeget som direktør for den paraply-sammenslutning, der foruden Cisternerne og Møstings Hus tæller Bakkehusmuseet, Revy-museet og Storm P. Museet på Frederiksberg. En samling af kulturtilbud, der samler forskellige kunstarter som billedkunst, litteratur, musik og scenekunst.

Og netop museernes både faglige og historiske spændvidde ser Astrid la Cour frem til at arbejde med.

“De enkelte institutioners potentiale er enormt og giver vidde rammer for mange forskelligartede tiltag. Jeg glæder mig til at løfte den store, fælles opgave sammen med alle museets dygtige medarbejdere, og jeg ser frem til at samarbejde med museets partnere og den danske fondsverden,” siger hun.

Og La Cour, som tidligere har arbejdet som kulturkonsulent i Frederiksberg Kommune og kunstanmelder på Berlingske, får pæne ord med på vejen ind i det nye job. Bestyrelsesformand for Frederiksbergmuseerne Christian Have fortæller:

”Det er med stor glæde, at vi med Astrid la Cour får en direktør med et stort og indgående kendskab til museet og med klare visioner for, hvor det skal hen. Hun har med sit arbejde med revitaliseringen af Møstings Hus og Cisternerne vist, at hun kan kombinere publikumssuccesser og et højt kunstnerisk niveau – en kombination, der er vigtig for Frederiksbergmuseerne fremover.”

Frederiksbergmuseerne er en sammenslutning af de tre museer Bakkehusmuseet, Revymuseet og Storm P. Museet samt udstillingsstederne Cisternerne og Møstings Hus. Et lokalt forankret kunst- og kulturhistorisk museum, som spænder over scenekunst, litteratur, musik og billedkunst fra 1800 til i dag.

Del artiklen

'Astrid la Cour ny direktør for Frederiksbergmuseerne'

Facebook