Aros har fået penge til at realisere stor udvidelse

Aros har fået penge til at realisere stor udvidelse

Sådan kommer James Turrells The Dome til at tage sig ud set udenfor Aros. De nye udstillings rum ligger under jorden. Foto: Schmidt Hammer Lassen Architects

Udvidelsesprojektet, som går under navnet The Next Level, består af et underjordisk galleri og et gigakunstværk af James Turrell.

Aros skal være endnu større! Det nye underjordiske udstillingsgalleri bliver på 1000 kvadratmeter, mens værket The Dome af James Turrell har en loftshøjde på 15 meter, en diameter på 40 meter og et kig op i himlen. Værket vil “byde på en international unik kunstoplevelse præget af stor spirituel sensibilitet”, lover Aros i en pressemeddelse.

Udbygningen bliver forbundet til den eksisterende bygning med en underjordisk gang. Et andet element er The Annual ARoS Pavilion, som vil blive placeret mellem museet og The Dome. Planen er, at der hvert år vil blive bygget en ny midlertidig pavillon af nogle af verdens innovative arkitekter.

Der har været arbejdet i flere år på at skaffe midler til udvidelsen, men nu har projektet fået økonomisk og politisk opbakning.

Den samlede pris på det hele er vurderet til knap 200 millioner kroner. Købmand Herman Sallings Fond har doneret 80 millioner kroner, Ny Carlsbergfondet 40 millioner kroner og så er der tikket en anonym donation på 10 millioner kroner ind. Den resterende del finansieres mellem Aarhus Kommune og ARoS. Kommunens andel er ikke oplyst.

De nye kunstrum forventes at åbne i 2023.

Kilde: Aros

 

Om James Turrell
Siden 1960’erne har den amerikanske kunstner James Turrell (f. 1943) arbejdet med lys, farver og ruminstallationer. Han har udført permanente installationer i 26 lande, og hans værker har det fællestræk, at de omslutter publikum gennem lys- og farvepåvirkninger kontrolleret af kunstneren.

Del artiklen

'Aros har fået penge til at realisere stor udvidelse'

Facebook