ARoS-direktør fratræder sin stilling efter undersøgelse om ledelseskultur og krænkelser på museet

ARoS-direktør fratræder sin stilling efter undersøgelse om ledelseskultur og krænkelser på museet

Erlend Høyersten. Foto: Lars Fredriksen.

Som konsekvens af en undersøgelse af arbejdsforholdene på Aros har direktør Erlend Høyersten valgt at fratræde sin stilling. Museets overinspektør, Lise Pennington, overtager indtil videre museets daglige ledelse.

I sidste måned blev ARoS’ medarbejdere orienteret om, at bestyrelsen havde engageret et uvildigt og uafhængigt konsulentfirma, Crecea, til at undersøge arbejdsmiljøet, ledelses- og organisationskulturen på ARoS. Undersøgelsen blev iværksat på baggrund af klager fra medarbejdere.

Konsulentundersøgelsen konkluderer, at en del af de interviewede oplever udfordringer med ledelses- og organisationskulturen på ARoS, og at der desuden er forekommet krænkende handlinger.

Konsulentfirmaet fik til opgave at indsamle medarbejdernes opfattelser af arbejdsforholdene gennem samtaler med ca. en tredjedel af de fastansatte medarbejdere samt de yderligere medarbejdere, som havde “noget vigtigt på hjerte”. Resultatet ville efterfølgende blive leveret til bestyrelsen i anonymiseret form, hvorpå bestyrelsen ville tage stilling til, hvad der videre skulle ske.

Kunsten.nu har spurgt Aros’ bestyrelsesformand Carsten Fode, om der reelt var tale om en fyring:

“Nej, Erlend Høyersten har selv valgt at gå. Enhver kan jo tænke, hvad ville der være sket, hvis han ikke havde valgt at opsige sin stilling, men den tanke må jeg jo ikke udtrykke, for han valgte jo rent faktisk at fratræde”.

“Jeg er meget ked af udviklingen, jeg er ked af resultatet af undersøgelsen, men jeg er glad for, at han har taget konsekvensen.
Vi fik en anonym klage i midten af april og satte en whistleblowerordning samt konsulentundersøgelsen i gang i maj. Og nu har vi så fået konklusionerne, og Erlend har taget konsekvensen”.

Musset går nu igang med processen med at finde en ny direktør.
Museets overinspektør, Lise Pennington, overtager indtil videre museets daglige ledelse.

Kilde: ARoS

Del artiklen

'ARoS-direktør fratræder sin stilling efter undersøgelse om ledelseskultur og krænkelser på museet'

Facebook