Kunstens interkulturelle kraft

Kunstens interkulturelle kraft

Tamara Erde og Elika Hedayat udgør performanceduoen BLOC med kulturelle baggrunde fra to lande i konstant konflikt, Iran og Israel, og åbner konferencen den 26. maj. (Pressefoto)

Billedserie

Konference

ARTS & GLOBALIZATION 2015 – Achieving Intercultural Dialogue through the Arts

26 maj 2015 28 maj 2015

Øksnehallen
Se kort og tider

Hvordan kan kunsten være en vej til kulturel indsigt og forståelse, og hvordan kan vi udfordre de kulturelle hierarkier som eksisterer? Ny konference, som finder sted i Øksnehallen i København d. 26. – d. 28. maj 2015, sætter fokus på kunstens rolle i det globale samfund.

Den internationale konferencen ARTS & GLOBALIZATION 2015 – Achieving Intercultural Dialogue through the Arts er en inspirationskonference til det kreative menneske og den første af sin art i Danmark. Formålet med konferencen er at inspirere kunst- og kulturlivets udøvere til at arbejde på tværs af grænser, kulturer og forskelle.

Konferencen, som markerer 10-året for UNESCO-konventionen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed er arrangeret af kurator Rikke Jørgensen, leder af kulturbureauet UrbanArt Communications i samarbejde med UKK (Unge Kunstner og Kunstformidlere).

”Vi vil undersøge, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at skabe et rummeligt samfund. Et mangfoldigt kulturliv med respekt for alle er en vigtig del af et velfungerende og åbent demokrati. Konferencen vil være et første skridt i retning af at skabe en international platform i København for udvikling, inspiration og erfaringsudveksling inden for kunst og kulturområdet”, siger Rikke Jørgensen

Kunsten som dialog
Det nye ved konferencen, som er tværdiciplinær, er netop en opmærksomhed over for, at det internationale og det nationale går hånd i hånd.

”Det er vigtigt, at vi i vores kulturpolitik ikke udelukkende fokuserer på at sende vores egne repræsentanter ud i verden. Hvis vi vil have et bæredygtigt kultur- og samfundsliv, må der nødvendigvis foregå en åben dialog og et ligeværdigt samarbejde på tværs af kulturer inden for landes egne grænser. Især i en tid, hvor mange mennesker er tvunget til at flytte efter arbejde eller flygte”, siger Rikke Jørgensen.

I år vil konferencen have fokus på samspillet mellem kulturpolitik, kuratering og kunstproduktion. Man kan møde kunstnere, kuratorer og kulturpolitiske beslutningstagere fra hele verden. Blandt hovedtalerne på konferencen er den tyske sociolog og UNESCO repræsentant Christine M. Merkel, som rådgiver den tyske regering i interkulturelle spørgsmål. Hendes indslag på konferencen har titlen: How can UNESCOs ”Convention on the Protection and Promotion of the Diversity of Cultural Expressions” be implemented?

Britiske Paul Goodwin er også en af programmets talere. Han er professor og uafhængige kurator fra England. Hans keynote tager netop det afsæt under titlen: On Critical Curation – the Role and the Strategies of the Curator in the Age of Globalization.

Den britiske kurator Paul Goodwin er bl.a. en af profilerne i det internationale program. (Pressefoto)
Den britiske kurator Paul Goodwin er bl.a. en af profilerne i det internationale program. (Pressefoto)

Han har tidligere ledet Tate Britains ‘Cross Cultural Programme’, en tværdiciplinær platform, som havde til formål at udforske konsekvenserne af globaliseringen for samtidskunst i Storbritannien.

Desuden kan man møde Alia Rayyan, direktør ved Al Hoash Gallery – the Palestinian Art Court i Jerusalem, Ibrahim Mahama, der er billedkunstner fra Ghana, Maria Del Carmen Carrion, Director of Public Programs and Research ved Independent Curators International (ICI), U.S.A. og mange flere.

Rayyans keynote bærer titlen: On Bridging the Gap – Art Scenes in Conflict Zones: Sense of Place and Society.

Performanceprogram med fokus på co-creation
Konferencen indeholder som antydet en hel del kunst, der via aktionen, performance, social praksis udfordrer de kulturelle konventioner og repræsentationsmekanismer. Konferencen åbnes fx af kunstnerduoen BLOC. De to performere, Tamara Erde og Elika Hedayat, der bor og arbejder i Paris, vil genopføre en performance, vist første gang i 2012 på FIAC i Paris, som peger på det sårbare menneske bag enhver politisk konflikt:

”Vi – Elika Hedayat og Tamara Erde – har besluttet at arbejde sammen. En iraner og en israeler. Et forbudt møde set med vores to hjemlandes øjne. BLOC er en duet, som vi har skabt med det formål at undersøge og skabe tanker om dialog og udveksling. Den bringer spørgsmål op omkring konflikten mellem Iran og Israel, men også om forholdet mellem mennesker – det private, enkelte menneske bag begrebet «nation»”, siger de i deres kunstner-statement.

Deltagerne på konferencen vil også blive inviteret til at være medskabere af konferencens indhold. De kan foruden debatterne deltage i performance- workshoppen ”Swapping Camp” af konceptkunstner Thierry Geoffroy og samarbejde om at udvikle nye ideer, der kan være med til at opbygge morgendagens kulturliv.

Se hele programmet og tilmeld dig på www.artsandglobalization.com

Billedserie

Konference

ARTS & GLOBALIZATION 2015 – Achieving Intercultural Dialogue through the Arts

26 maj 2015 28 maj 2015

Øksnehallen
Se kort og tider

Del artiklen

'Kunstens interkulturelle kraft'

Facebook