På besøg i Mariko Mori’s kosmos

Billedserie

Oneness

27 jan 2008

Mariko Mori

ARoS
Se kort og tider

På besøg i Mariko Mori’s kosmos

Mariko Mori: Transcircle, 2003. Pressefoto: ARoS

Lars Svanholm rapporterer fra ARoS, hvor multikunstneren Mariko Mori har indtaget museets udstillingsrum i et højteknologisk samspil mellem tid og rum.

Håret er kulsort og sat op i en stram, kunstfærdig frisure. Tøjet er ikke kridhvidt som en lægekittel, men dog næsten. Mariko Mori er ikke en person, der fysisk fylder meget i rummet. Alligevel er man ikke et sekund i tvivl om, at det er hende, der drejer sig om, da man træder ind i loungen på ARoS’ øverste etage på slaget 12 denne efterårsdag til pressemøde på kunstmuseet.

Mariko Mori’s kunst og udtryk finder sine udgangspunkter i et univers, der er befolket med små, løjerlige figurer, som man ser dem fremstillet i dét værk, der har givet titel til udstillingen Oneness. Titlen kan oversættes som ’samhørighed’ og jeg bliver forbløffet, da jeg første gang bliver visuelt konfronteret med værket. En kvinde har placeret sig på knæ foran ét af de kære individer, som hun begaver med en veritabel krammer. Dette medfører at rumvæsenet reagerer med øjnene, som lyser og dermed signalerer tilfredshed.

Interaktion og fotografiet
Interaktion er et nøgleord i forbindelse med Mariko Mori’s kunst. I en rumlig installation, som i form minder om en lotusblomst, interagerer værket med omverdenen i kraft af et lyslederkabel, der har forbindelse med en solfanger på museets tag. Derved har udefra kommende omstændigheder en indvirkning på, hvordan installationen fungerer i udstillingsrummet.

I sine unge år benyttede Mariko Mori det iscenesatte fotografi som medie – og her optrådte hun samtidigt som model i sine værker. Hun har senere udviklet dette koncept, hvilket udstillingen på ARoS også viser adskillige eksempler på. Blandt andet i et antal kæmpestore computermodificerede værker, der bruger lyd som punktelement. Placerer man sig på nøje afmærkede spots på udstillingsgulvet, hører man kunstnerens stemme og dermed får de artificielt udførte billeder tilført en ekstra, overraskende dimension.

Wave UFO
Udstillingens ubestridt mest omfangsrige værk er dog installationen Wave UFO fra 2003. En ung mand i hvidt tøj har netop afsprittet min pande med henblik på at placere de elektroder, der senere skal forbindes til elektronikken inde i det imponerende rumskib. Mariko Mori arbejder og bor i New York; men er født i Tokyo i Japan. Det er da også det japanske legemsformat, der har bestemt omfanget af det sæde, som man bliver anbragt i. En syv minutter lang proces, som man oplever i selskab med to andre i det lukkede rum.

Jeg er i væsentlige træk blevet indført i, hvordan man skal tolke det grafiske mønster, jeg fra min umagelige position kan aflæse i UFO’ens loft. Umiddelbart er grafikken svær at tyde. I bunden optræder en kurve, som skulle give udslag i tilfælde af, at gæsten skulle bevæge kroppen. Jeg prøver at sætte mit hårdt belastede legeme så meget i bevægelse, som det underdimensionerede sæde tillader – og ganske rigtigt. Kurven giver et beskedent udslag. På det mentale plan sker der ikke så meget. Farven blå er ensbetydende med, at jeg befinder mig i en rolig og næsten meditativ tilstand.

Mobil og ømme nakkemuskler
Pludseligt giver en alt for velkendt lyd anledning til, at der kunne ændres på farvespektret inde i Wave UFO. Min mobiltelefon ringer til mine medpassagerers store morskab. Jeg fisker mobilen frem med et vist besvær, slukker den og undskylder. Omgående observerer jeg, at farven i grafikken, som skulle indikere min sindstilstand, er uændret. Hvis der ellers er noget, der kan bringe mine kropsvæsker i kog, er det en kimende telefon.

Jeg har ondt i nakken og i skuldrene. På vej ud fra museet kaster jeg et hurtigt blik over imod Kulturhus Århus, hvor kunstportalen aarhus.nu har til huse. Jeg spekulerer på, om de på redaktionen får citronmåner til kaffen?

Billedserie

Oneness

27 jan 2008

Mariko Mori

ARoS
Se kort og tider

Del artiklen

'På besøg i Mariko Mori’s kosmos'

Facebook