20 millioner kroner til teknisk kunsthistorie

20 millioner kroner til teknisk kunsthistorie

Maleri tidligere tilskrevet Pieter Bruegel den Ældre Kristus uddriver kræmmerne af templet, efter 1569. Forskning peger nu på enten Bruegel og Bosch som ophavsmand. Foto: SMK Foto.

Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Kunstakademiets Konservatorskole har fået 20 millioner kroner til etablering af et nyt center med speciale i teknisk kunsthistorie.

Det nye center Center for Kunstteknologiske Studier og Bevaring, skal samle og systematisere undersøgelsesmetoder. Metoder, der blandt andet kan være med til at afklare tvivlsspørgsmål om kunstværkers ægthed, kunstværkers tilblivelse, maleteknikker og materialebrug.

Et tidligere eksempel på dette var da Statens Museum for Kunst efter undersøgelser i 2006, kunne udpege Rembrandt som ophavsmanden til to malerier i museets samling.

Partnerskabet mellem Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Kunstakademiets Konservatorskole samt samarbejder med andre institutioner og eksperter, skal danne grobund for, at centret bliver internationalt førende.

Det første internationale forskningsprojekt centret skal indgå i er Four Paintings Manified – Tracing Bosch and Bruegel, i samarbejde med Kadriorg Art Museum i Tallinn, Glasgow Museums og University of Glasgow.
Projektet går ud på at undersøge fire malerier på træ fra 1500-tallet, der viser samme bibelske motiv af Kristus, der fordriver kræmmere fra templet.

Malerierne peger på kunstnere som Bruegel (1525-69) og Bosch (ca. 1450-1516) som ophavsmænd. Gennem adskillige analyser vil projektet søge at bestemme kunstnerne bag de fire værker.

Udover teknisk detektivarbejde vil Center for Kunstteknologiske Studier og Bevaring også arbejde på at bringe ny viden om den teknologihistoriske udvikling samt forbedre kortlægningen af ældningsprocesser. Dette for at udvikle nye metoder for behandling og bevaring af den billedkunstneriske kulturarv.

Det er Velux Fonden og Villum Fonden der har bevilliget de 20 millioner kroner til etablering af Center for Kunstteknologiske Studier og Bevaring.

Center for Kunstteknologiske Studier og Bevaring vil også gå under det internationale navn CATS (Centre for Art Technological Studies and Conservation)

Centret åbner den 1. juli 2011.

Del artiklen

'20 millioner kroner til teknisk kunsthistorie'

Facebook