Ny formand for Billedkunstnernes Forbund

Ny formand for Billedkunstnernes Forbund

Den nye formand for Bkf, Bjarne W. Sørensen. Pressefoto.

En enig generalforsamling valgte i weekenden maler og grafiker Bjarne W. Sørensen til ny formand for Billedkunstnernes Forbund (Bkf)

Bjarne W. Sørensen afløser billedhugger Nanna Gro Henningsen, der til årsskiftet forlader posten efter fire år, som ny formand for Bkf.

Om sine kommende arbejdsopgaver udtaler Bjarne W. Sørensen: ”Kunst og kultur spiller en afgørende rolle for samfundsmæssig vækst og udvikling, men mange steder anerkendes kunstnernes bidrag desværre ikke økonomisk. For eksempel arbejder mange billedkunstnere gratis i forbindelse med udstillinger.”

Bjarne W. Sørensen uddyber, “Bkf har de senere år fokuseret på at sikre udstillende billedkunstnere ordentlige vilkår og på at styrke respekten om den billedkunstneriske faglighed. Det arbejde glæder jeg mig til at videreføre, ligesom jeg ser en væsentlig opgave for Bkf i vedholdende at pege på, at der er meget at vinde for samfundet som sådan ved at bruge professionelle billedkunstneres kompetencer i langt højere grad, end man gør i dag.”

På weekendens generalforsamling fik den afgående formand, Nanna Gro Henningsen, stående ovationer som tak for hendes indsats på formandsposten

Bjarne W. Sørensen (f. 1960) har tidligere bestredet flere tillidsposter i det kunstfaglige miljø, blandt andet som medlem af Bkfs bestyrelse i 2004-2006 og som formand for Danske Grafikere i årene 1995-2001.

Han er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 1985 og har deltaget i en lang række separat- og gruppeudstillinger i både ind- og udland. Bjarne W. Sørensen er medlem af Kunstnersamfundet og er repræsenteret på flere offentlige kunstmuseer herhjemme.

Nanna Gro Henningsen (f. 1963) fortsætter som repræsentant for Bkf i Statens Kunstråds Repræsentantskab frem til 2013, men vil nu genoptage sin kunstneriske praksis på fuld tid.

Nanna Gro Henningsen, der også er underviser på Holbæk Kunsthøjskole, har i alt lagt ni år i det politiske arbejde i Billedkunstnernes Forbund, dels som bestyrelsesmedlem, dels som næstformand og i årene 2006-2010 altså som formand.

Del artiklen

'Ny formand for Billedkunstnernes Forbund'

Facebook