Munkeruphus er et enestående udstillingssted, etableret i og omkring den fredede træbygning, som har været billedkunstner Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982) og hans families hjem – omkranset af en skøn have med høje, gamle træer og et kik til og direkte adgang til stranden og Øresund. Og med baggrund i den naturrige beliggenhed har Munkeruphus valgt at lade dette års to udstillinger fokusere på henholdsvis havet og skoven. De indleder med havet – og dét med gruppeudstillingen Tales of the Seven Seas, der er udarbejdet af kurator Anna Holm.

Målsætninger

Havet har altid spillet en central rolle for mennesker: som transportvej, spisekammer og skatkammer, som et levebrød og kanal for udveksling og krigsførelse. Men i moderne tid har vores umættelige optimeringstrang og iver efter akkumulering af rigdomme som bekendt haft store konsekvenser for havmiljøet – og os selv.

Og sigtet med Tales of the Seven Seas er ifølge formidlingen netop at kaste lys på menneskets negative indvirkninger på det maritime økosystem, og dertil er det ønsket at give stemme til havet og dets skabninger som et alternativ til den menneskecentrerede verdensanskuelse. Et af udstillingens overordnede mål er dermed at bidrage til at etablere nye måder at forstå og være i verden på, og skabe grundlag for en fremtid med en større anerkendelse af havets egenværdi og vores sameksistens.

Sort på hvidt

Udstillingen indleder med en værkdialog, der bogstaveligt talt giver stemme til havet og som fungerer som en god optakt til resten af udstillingen. Omkring trappeforløbet op til særudstillingen er der således – meget vellykket – installeret tekstuddrag af forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen og linoleumstryk af grafiker Dorte Naomi, som stammer fra eller knytter an til deres lille, originale bog Havbrevene fra 2018.

Havbrevene optegner en alternativ skabelsesberetning og består af en brevveksling mellem de to søstre Middelhavet og Atlanterhavet. I brevene kredser de især om mennesket, der, som alle andre af Jordens skabninger, stammer fra havet, og hvis adfærd har forårsaget forandringer på jordkloden, der måske – det håber søstrene – betyder, at de to kan blive forenet igen, efter de blev adskilt, da landmasserne i sin tid brød frem.

Tekstuddragene, udformet i sorte bogstaver på de hvide vægge, er både filosofiske, poetiske og ret så urovækkende og Dorte Naomis sorte, organiske streger på hvidt papir tilfører følelsen af noget hvirvlende, mørkt og let – som vand.

Alvor, vemod og empati

Alvor ligger som en under- eller overtone gennem det meste af udstillingen. Og i lyddokumentaren Mining the Deep (2019) af australske AM Kanngieser er alvoren eksplicit, idet man lytter til en collage af stemmer, der forholder sig til dybhavsminedrift i Stillehavet, som både anses som en kæmpe ressource og en stor trussel mod havmiljøet og lokalsamfund.

I andre værker er alvorsfulde baggrundshistorier om uddøde eller truede fiskearter, ubalancer i havets økosystem og rovdrift på naturen kombineret med en vemodig tone. Det gælder til eksempel Tue Greenforts to værkserier Horseshoe Crab og Tilapia (2017), chilenske Michelle-Marie Leteliers VR-værk The Bone (2019-21) og til dels Stine Ljungdalhs billedliggørelse af mødet med en blæksprutte i et akvarium, hvoraf jeg vil fremhæve de to blyantstegninger Initial Studies #2, movement patterns of an octopus (2022), idet der her i tilgift udtrykkes en, i mine øjne, perspektivrig, empatisk dimension.

I de to omtalte tegninger har Ljungdalh forsøgt at aftegne blækspruttens bevægelsesmønstre i et håb og ønske om at kunne aflæse og imødekomme en hidtil ukendt form for kommunikation. De fremkomne streger synes vitterligt at indeholde koder og minder mig om scener i den tankevækkende og rørende spillefilm Arrival fra 2016, hvor fremmede væsner er landet på Jorden og netop empatien, kommunikation og åbenheden overfor det ukendte beviser sin styrke.

Cool kritik

I Kirsten Justesens fotoserie Mapping Skagen, der udgøres af 12 ensartede billeder ophængt som en lang frise, er det ikke vemod, men derimod coolness, der er på spil og Justesens serie er for mig at se et af udstillingens mest underspillede og kraftfulde værker. Gennem en periode på 12 dage har hun fotograferet havet fra den samme position i Skagen. Udover vejrlige skift, er det mest slående de mange fragtskibe, der bryder horisontlinjen. Nye dage, nye fragtskibe.

Et enkelt billede i stort format kunne have vækket fascination, endda æstetisk velbehag. Gentagelserne i metode og udtryk mimer derimod en videnskabelig tilgang – a la: ‘jeg viser bare det, der er’ – og fragtskibene kommer til at fremstå som klæbende fremmedelementer.

Under havoverfladen

Der er flere værker med fine stoflige kvaliteter i Tales of the Seven Seas, heriblandt af Christian Vind, svenske Astrid Svangren og koreansk-tyske Anne Duk Hee Jordan. Og i Jordans multimedieinstallation Ziggy and the Starfish fra 2016 er sanseligheden koblet med humoristiske lag. Centralt i installationen er en video filmet under havets overflade, der viser blæksprutter, søsnegle og søstjerner og andre af havets skabninger som seksuelle væsener, og underlægningsmusik og udstillingsrummets indretning underbygger den erotiske stemning. Det er dog ikke kun for sjov. Havdyrene tilpasser sig miljøpåvirkninger, også deres seksualitet påvirkes, kan man høre i et andet og markant anderledes videospor, der indeholder interviews med videnskabsfolk.

Henning Christiansens 45 minutter (45!) lange video Den vandrende stemme (1991) rummer også en vis humor. Der vandrer han, billedkunstneren og komponisten, langs stranden i afslappet 70’er-agtigt tøj og synger messende for snart havet, snart himlen, vinden og skoven – det grundlæggende – alt imens han støtter sig til et havdyrsskelet som stok. Det er vidunderligt skørt – og smukt.

Vildspor og nye indsigter

Tales of the Seven Seas er meget ambitiøst anlagt og rummer flere stærke kunstværker og ophængningen er flot, afvekslende og velintegreret i den gamle bygning.

Den tekstlige formidling er nødvendig for det fulde udbytte af flere af udstillingens kunstværker, og for det meste er der nyttige, øjenåbnende oplysninger at hente i det medfølgende formidlingshæfte. Samtidig er der desværre nogle passager, der er unødigt abstrakte, teoretiske eller uklare, efter min mening, og hvor begreber som planetarisk tidsspand og miljøracisme ikke forklares, hvilket risikerer at lukke snarere end at åbne for ny indsigt.

Dertil er jeg lidt forundret over udstillingens titel og ledsagende billeder af et gammelt søkort med fantasifulde havdyr og -uhyrer, der for eksempel er anvendt på banner og formidlingshæfte. Det kan forlede en til at tro, at udstillingen omhandler gamle myter og forestillinger, hvorimod den primært har fokus på samtiden, og er rettet mod fremtiden, ny viden og nye anskuelser.

Viden og længsel

Det er ikke et nemt emne, Munkeruphus har sat sig for at behandle i Tales of the Seven Seas, og det er prisværdigt, at de gør den store indsats, hvilket inkluderer et fint udbud af aktiviteter i forbindelse med udstillingen.

Vi har i den grad brug for et nyt vidensberedskab og en fornyet selv- og omverdensforståelse for at komme ud af den pine, vi har sat os selv og naturen i.

Og – som man kan formulere det med lån fra Havbrevene – vil det nok være en fordel, om vi i fremtiden bestræber os på at skrue ned for ”viljen til at eje” og i stedet øger ”længslen efter at sove i ske”.