Vandværker: De vellykkede og de vandede

God start på sørejsen
Vandværker starter koldt med Kirsten Justesens iskjole Ice Dress # 1 og Troels Sandegaards isformer på væg, Wall of Ice. Det er et velfungerende og overraskende generationsmøde, der anvender vandet på en både umiddelbar og original måde.

Og en konceptkunst-klassiker som Yoko Onos Waterdrop Painting fra 1961 (en simpel instruks om at dryppe vand over en sten, indtil der opstår et hul i den) er også velvalgt i denne sammenhæng.

Publikum bliver for alvor aktiveret i en sanselig oplevelse med Rosan Boschs installation Intelligence. En kæmpe pose med vand, der ved berøring giver lyde, og Tone Kirsten Bjordams video af farveformationer under vand. Disse værker er synligt et hit i et godt rum, der vil give alle en oplevelse.

I lys og mørke

Mens det første rum er ganske sobert sat op med en komfortabel vandseng som eneste element ud over værkerne, går det vildere for sig i de øvrige rum. Ét er skærende hvidt og det andet henlagt i mørke.

Det hvide rum tager sig fint ud med Jørn Rønnaus række af glas med vand fra forskellige hellige kilder, der er udstillingens eneste værk om vandets kulturelle betydning, og Katja Bjørns videoer under rindende vand.

En døbefond slæbt op fra det Kulturhistoriske museum nedenunder er dog en unødvendig kulisse.

Blandevand
I det næste lange, mørke rum bliver oplevelsen noget blandet. En aflukket, blåt oplyst del af rummet er ikke en overbevisende effekt. Man kan ane en skulptur med et klæde over derinde, men hvad er meningen: er det en del af udstillingen og hvad har det med vandet at gøre?

Værkerne i rummet er af varierende succes. Voldemar Johansons bølge-værk Aero Torrents viser vandets store bevægelser i lille skala og udlever temaet fint.

Katja Bjørns Canned Mermaids videoskulpturer er også gode. De har bare været vist på selvsamme museum i denne sommer! 

Belu-Simion Fainarus Boat for placing wishful dreams, hvor man skal søsætte et tændt lys i en båd fyldt med vand, mens man siger et ønske, er dog farligt banalt.

En række selvportrætter af Randers-dadaisten Sven Dalsgaard virker som en søgt inklusion, da de intet har med vand at gøre. Skal Dalsgaard altid med i Randers?

Mægtig afslutning
Rummet slutter dog godt, ja mægtigt, med Bill Violas videoværk The Raft. Klart og rigt skildres den voldsomme destruktion og overlevelseskamp blandt en gruppe forskellige mennesker, der rammes af en syndflodsagtigt kæmpebølge.  

Sært appendiks

Dette kraftfulde klimaks efterfølges dog af et noget sært rum til sidst med fotodokumentation af Mogens Otto Nielsens isskulpturer fra 1970’erne og Billedstofteaterets performance Tohundrede fra 1981.

I forhold til udstillingens øvrige værkers sanselige umiddelbarhed er disse samples fra fortiden lidt underlige. Og at der er stillet diverse malerier fra museets magasin langs væggene med bagsiden frem, er en underlig og søgt iscenesættelse af, at det er på et museum, det foregår.   

Generelt er udstillingens problem disse iscenesættelser, der angiveligt skulle være mellem teater og kunst. De er simpelthen ikke nok af nogen af delene. Og i modsætning til, da Hotel Pro Forma startede i 1980’erne, er kulisser og iscenesættelser ikke noget særsyn i udstillinger i dag.   

De tilføjer ikke noget produktivt til en udstilling, der gennem sine værker ellers et langt stykke hen ad vejen er en vellykket og oplevelsesrig vandrejse.