Performanceprogrammet Up Close på Folkemødet

Performanceprogrammet Up Close på Folkemødet

Adam Christensen & Deniz Unal. Den Frie Morgen. Foto: Malle Madsen.

Up Close
16 - 18 jun 2022
Folkemødet på Bornholm (Allinge)

Den Frie og Ny Carlsbergfondet inviterer til kunstoplevelser med performanceprogrammet Up Close på Folkemødet. Gennem Folkemødets tre første dage vil en række performancekunstnere skabe rammerne for uforudsete kunstoplevelser og give plads til eftertanke og refleksion.

Up Close blev etableret i juni 2020 som en ny performancefestival som del af Ny Carlsbergfondets covid-19-initiativer, hvor 18 kunstnere kunne opleves midt i København. Under Folkemødet vender Up Close tilbage og er denne gang kurateret i en Folkemøde-version af udstillingsbygningen Den Frie.

Performanceprogrammet tager ikke plads på de klassiske scener, hvor Folkemødets debatter oftest foregår, men i rummene mellem debatterne – på steder og i situationer, hvor folk er åbne for nye møder, men måske ikke som udgangspunkt forventer at møde et performanceværk.

Det er tanken, at programmet skal danne et alternativt reflektionsrum for Folkemødets deltagere og måske en uventet kunstoplevelse i en anderledes ramme. Up Close består af nyproduktioner udformet specifikt til Folkemødet, samt en række eksisterende performances, der er adapteret til de informationsmættede omgivelser.

De forskellige performances kan opleves i transporten undervejs til Folkemødet, som uventede nedslag i Allinges gader og stræder, på havnen og ved Carlsbergfamiliens plads og scene.

Deltagende kunstenre:

LILIBETH CUENCA RASMUSSEN

Dagen i dag er din deler både fysiske og mentale vitaminer ud i det offentlige rum i form af citroner med tekst på. Teksten er skrevet som en sonet, hvor det sidste ord i hver sætning, er det første på den næste citron. Teksten er altså sammenhængende, men fordelt ud på 60 citroner.

RAGNHILD MAY

Music for Children er en monumental træskulptur i form af en overdimensioneret blokfløjte. To musikere bærer fløjten rundt blandt Folkemødets gæster og giver spontane koncerter på udvalgte steder.

ESBEN WEILE KJÆR

Collider er et iscenesat sammenbrud. Et mentalt sammenbrud, et fysisk sammenbrud såvel som et strukturelt sammenbrud. Værket udfolder sig over flere dage og på forskellige lokaliteter og kan opleves som en installation, et billede og en performance.

NINA BEIER

Med værket Cast opstiller Beier en række situationer på Folkemødet, hvor enæggede tvillinger indtager henholdsvis alkoholiske og ikke-alkoholiske drikke. Denne afgørende – men også ret usynlige forskel – skaber en vekselvirkning mellem det identiske og det modsatrettede.

MOLLY HASLUND

Molly Haslunds Flower Drop er et spontant møde mellem kunstneren og tilfældigt forbipasserende. Performances skaber en situation, der vækker en varm social udveksling med en enorm buket blomster som bindeled.

ADAM CHRISTENSEN

Adam Christensens værker tager udgangspunkt i personlige oplevelser, som han uddyber med fiktive elementer. I sine videoer, performances og installationer iscenesætter han det hjemlige og stiller dagligdagen til skue, hvorigennem det teatralske brydes af intime og stille øjeblikke.

ASKE HØIER OLSEN

Ved første øjekast ligner de to LED-skærme en reklamesølje som alle andre. Men ved nærmere eftersyn bliver det klart, at der ikke noget budskab at opdage. Tværtimod fremviser trailerens skærme et krydsklip – en slags collage – af forskellige holdninger, udsagn og kunstneriske fragmenter og løse referencer, men uden at det samler sig til noget entydigt eller endegyldigt.

Kilde: Ny Carlsbergfondet

Up Close
16 - 18 jun 2022
Folkemødet på Bornholm (Allinge)

Del artiklen

'Performanceprogrammet Up Close på Folkemødet'

Facebook