Det skal du se! Uge 19

Det skal du se! Uge 19

Pressefoto: Regelbau 411.

Vi anbefaler her en håndfuld udstillinger, som enten netop er åbnet – eller som åbner lige om lidt.

Regelbau 411
Christian Skjødt Hasselstrøm: Radar
14 maj – 8 aug

Kunstneren undersøger forholdet mellem teknologi, mennesket og dets omgivelser. Med radarteknologi og lyd som kunstnerisk materiale omsættes Regelbau 411’s indre og ydre omgivelser til dynamiske lydlandskaber og immersive miljøer.

Kunsthal Aarhus
Theodora Allen: Saturnine
14 maj – 18 jul

Udstillingen dykker ned i kunstnerens brug af symboler og indgår i et samspil med hele den lange historie, der omgærder Saturn, et himmellegeme, man længe har ment var årsagen til et melankolsk gemyt – lige fra antikkens myter og middelalderens fortællinger op til vor tid.

Galleri Progres
Jens Chr. Jensen: Hen- og tilbagerejse
7 maj – 12 jun

Jens Chr. Jensen eksperimenterer med materialer, som han indsamler forskellige steder i landet. Denne gang er han kommet i besiddelse af en stor mængde gamle ubrugte togbilletter af pap.

NU galleri
Gruppeudstilling: ME MAKE HOUSE
8 maj – 5 jun

Galleriet har udfordret kunstnere og arkitekter til at komme med alternativer til det kommercielle byggeri, og – måske i en mere fabulerende, utopisk retning – nytænke, hvordan vores dagligdag kunne se ud i anderledes bygningsmæssige klæder.

Galleri Benoni
Per Ahlmann: Hyperbell and Double Binds
8 maj – 29 maj

Der tales og skrives meget om ‘Fake News’. Ahlmann har hæftet sig ved ordet Hyperbell, som i hans fantasi er en insisterende klokke, der repeterer og effektivt spyr sine meddelelser ud i verden. Resultatet er seks sammenlignelige vægobjekter, der hver for sig beskriver et magt-fænomen, som benytter sig af manipulerende virkemidler.

Kunsthal Kongegaarden
LANDING 2021: Seks talenter afgang 2020
15 maj – 27 jun

Udstillingen præsenterer seks nyuddannede billedkunstnere fra landets tre kunstakademier og omfatter bl.a. et forunderligt nisseunivers, skabelsen af en smørhest og grundlæggelsen af en nation.

Del artiklen

'Det skal du se! Uge 19'

Facebook