Det skal du se! uge 2

Det skal du se! uge 2

Soheila Sokhanvari: Rebel Rebel. Installationsview Barbican Art Gallery, 2022 © 2023 Jflemay Architecture and Design Courtesy of the artist and Kristin Hjellegjerde gallery.

2024 lægger hårdt ud med en række spændende udstillingsåbninger. Vi anbefaler her en håndfuld kunstoplevelser, som du ikke må gå glip af! Du kan også få det fulde overblik i vores Art Guide.

ARoS Aarhus Kunstmuseum
13 jan – 2 jun, Soheila Sokhanvari: Rebel Rebel

Centralt i udstillingen er 21 miniatureportrætter af tidligere berømte iranske kvinder på et håndmalet vægmaleri baseret på traditionelle islamiske mønstre. Derudover præsenteres en række skulpturer og installationer, blandt andet bestående af sammenklip af scener fra iranske filmklassikere.

KUNSTPAKHUSET
13 jan -3 mar, Peter Brandt: ARISA

ARISA analyserer relationer mellem strukturel hvid vold, racisme og sexisme, med udgangspunkt i skuespilleren og aktivisten Jean Sebergs liv, samt hendes repræsentation i diverse kulturprodukter. Brandt har igennem de senere år har opbygget et arkiv over Seberg, med bl.a. foto, magasiner og falmet 35mm film.

Galleri Image
13 jan 202410 mar 2024, Lise Tovesdatter Skou: Destituent Bodies?

Udstillingen handler om arbejde, individualitet og livsvilkår i en kapitalistisk samfundsform. En væsentlig pointe hos Skou er, at menneskets kamp for sin egen eksistens og ringeagtelsen af en stor del af det arbejde, som mennesker – og navnlig kvinder – udfører, er en historie, der gentager sig.

Jane Jin Kaisen, Halmang, 2023. Videostill.

Martin Asbæk Gallery
12 jan – 17 feb, Jane Jin Kaisen: Halmang

Kaisen tager udgangspunkt i bedsteforældrenes landsby Hado i Korea, hvorfra alle værkerne også har sit ophav. Havet, kønsbestemt arbejde og spiritualitet spiller en nøglerolle i udstillingen, der kredser om spørgsmål om sammenhængen mellem miljømæssig og social bæredygtighed.

Gammelgaard
13 jan – 10 mar, BACKDROPS

Fascinationen af teatret og dets scenografiske iscenesættelser af ’falske’ flader og forførende illusioner er i centrum i denne udstilling med Absalon Kirkeby, Ivan Andersen, Julie Boserup og Pernille With Madsen, der undersøge optiske virkemidlers indflydelse på vores sanseapparat og forståelser af rum.

Galleri Tom Christoffersen
12 jan 2024 – 10 feb 2024, Bodil Marie Nielsen

Keramiker og billedkunstner Bodil Marie Nielsen var som den eneste kvinde medlem af 1960’ernes toneangivende danske kunstnergruppe, Den Eksperimenterende Kunstskole, og personificerer vilkårene for kvinder i en mandsdomineret kunstverden i det sidste halve århundrede.

Del artiklen

'Det skal du se! uge 2'

Facebook