Theodora Allen: Saturnine
14 maj 202118 jul 2021

Theodora Allen: The Cosmic Garden I, 2016. Courtesy Blum & Poe, Los Angeles/New York/Tokyo og Kasmin Gallery, New York.

Kunsthal Aarhus præsenterer Saturnine, den første institutionelle soloudstilling af den Los Angeles-baserede samtidskunstner Theodora Allen. Udstillingen dykker ned i kunstnerens brug af symboler og indgår dermed i et samspil med hele den lange historie, der omgærder Saturn, et himmellegeme, man længe har ment var årsagen til et melankolsk gemyt – lige fra antikkens myter og middelalderens fortællinger op til vor tid. Til tider fremstår Saturn som sig selv, en enorm kugle omgivet af ringe, mens den til andre tider dukker op som en følelsesmæssig påvirkning. Dermed træder planeten ind blandt Allens mange tilbagevendende motiver, der alle har at gøre med såvel kultur og følelser.

Sammen med Saturn optræder en række andre markører såsom slanger, skovbrande, møl, timeglas og hallucinogene planter; et samlet sprog, der skal ses snarere end udsiges. Inden for den emblematiske og symbolske tradition – en form, der befinder sig i krydsfeltet mellem billedkunst og litteratur, og som i lige stor grad tager livtag med både billede og tekst – træder Allens kompositioner frem som forslag til umuligheder. Som begreber fører de beskueren andre steder hen: til andre tider og andre fortællinger. Malerierne er gennemsyret af mytisk og ikonografisk indhold, som en genklang af den tidlige, visionære symbolismes digtere, malere og grafiske kunst og denne æstetiks genopblussen som en del af tidsånden i 1970’ernes Californien. Et udtryk, der beskæftiger sig med cykliske, vedvarende temaer om mennesket versus naturen; temaer, der stadig gør sig gældende i dag.

Kunstnerens æteriske billeder bliver skabt i en proces, der både handler om at fjerne og genskabe: maling tørres fri af en tæt dækket farveflade for at afsløre den hvide grund bag pigmenterne, og der tilføjes nye, tynde og gennemsigtige lag, der gradvist forurenes ved at tilføje mere farve, flere toner, større uigennemsigtighed – og ved samtidig at gå tilbage til malegrunden. Dette paradoks – at skabe et billede ved hele tiden af trække noget fra og ændre noget andet – ligger helt inde i kernen af æstetisk virkning, som Allens omhyggeligt fremstillede billeder skaber. En strategi, der handler om at ’dæmpe’ den lyskilde, der knytter tilstedeværelse og fravær sammen.

Allens værker kredser om repræsentationer af melankoli i den visuelle kultur på samme vis som Saturns ringe er i kredsløb om planteten. Som enkeltbilleder formidler hendes malerier vores hyperrelevante samtid ved at trække på fortidens forældede repræsentationsformer. Allens brug af emblemer og symboler omskaber myte til historie, og samtidig afspejler de et fin de siècle inspireret ønske om at ’lade fortiden komme os i møde’ – en måde at føre visse værdier ind i fremtiden på.

Kilde: Kunsthal Aarhus

Kunsthal Aarhus

J.M. Mørks Gade 13
8000 Aarhus C

Tir-søn 11-17
Ons 11-20

Gratis entré

Kontakt

+45 86206050

Theodora Allen: Saturnine
14 maj 202118 jul 2021

Del

'Theodora Allen: Saturnine'

Facebook