Til Vægs i dokumentarfilm på CPH:DOX 

Til Vægs i dokumentarfilm på CPH:DOX 

Helbredelsen kan opleves i forbindelse med filmfestivalen CPH:DOX. Videostill fra filmen.

Boligpolitik møder kunstnerisk healing i Natalia Ciepiel og Hannah Elbkes dokumentar Helbredelsen, som følger 1500 beboere i Lundtoftegades kamp mod tvangsflytning og omverdenens blik på området.

Filmen skildrer historien om beboerne i Lundtoftegade på Nørrebro, der i kampen mod ghettoloven allierer sig med en række kunstnere for at skabe en healende kunstparade, som skal fjerne boligområdet fra ghettolisten.

Vi følger de mange indledende processer, der fører op til kulminationen, hvor det kollektive performance-projekt Helbredelsen skal uddrive de ‘onde kræfter’, før 60% af beboerne risikerer at blive tvangsflyttet.

Med bidrag fra unge og gamle – og med en dybt dedikeret beboerformand som ankermand – går fællesskabet i kreativ aktion, og det hele kulminerer den 29. november 2020, lige inden de nye ghettolister udkommer 1. december.

Filmen fremstiller det absurde og alvorlige i ghettolovens konsekvenser, og viser, hvordan et stærkt fællesskab rejser sig, da presset er allerstørst, og påkalder sig håbet, humoren og de højere magter!

Helbredelsen er skabt i samarbejde mellem den kunstneriske platform Til Vægs, AKB København, Lundtoftegade og Frau Film, og kan opleves i forbindelse med CPH:DOX 2021. Filmen kan ses online indtil d. 5 maj, og får derefter fysisk premiere den 12 maj.

Kilde: Til Vægs

Del artiklen

'Til Vægs i dokumentarfilm på CPH:DOX '

Facebook