Kunstgruppe stiller skarpt på repræsentationen af kvinder i byrummet på Kvindernes Internationale Kampdag.

Kunstgruppe stiller skarpt på repræsentationen af kvinder i byrummet på Kvindernes Internationale Kampdag.

6.– 8. marts viser kunstnergruppen Tokyo Blue deres værk Hippolyta Foto: Tokyo Blue.

Kunstgruppen Tokyo Blue projicerer 6.-8. marts historiske fotografier og film af arbejdende kvinder på soklen af rytterstatuen af Christian IX på Christiansborg Ridebane bag Christiansborg Slot.

Rytterstatuen af Christian IX er skabt af den danske kunstner Anne Marie Carl-Nielsen i 1929 og kunstgruppen peger på, at hun formentlig er den første kvinde i verden, der har udført en så krævende og prestigefuld opgave. Statuen står i dag på en enkel granitsokkel. Det var ikke den oprindelige intention, da Anne Marie Carl-Nielsen indsendte sit konkurrenceforslag i 1908. Hun havde en vision om at skildre nationens fremgang under Christian IX med et relief, der viste repræsentanter og typer fra dansk erhvervs- og kulturliv, politik mv. Relieffet blev aldrig realiseret, selvom kunstneren kæmpede for det i 20 år.

Nu bliver relieffet midlertidigt realiseret, når kunstgruppen Tokyo Blue tre aftener i træk projicerer historiske fotografier og film af kvinder i forskellige typer arbejde på soklen. De kalder værket for Hippolyta.

”I kølvandet på Black Lives Matter-bevægelsen er der et øget fokus på, hvem der repræsenteres i vores
byrum. Den diskussion er også vigtig som en generel debat om køn og repræsentation. Hippolyta er både en
hyldest til Anne Marie Carl-Nielsen, foregangskvinden bag statuen, og kvinderne fra hendes samtid. Den er
samtidig et bud på en kunstnerisk dialog med ét af vores mange monumenter”, siger Helle Frøjk Knudsen og
Silla Findstrøm Herbst fra Tokyo Blue.

Kilde: Tokyo Blue

Tokyo Blue består af:
Lysdesigner Silla Findstrøm Herbst
Kurator og kunsthistoriker Helle Frøjk Knudsen
Lysdesigner Katrin Barrie Larsen
Billedkunstner og ingeniør Astrid Espenhain

Del artiklen

'Kunstgruppe stiller skarpt på repræsentationen af kvinder i byrummet på Kvindernes Internationale Kampdag.'

Facebook