Performancesamtaler med Camilla Berner i Astrid Noacks Atelier

Performancesamtaler med Camilla Berner i Astrid Noacks Atelier

Camilla Berner: Stående kvinde (eft. Noack), 2014. Foto: Camilla Berner.

Ny række af performancesamtaler stiller skarpt på natursyn, biodiversitet samt kvinde og natur.

Camilla Berner arbejder i et felt udgjort af kunst og videnskab med særligt fokus på forholdet mellem natur og kultur, natur og menneske. Hun arbejder stedsspecifikt og ofte med planter som materiale og omdrejningspunkt.

I sin arbejdsmetode låner hun fra naturvidenskaben, når hun indsamler, registrerer og udstiller plantearter. I sit nye værk med arbejdstitlen Stående pige med blomst (eft. Noack), som Berner skaber specifikt i Astrid Noacks Atelier, parafraserer hun over Astrid Noacks skulptur Stående pige med blomst (1933).

Noacks skulptur forholder sig til forholdet mellem natur og menneske, natur og kvinde samt håb. Med udgangspunkt i skulpturen skaber Berner i Astrid Noacks Atelier en række eksperimenterende og åbne samtaler om kunst og natur, om natursyn og klimaforandringer, og om forholdet mellem menneske og natur i et bredere perspektiv.

Projektet består af tre performancesamtaler om natur og kunst med tværdisciplinære tilgange. I hver af de tre samtaler har Berner inviteret en samtalepartner, der på den ene eller anden måde – videnskabeligt, praktisk og/eller teoretisk – beskæftiger sig med natur.

I løbet af samtalerne og med inspiration i Astrid Noacks skulptur modellerer Berner i samarbejde med samtalepartneren en figur af ler. Den fysiske og kunstneriske aktivitet vil da påvirke samtalen og lægge op til at lade både krop og hjerne være i spil, og sandsynligvis trække tankerne og snakken ind mod den kunstneriske skabelsesproces og leret som materiale.

Den modellerede lerfigur efterlades hver gang som et på en gang konkret og abstrakt vidnesbyrd om samtalen og som et fælles værk.

Alle er velkomne. Hver samtale varer to timer inkl. pauser.

20 aug 17-19
Første samtale i Astrid Noacks Atelier mellem Camilla Berner og Torsten Bøgh Thomsen

Torsten Bøgh Thomsen er Ph.d. og adjunkt ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. Thomsen deltager i en samtale om natursyn, hvor de to samtalepartnere ser nærmere på, hvilke natursyn, der har eksisteret gennem historien, og på, hvilke(t) natursyn, der er dominerende i dag, bl.a. set gennem billedkunst og litteratur.
_________________________

I november møder Berner Rasmus Ejrnæs om biodiversitet, og om hvorvidt det er for menneskets eller naturens skyld, at vi ønsker at bevare en stor diversitet af arter. Derudover vil samtalen komme omkring det paradoksale ved menneskets kontrollerende forhold til den ”vilde” natur, og hvad det betyder for biodiversiteten, at vi har svært ved at slippe styringen. Ejrnæs er biolog og forsker ved Aarhus Universitet.

Senere i november samtaler Berner med Ida Bencke om kvinde og natur, hvor der bliver set nærmere på, hvorfor og hvordan kvinden og naturen i den vestlige kulturs historie og selvforståelse symbolsk er blevet forbundet med hinanden, og hvad det betyder for vores syn på og behandling af naturen og kvinden. Der vil blive trukket på tanker fra forfatterskaber af Donna Haraway, Jane Bennett og Ursula K. Le Guin. Ida Bencke er litterat, redaktør, kurator og medstifter af Laboratoriet for Æstetik og Økologi.

Del artiklen

'Performancesamtaler med Camilla Berner i Astrid Noacks Atelier'

Facebook