Ondskab er fascinerende. I Jake og Dinos Chapmans udstilling March of the Banal på ARoS møder vi den i forskellige manifestationer. Som titlen antyder, er det ikke kun det onde i sin ekstreme form, der tages under lup, men også den slags ondskab, som hjemsøger vores ellers så tilsyneladende banale hverdag.

Evil is all around
Men hvad gør ondskaben banal? I deres installationer og billeder trækker Chapman-brødrene på en række velkendte ikonografier, fra Hitler og Ronald McDonald til Ku Klux Klan, miniaturefigurer og social mediesymbolik. Det er en grusom, men effektfuld forfladigelse. Populærkultur blander sig med en af det 20. århundredes største tragedier. Smileys pryder lange bannere, som var de fascistiske logoer. Spis din burger, gå på Facebook; du vil altid være medskyldig – synes budskabet at være.

Med udstillingstitlen parafraserer ’The Chapmans’ den politiske filosof Hannah Arendts idé om ondskabens banalitet. I det skelsættende studie Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil fra 1963 forklarer hun, hvorledes ondskab ikke nødvendigvis er en egenskab, der karakteriserer det enkelte individ, men derimod en del af en social struktur.

Naziforbryderen Eichmann, påstår Arendt, er skyldig. Men ikke fordi han er ond ’i sig selv’. Hans ondskab består derimod i hans manglende evne til at sige fra over for en større autoritet og et system.

At vende det blinde øje til
Det onde er alle vegne – og til alle tider. Ondskaben i March of the Banal kendetegnes ikke blot af social forfladigelse, men også nostalgi. Tidligere værker bringes ind og gør hele udstillingen til en totalinstallation. Derfor er visse dele genkendelige fra tidligere udstillinger; herunder værket Striptease fra 2012, en konstellation af 1950’er-mannequiner – far, mor og datter – forældet elektronik og bronze.

Der er noget patos over det hele, noget brunt og gammelt, som samtidig rækker endnu længere tilbage i historien. Mannequinfamilien har fået øjnene skåret bort og holder dem i hånden. Det er svært ikke at se en henvisning til Sankta Lucia, der ligeledes fik fjernet øjnene og nu fremstår som figur i adskillige kirker, hvor hun på samme måde holder øjenæblerne frem på et fad.

Dermed er det udtryk for en brutalitetsfejring, der – ikke mindst herhjemme – er blevet mainstream. For sender folk ikke netop deres døtre afsted til Luciaoptog – dog uden helt at vide, hvad historien handler om? Ovenikøbet i regnbuen på toppen af ARoS!

Tilskueren, ledsageren og vidnet
Men mannequinfamilien er også en slags vidner. Skønt de ikke kan se. Umulige vidner, kunne man fristes til at sige. Dermed er de også os: Beskuere eller tilskuere, som står magtesløse tilbage. Andetsteds refererer Chapmanbrødrene til dem som ’attendants’. De agerer ledsagere, rejsefæller, følgesvende.

Måske er dette nøglen til en forståelse af deres værker? For der sker noget besynderligt, når vi befinder os i denne udstilling: Vi inviteres ind og frastødes på én og samme gang. Nogle steder kigger vi nysgerrigt på de forskellige repræsentationer af ondskab – ikke mindst i Hell-dioramaerne, som brødrene har arbejdet med siden slutningen af 90’erne. Her blander alskens ’onde’ miniaturefigurer sig med hinanden. Og også her synes der at blive trukket en linje mellem det guddommelige og det verdslige. For egentlig ligner det hele en opsætning af Dantes skærsild- og helvedeskredse – men med indbygget burgerbar og underholdning.

Vi går ved siden af hinanden – som Dante og Virgil. Følgesvende gennem al ondskaben. Men her er også hætteklædte racister og fastfoodpushende klovne. Og en hippie med regnbuefarvede sokker i sandaler, der træder hårdt ned i miniaturedioramaerne, som en slags Gulliver på rejse gennem ondskabens land. For godt er ondt, og ondt er godt her.

Masseornamentet
Det mest imponerende ved Chapmanbrødrenes udstilling er forvirringen mellem det gode og det onde. Kunstnerne har indkøbt originale værker af både Adolf Hitler og Francisco Goya, hvorefter de har approprieret disse, malet eller trykt ovenpå dem. Skønt der er tale om to meget forskellige serier, er grebet dog det samme. Brødrene indgår i dialog med de forskellige repræsentationer af ’ondskab’. Til tider kunne man fristes til at kalde resultatet – hvis ikke hele udstillingen – et udtryk for ’dårlig smag’.

Men er det ikke netop pointen? For hvad er smag, hvis ikke et udtryk for en tilkendegivelse? Selv en kitchet en af slagsen? Hos Chapmans fanges vi i en skøn forvirring omkring vores egen smagsdom. Vi forføres af detaljerne, men trækkes samtidig tilbage af det, vi allerede genkender som ’ondt’. For det er nemt at se ligheden mellem nazisternes æstetiske masseforførelse og Chapmanbrødrenes sorte, fascistoide flag prydet med emojis, men knap så nemt at genkende vores egen involvering i samme proces. Og det er derfor, man skal se March of the Banal.