Lokalhistorie præger normalt ikke udstillingerne i Nikolaj Kunsthal, som snarere foranstalter en effektiv kontrast mellem mediebaseret samtidskunst og det gamle kirkerum. Nikolajs placering mellem Christiansborg og Kgs. Nytorv er heller ikke i et område, som kunsten i dag i udpræget grad har hjemme i. Kvarteret har dog en broget historie som forslummet bohemekvarter, kaldet ”Minefeltet” på grund af de mange værtshuse, som tiltrak adskillige kunstnertyper. Om det er et besøg på Minefeltets få overlevende beværtninger, der har givet inspirationen, er uvist, men den opbyggelige idé at lave en udstilling om kunstnere på værtshus – og særligt det lokale Minefelt – er et fint og kærkomment strejftog ned i den øllede undergrund. I hvert fald i udgangspunktet.

Kunsten i Minefeltet viser værker af to kunstnere af forskellig generation og stil: Portrættegneren Troels Lybecker, der har været aktiv siden 1950’erne, og den noget yngre Christian Finne, der kendes for sin udforskning af det psykedeliske i mere abstrakte billedformer. Der er således tale om en udvalgt dialog på tværs af tid og genre om end præsenteret i adskilte rum i kirkens tårn – som i øvrigt engang har været en ren smugkro. Den slags anekdoter får man serveret en ordentlig omgang af med rund hånd og sidevogn i det medfølgende katalog med tekster af københavnerhistorikeren Allan Myliu Thomsen og kunstkritiker Torben Weirup. En miniguide udpeger også selve stederne, så man kan følge kunsthalsbesøget op med en historisk værtshusvandring. Så langt, så godt.

Et fund lige rundt om hjørnet
Troels Lybecker har som figurativ maler og skulptør været efterspurgt til at lave respektable portrætter af borgmestre og notabiliteter, men samtidig har han været en ivrigt praktiserende værtshuskunstner og tegnet utallige billeder på værtshusene af deres stamkunder – kaldet ”drivminerne” i Minefeltet. Disse skitser, særligt fra 1970’erne og 1980’erne, er tæt ophængt i udstillingens ene rum og er noget af et fund.

Med stor sans for udtryk og fokus fanger Lybecker et persongalleri, som man levende kan se for sig. Hils på Lille Henry, Kong Hans, Prinsesse Tove og Revisor Rasmussen – et klientel fra et forsvundet miljø, som man ikke regnede med at skulle se i en samtidskunsthal.

Lybecker skildrer disse typer, så man, på bedste vis, ikke ved om man skal grine eller græde. Der er selvfølgelig druk og tragik bag de gulnede gardiner, men også et fascinerende kig ind i forskellige uafrettede liv – fra den spendable Champagne-Svend til den tandløse gamling Hæ-Hæ. Som kunstnerisk projekt er Lybeckers værtshustegninger også herligt uafrettede, upåvirkede af moderne kunstluner og verden udenfor værtshuset.

Til at belyse tematikken om værtshuskultur og kunst er Lybeckers tegninger et fund – endda fra lige rundt om hjørnet, hvor hans tegninger også kan ses til dagligt på Hviids Vinstue, Slotskælderen og Toga Vinstue. Den enkle ophængning, hvor skitserne uindrammede glider ned over væggene, virker også godt i dette fine indslag.

Et skævt trip
Udstillingens anden del udgøres af Christian Finnes installation Mindfield Maynfield. En række store kaktusplanter i værkets midte indikerer, at det ikke kun er øl og snaps, kunstneren afsøger som kilde til inspiration.

En masse videoskærme, et par store, farverige mønstermalerier og effekter som tæpper, lamper og små piber skaber en mystisk helhed, som selv ved nærmere betragtning er svær af afkode en ædruelig mening ud af. Nogle af filmene viser Finne i gang med at fremstille et psykedelisk stof af kaktusserne, mens de slørede farveeffekter overtager. Titlen kunne tolkes som en kommentar til stoffernes bevidsthedsudvidende og kunstnerisk inspirerende potentiale (‘mindfield’) med det farefulde som i et minefelt. I hvert fald er den mest synlige figur i dette univers en hårdt medtaget udgave af kunstneren, der hostende prøver at fordøje mixturen. Værket fremkalder en mystificerende atmosfære med undertoner af paranoia og ekstatisk farvesyn, men har dog for mange uklare sider såsom de rituelle genstande, der ligger på gulvet.

Værker i manglende dialog
Denne form for beruselse kunne være et relevant indslag i en udstilling af dionysisk inspiration. Som eneste modspil til Lybeckers værtshusportrætter spiller tingene dog ikke helt. Det er svært at se forbindelser mellem Finnes kryptiske og indadvendte trip, som tydeligvis foregår alene i atelieret, og Lybeckers meget umiddelbare tegninger fra det sociale værtshusmiljø.

Det originale lokalhistoriske anslag, der også markerer 100-året for genopbygningen af Nikolajs kirkeskib, følges ikke helt op af disse to løsrevne kapitler. Havde flere listige steder været inkluderet på dødsruten – en del kunstnere fra fortid og nutid kunne have været interessante i denne forbindelse – kunne turen have været mere interessant. Både som strejftog i den brogede lokalhistorie og som mere seriøs udforskning af drikkekulturen og bylivet i kunsten.