Der er sandsynligvis flere penge i kunsten end nogensinde. Alligevel opleves kunstens værdi som prisgivet i en oplevelsesøkonomi, der nok vil gøre økonomien kreativ, men sandelig også kulturen økonomisk bestemt. Kunst ”tages ikke længere for givet som værdifuldt”, som kurator Birgitte Kirkhoff Eriksen skriver i introduktionen til udstillingen, og ”den økonomiske målestok” er blevet dybt indlejret i samfundets sprog og tænkning.

På denne baggrund er Sæt pris på kunsten en udstilling, der handler om kunstens værdi og økonomi. Et afsæt, der giver mulighed for at give et modsvar til økonomiens talregimente og samtidigt undersøge kunstverdenens ofte skjulte økonomi – endda i en udstillingsperiode, hvor novembers kommunalvalg står for døren.

Det er store ambitioner, der udfolder sig i Museet for Samtidskunsts små historiske rum. Vi føres fra dansk kunsthistories største genier (og salgssuccesser), som Bertel Thorvaldsen og Asger Jorn, over Solvognens karnevalsaktivisme til en række markante samtidskunstneres bidrag. Til tider tænker man, om ambitionerne går i for mange retninger til, at den kritiske undersøgelse og det stærke modsvar går igennem. Heldigvis er værkerne klart talende og kan for den sags skyld godt stå i sig selv.

Thorvaldsen-merchandise til det dannede hjem
Vi starter med en kunsthistorisk lektion i præsentationen af den internationale stjernekunstner Bertel Thorvaldsen, der var så velhavende, at han kunne låne kongen penge og bekoste sit eget museum. Hans status som emblem på god smag og dannelse er synliggjort i, at han i vidt omfang blev kopieret og gjort til ”merchandise” i de små statuetter og endda et spisestel med Thorvaldsen-motiver, der var populære i fremtrædende borgeres hjem. Både den økonomiske succes og kunstens anseelse som dannende er fint illustreret i dette nedslag, der godt kunne være udfoldet i større skala.

Pengene er i fokus i det næste rum. Med god effekt sammenstilles optagelser af aktionsgruppen Solvognens julemandshær, der delte ud af Magasins varer ved julesalget i 1974, kunstnergruppen Ingen Frygts aktion med at spise penge i 14 dage og fænomenet Goodiepals pladeudgivelse, hvor der var indlagt en 500-kroneseddel, mens den kunne købes for 250 kroner. Er det en kommentar til, hvor rentabelt det er at arbejde som kunstner?

Den dokumenterede performance i disse værker suppleres i et andet rum af en direkte interaktion med publikum i Christian Falsnaes’ værk The Title is Your Name. Som lige dele coach og dansepartner udfordrer kunstneren publikum til at udlevere sig selv og konfrontere sig selv med, hvorfor man gør det.

A Kassen hacker auktionsverdenen
I museets overetage fortsætter de – for det meste – gode møder mellem forskellige værker med et fælles fokus på kunstens værdi. Sektionen er spændt ud mellem den offentlige investering i kunst – i form af den af Statens Kunstfond donerede skulptur Han til Helsingør – og den private samler personificeret af gallerist Tom Christoffersen, hvis værker af Asger Jorn er vist sammen med hans begrundelse i interessen for kunstnermyten. Gennem de to internationale succeser Elmgreen & Dragset og Jorn illustreres altså, hvordan kunst tiltænkes en værdi for fællesskabet og for den enkelte.

Endnu bedre er værkerne af Danh Vo og A Kassen. Vos værk er et dokument, som håndskrives af kunstnerens far på bestilling: Et brev fra en dødsdømt, fransk missionær til sin søn. Den købte kopis værdi vil afhænge af, hvor mange der bestiller den for en relativt billig pris.

Kunstnergruppen A Kassen viser store afbildninger af antikke spejle. Spejlene er trykt fra et auktionskatalog fra det prestigefyldte auktionshus Sotheby’s, et af verdens største omsætningssteder for kulturelle værdiobjekter. A Kassen har med egne ord forsøgt at ”hacke” dette system ved at tage billeder af antikviteterne, der er til salg i én kategori, og sætte det til salg som originalværk i kategorien ”Contemporary Art”. En ganske finurlig interaktion med det internationale kunstmarked.

Kunstnerbrand til salg
I det afsluttende rum sættes ikke bare et værk, men det samlede output og rettighederne til det københavnske kunstprojekt TOVES (2010-2017) til salg. I en containerstor kasse stilles det afpillede udstyr, som en årrækkes udstillingsproduktion har kastet af sig til skue: Dét skal der til for at lave samtidskunst. Og i samarbejde med en brandingkonsulent har TOVES-kunstnerne lavet en årsrapport og et salgsprospekt, der udpinder gruppens udstillingsvirksomhed i finansiel værdi og markedsperformance. ”Brandet unddrager sig derfor sædvanlige definitioner af brand værdi” er en af rapportens vurderinger.

Selvom værket må forekomme betragteren en smule lukket om sig selv, er det en gennemført iscenesættelse af kunstens selvforståelse og vilkår i en tid, hvor den kollektive skabelse af et projekt til dels har taget over fra produktion af værker til en traditionel udstilling.

Værdi i mange perspektiver
Sæt pris på kunstens styrke er, at så mange perspektiver kommer frem på meget lidt plads. Den bogstavelige pengeøkonomi suppleres med andre former for kapital og det historiske med det samtidige. Udstillingen skal også roses for det ledsagende spor af små filmede interviews med kunstnere og eksperter, der forklarer udstillingens tematikker.

Klare svar og nemme løsninger på spørgsmålet om værdi og mening i kunsten giver udstillingen ikke. I både Falsnaes’ og TOVES’ værker bliver udfordringen givet videre til publikum: Nu kan I gøre, hvad I vil. Derfor er udstillingen nok mere en varieret refleksion over økonomiens absurditeter end et klart modsvar om, hvad der er kunstens værd.