Museet for Samtidskunst indgår i kulturudvekslingsprojekt

Museet for Samtidskunst indgår i kulturudvekslingsprojekt

Billede fra Stefanos Tsivopoulos' installation History Zero and the Alternative Currencies: An Archive and a Manifesto, 2015. Foto: Rolling Jubilee, 2012

Hvordan kan kunst og kulturel udveksling være med til at skabe et aktivt medborgerskab og løse konflikter i vores samfund? Det vil Museet for Samtidskunst i samarbejde med partnere fra syv europæiske lande undersøge over de næste fire år.

Det europæiske kulturudvekslingsprojekt 4Cs: From Conflict to Conviviality through Creativity and Culture er sat i søen for at styrke interkulturel dialog og undersøge, hvordan kunst og kultur kan være vigtig ressourcer til at sætte fokus på fælles udfordringer omkring migration, sikkerhed og retten til at udtrykke sig frit.

Projektet skal fungere som et vidensdelingsnetværk, og over de næste fire år, fra juli 2017 frem til juli 2021, vil Museet for Samtidskunst deltage i det internationale samarbejde, som bliver til med støtte fra EU-midler.

Samarbejdet sker med partnere fra Litauen, Portugal, Spanien, Sverige, Tyskland, Storbritannien og Frankrig, der består af organisationer, universiteter, museer og kunsthaller.

Projektet er blevet tildelt en pulje på 1,8 millioner euro, hvoraf Museet for Samtidskunst modtager et beløb i omegnen af 153.000 euro. Pengene skal blandt andet bruges til en udstilling, et artist in residency-forløb og til brugerinvolverende projekter for borgere i Roskilde.

Kilde: Museet for Samtidskunst

Kommentarer

Del artiklen

'Museet for Samtidskunst indgår i kulturudvekslingsprojekt'

Facebook