”Hvis du har et stykke brød, vil du så dele det med personen ved siden af dig?”

”Hvis du har et stykke brød, vil du så dele det med personen ved siden af dig?”

Ibrahim Mahama: Sejl, Havnen og Vangkvarteret. Foto: Joe Kniesek

Vis billedserie

Læs mere om kunstnerne her: http://images.holbaek.dk/an-age/kunstnere/

Images 16 inkluderer en udstillingsserie i tre afsnit med titlen An Age of Our Own Making, hvor kunstnere fra hele verden undersøger vores tids materialisme, adfærd og menneskets mulige gentænkning af de forhold, der adskiller og fremmedgør os for os selv og hinanden.

Første del af serien, The Life of Materials. On Another Nature and Ecology, er allerede åbnet i Holbæk, og den 25. juni, i forbindelse med performancefestivalen ACTS 16 på Museet for Samtidskunst, åbner anden del: The Route that Tempts the Traveler to Test Gravity. Notes on the Paradigm of Immunisation.

15. september åbner sidste del på Kunsthal Charlottenborg: An Age of Our Own Making – On Agency and Enacting Citizenship.

Materialer, adfærd og agens
Hvor udstillingen i Holbæk ser på materialerne og deres cirkulation, retter performancefestivalen i Roskilde sig mod den adfærd, som udspringer af den fremmedgørende udvikling, og udstillingen på Charlottenborg fokuserer så endeligt på de humane alternativer, nye mere holistiske måder at tænke disse forhold og vores ageren på som borgere. De tre udstillinger er kurateret af danske Solvej Helweg Ovesen og Bonaventure Soh Bejeng Ndikung fra Cameroun.

”Vi ønsker ikke at skabe en offer-position via udstillignerne, men at udvikle en energi, der kan skabe stærke kreative udsagn fra mange kulturer på én gang. I mine øjne er den store udfordring vores måde at tænke ejerskab på, fordi den kontrollerer vores måder at tænke og handle på. Og spørgsmålet om, hvad man bør eje, og hvorvidt man har råd eller ej, er ekstremt eksklusivt,” pointerer Ovesen og suppleres af Ndikung:

”Vi er nødt til at fra-lære vore privilegier, som den post-koloniale teoretiker Gayatri Chakravorty Spivak har beskrevet det. Og spørgsmålet er: Hvis du har et stykke brød, vil du så dele det med personen ved siden af dig. Vi ønsker at reflektere sammen med kunstnerne og de besøgende over, hvad der definerer og skaber den æra vi lever i. Og det er mere et spørgsmål end et specifikt statement, vi leverer, og derfor kalder vi de tre dele af udstillingen for ’refleksioner’. De er momenter for en fælles overvejelse. I den proces er vi ligesom Georges Adéagbo, der går tilbage til den danske kolonihistorie og dens kulturelle forbindelser til vores samtid, nødt til at se tilbage for at kigge frem. Hvordan har historien en indflydelse på nutiden; forbindelsen mellem vores kolonihistorie og den danske rolle i forbindelse med flygtningesituationen lige nu i Europa? De her ting går hånd i hånd.”

Georges Adéagbo, Holbæk Museum. Foto: Laura Stamer
Georges Adéagbo, Holbæk Museum. Foto: Laura Stamer

Materialismens menneskelige konsekvenser
I Holbæk fokuserer udstillingen på materialernes liv. En understregning af, at materialitet i dag spiller en helt central rolle, og at der kan trækkes spor tilbage i tiden til både industrialiseringen og kolonialismen, der grundlæggende handlede om materialisme og adgang til særlige råstoffer. Ikke bare dét sukker, der blev høstet i plantagen og endte i en tekop blandt de royale familier, blev betragtet som materiale, også de mennesker, der arbejdede i plantagen, blev betragtet som et ’materiale’, der kunne ejes og kontrolleres.

”Her i den første del er vi interesserede i at undersøge cirkulationen af materialer og effekten af den kapitale idé om, at der skal skabes adgang til resurser hvor som helst i verden. Under ACTS 2016 undersøger vi den afstand, der er forårsaget af den her tænkning og praksis, hvor vi ikke har en personlig eller kropslig relation til materialerne omkring os. En form for immunitet, der også udfolder sig som en protektionisme og ligefrem nationalisme i mødet med det fremmede. I den sidste del, On Agency and Enacting Citizenship, er fokusset rettet mod nye former for iværksætteri og handlingsformer, der skaber nye former for borgerskab og fællesskab. Nogle rum for mennesker midt i den her materielle tilstand og form for globale krise,” forklarer Ovesen.

Urnamo ­(Ali Al-Fatlawi, Wathiq Al-Ameri, Abdallah Shmelawi), performance. Foto: Urnamo
Urnamo ­(Ali Al-Fatlawi, Wathiq Al-Ameri, Abdallah Shmelawi), performance. Foto: Urnamo

Ndikung uddyber: ”Hvis vi tænker over materialernes liv, så er vi altså også nødt til at tænke over de politiske dimensioner, de har, og derfor er menneskene det næste logiske skridt i den undersøgelse. Mennesket, der sidder i en mine i Congo og udvinder materialer til din mobiltelefon, kan aldrig rejse hertil. Men det kan materialet. Det er kapitalismens grundvilkår. Og hvis hans landsby bliver brændt ned, og han kravler ombord på en båd og forsøger at komme hertil, så bliver han mødt af et system med en masse forhindringer, nationalstatens restriktioner, der er skabt for at holde flere mennesker ude end inde. Det er netop den ’immunisering’, vi taler om her. Vi missionerer de kristne værdier, frihed, demokrati, men lukker os om os selv og vore resurser, selvom den isolation i sidste ende er skadelig for os; vores handelsforbindelser, vores internationale relationer og medmenneskelige forståelse. Det er immuniseringens paradigme. Det resulterer også i dagsordener, der får os til at betragte mennesker som objekter uden egen ret. Det foregår på en masse planer, hvor staten kontrollerer menneskets bevægelse og frihed. Spørgsmålet bliver, hvordan kan vi se på den konstruktion gennem kunstens imaginære rum og overveje, hvordan vi kan påvirke det rum som borgere.”

Der er Ibrahim Mahamas monumentale værker med gamle cacao-sække, der senere har transporteret kul og andre materialer eksemplariske ifølge kuratorerne, fordi de både kommenterer på materialernes liv og bevægelse, men samtidig skaber nye rum, hvor de skjulte fortællinger føres frem i lyset sammen med de mange hænder og menneskelige spor, der har konstrueret dem, og får os til at gentænke, hvem der producerer hvad for hvem, og hvordan det præger rummene omkring os i samfundet.

Kunsten.nu har tidligere interviewet Ibrahim Mahama. Du kan læse interviewet her

En ny forståelse af materialernes kollektivitet
The Life of Materials. On Another Nature and Ecology handler om en materiel fetichisme i vores kultur, der samtidig understreger, at krige, kriser og konflikter også i vor tid handler om former for materialisme.

Ndikung forklarer: ”Tænk bare på olien, og hvad dette materiale har foresaget af konflikter. Julie Djikeys performance, hvor hun er indsmurt i olie, tager netop dette afsæt. I Congo var det fx gummi, og historien gentager sig konstant, blot med andre nationer og andre materialer, der er viklet ind i vores livsførelse i dag.”

Julie Djikey: Ozonisation, 2016. Performance i Holbæk den 14. maj 2016. Foto: Joe Kniesek
Julie Djikey: Ozonisation, 2016. Performance i Holbæk den 14. maj 2016. Foto: Joe Kniesek

”Vi forsøger at generere en ny forståelse af, hvad natur og resurser er og løfte blikket ud over Danmarks grænser og se de store forbindelser, bevægelser og konsekvenser. Dette blik er særligt relevant, fordi vi har skabt en eurocentrisk kultur, hvor vi dumper vores affald uden for Europa og opkøber CO2 kvoter i Afrika fx. Hvis man nu tager arkitekturen og en kunstner som Eko Prawoto, så er det i valget af materiale, at han også udtrykker sig, fordi bambus har haft en særlig rolle i den koloniale historie.”

Images skal betragtes som en anledning til at bringe kulturelle og kunstneriske perspektiver ind i vores kultur for en tid, men ikke bare en anledning til at se vores koloniale fortid og de kolonialiserede i øjnene. Vi er nemlig alle implicerede ifølge Bonaventura Ndikung:

”Tiden for kolonialisten og den kolonialiserede er ovre. Vi er alle involverede i disse post-koloniale forhold, og det her handler om at se på den verden, vi alle er en del af. Der er ikke noget hierarki, når vi stiller spørgsmål omkring, hvordan vi lever sammen. Når Eko Prawoto skaber et sted, så bruger han materialet – ikke for sin egen skyld, men for at vi skal møde hinanden, for at skabe samhørighed mellem mennesker. Målet er at skabe momenter af samliv. Og hvis vi i stedet bruger materialerne til at leve sammen, så kan vi måske redde verden. Jeg ved godt, at det virker overdrevet, men vi er jo nødt til at tænke over, hvordan vi redder verden, og i den proces er evnen til at elske både os selv og andre et kriterium,” understreger Ndikung.

Eko Prawoto: SHELLS AT THE SEA, 2016, Holbæk Strand. Foto: Joe Kniesek
Eko Prawoto: SHELLS AT THE SEA, 2016, Holbæk Strand. Foto: Joe Kniesek

Et kritisk, men ydmygt blik
Solvej Helweg Ovesen vender blikket hjem igen: ”Når vi i øvrigt taler om bæredygtighed og økologier, så har Danmark som nation en ret stærk profil og identitet, og det nye aspekt, som disse kunstnere bringer ind, er et kritisk blik på vores adskillelse mellem liv og materiale. De insisterer på, at der er en holistisk, næsten sjælelig, forbindelse, hvor vi skal lade os inspirere af naturen og dens materialer. Eko Prawoto forlod, netop på grund af sådanne refleksioner, sit oeuvre som arkitekt i en moderne kontekst og er vendt tilbage til et materiale og nogle 200 år gamle teknikker, der er bundet til det koloni-historiske og en helt anderledes holistisk dialog med materialet. Der er jo rigtig mange materialer i dag, der holder befolkninger trællebundet i produktionsforhold, der er virkelig kritisable.”

Da jeg rejser spørgsmålet om den menneskelige dysfunktionalitet i forhold til disse forbindelser, lyder svaret fra Ndikung: ”Jeg tror, det er i vores fascination af teknologien, at vi har mistet den forbindelse og viden i vores kultur. Og det er den vidensopbygning og genopkobling til de redskaber og materialer, der ligger i Eko Prawotos og de andre kunstneres værker i denne del af trilogien. Kunstneren Jems Robert Koko Bi, der er en del af udstillingen i Holbæk, sagde engang: ”Når jeg laver en skulptur, forsøger jeg at lytte til træet. Det er ikke mig, der bestemmer, hvad jeg skal gøre. Det er træet, der bestemmer, hvad jeg skal gøre med det.” For mig er det at være ydmyg og en erkendelse af, at også de ting, vi skaber, har deres eget liv.”

Og ifølge Ndikung får vi som publikum denne ydmyghed at mærke: ”Du skal ikke være et geni for at kunne mærke værkerne og se forbindelserne, men det er skønhedens evne til at ramme os i mellemgulvet, der får os til se efter. Og det kendetegner værkerne i udstillingerne, at de rammer os, før vi tænker over rationalet bag.”

Images 16 sætter fokus på globale udfordringer og kunstnerens rolle i samfundet med over 100 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten på 21 kunstinstitutioner over hele Danmark. Bag Images 16 står Center for Kultur og Udvikling (CKU), en selvejende institution under Udenrigsministeriet. Se cku.dk.

Images 16-udstillingen An Age of Our Own Making er opdelt i tre dele, der kan opleves mellem den 14. maj 2016 og 8. januar 2017, først i Holbæk og Roskilde og siden i København. Udstillingen er kurateret af Solvej Helweg Ovesen og Bonaventure Soh Bejeng Ndikung og realiseret af Holbæk Kommune.

Hent en iPod på Holbæk Bibliotek, Nygade 9, eller download den gratis app 'podwalk' til din Iphone. Du kan også downloade de enkelte podwalks til din smartphone fra soundcloud lige her:

PODWALK: Solvej Helweg Ovesen, kurator

PODWALK: Alexander og Ludvig, 7 år

PODWALK: Holbæks Borgmester Søren Kjærsgaard

PODWALK: Merete Ettrup, formand fra TS Træskibs Sammenslutningen

Vis billedserie

Læs mere om kunstnerne her: http://images.holbaek.dk/an-age/kunstnere/

Kommentarer

Del artiklen

'”Hvis du har et stykke brød, vil du så dele det med personen ved siden af dig?”'

Facebook