Fremtidens krop og aktivisme

Fremtidens krop og aktivisme

Plleun van Dijk: Human Production-Line. Performance. Foto: Jenny Selldén

Roskilde Festivalens kunstprogram har i 2018 endnu engang kastet sig ud i aktivismens og samfundsengagementets former, og selvom det meste stadig lugter af tisstøv og virkelighedsflugt, er der dybde og konsekvens i kurateringen og særligt performanceprogrammet.

“Man kan være aktivistisk på mange måder. Selv i de små valg, vi tager, er vi aktivistiske,” lød det fra whistle-bloweren Chelsea Manning på Gloria-scenen, torsdag, på årets Roskilde Festival. Og det kan vel sagtens stå som både indgangen til festivalens idé med overhovedet at involvere kunsten i mødet med festivalgæsterne og den konsekvens, der muligvis kunne opstå af et kunstnerisk møde: et lille stød til bevidstheden, der ændrer bane, måske bare i det små.

Will Benedict & Steffen Jørgensen: I spend too much time outside. Video. Foto: Jenny Selldén

Uventede møder med kunsten er derfor også en prioritet. Og i år kan man såmænd to gange i døgnet opleve, at et stort videoværk popper frem på storskærmene ved Orange Scene. I Spend Too Much Time Outside af Will Benedict & Steffen Jørgensen sætter via en obskur sci-fi-fortælling vores vante verden og arter under udefrakommende pres. Det er en heftig sag, der gør sig godt med både lyd og billede i fuld format.

Festivalen selv skriver, at “kunsten på Roskilde Festival skal involvere, overraske og påvirke festivaldeltagerne til at tage stilling – både på og efter festivalen. Kunstprogrammet på Roskilde Festival 2018 inviterer til oplevelser inden for en lang række kategorier: performance, billedkunst, lydkunst, talks, graffiti, m.v. Mere end 100 forskelligartede kunstnere, musikere og aktivister fra både den etablerede scene og det spirende vækstlag bidrager til kunstprogrammet i 2018.”

Lilibeth Cuenca Rasmussen: Tow with the Flow. Performance. Foto: Jenny Selldén

I dialog med uligheden

På denne fredag, hvor jeg gæster festivalen, byder programmet blandt andet på et programpunkt fra en af de kunstneriske samarbejdspartnere, ART 2030, der er sat i verden (af Louise Faurschou og en række investorer i baggrunden, vil jeg formode) for at præsentere verden for samtidskunstværker, der matcher FN’s 2030-mål. Intet mindre.

Lilibeth Cuenca Rasmussen: Tow with the Flow. Performance. Foto: Jenny Selldén

Dagens performance var af Lilibeth Cuenca Rasmussen (Tow with the Flow) og en række elever fra Vallekilde Højskole, der udspillede et scenarium ved festivalens ti meter høje installation af kopier af Donald Trumps prototyper for den varslede grænsemur til Mexico.

Fint optog, der fik mange til at stoppe op, imens de tavse rejsende pakkede sig ind i alskens klæder. Men de højt ragende ambitioner for ART 2030 vil desværre få et hvert værk til at klinge hult – eller bare meget uklart. For hvad vil det overhovedet sige ‘at matche’. Det lugter simpelthen langt væk af desperat betydningsdannelse fra en kunstkonsulent.

Med aktivismen i centrum og særligt lighedsproblematikker trækker festivalen tråde ind i det politiske, digitale og klimamæssige. En verden med øget frygt for det ukendte og pres på fællesskaberne. Og en af dette års kuratoriske strategier fra Mette Woller er dels at skabe situationer og rum, hvor du farer begrebsligt vild, møder det fremmede, skubbes ind i et andet univers, der kan sætte tanker og handlinger i gang. Om det så gælder det nære eller det fjerne.

Sci-fi som konsekvens
Og særligt science fiction er i år en næsten fælles referenceramme for de centrale værker, der derved kan beame os ind i en endnu-ikke-realiseret virkelighed, men derved også tage nogle konsekvenser i nutiden til nogle yderpunkter.

Justin Shoulder & Corin: Corinne I+II. Performance. Foto: Jenny Selldén

Og det er faktisk dér en lang række værker excellerer i år – måske også i kraft af den fælles billeddannelse, der særligt forholder sig til en form for fremtidsfeminisme, der vender op og ned på de klassiske forestillinger. Vi konfronteres med spørgsmål om lighed, eller rettere rettigheder, men altså i en mere eller mindre nær fremtid.

“Join me,” som Justin Shoulder & Corins (AUS/PHI) performancefigur prædiker, imens køn, magt og tilblivelse er i sci-fi-opløsning på scenen i Klub Raa. Imens fører den danske kunstner Anne Haaning os ind i kolonialismens udnyttelse af individet og råstoffer, der flettes ind i fremtidens metoder for at udvinde og kolonialisere vores sprog og kroppe.

Anne Haaning: Tangible Extractions. Video og Performance. Foto: Jenny Selldén

Imens er Pleun Van Dijk (NL) ved at skabe et mareridt af en syntetisk menneskelighed på samlebånd (Human Production-Line), og Lysbid sælger dig et shot for tyve korner, hvis du til gengæld via dit fingeraftryk indvilliger i at afgive al din data. Yikes!

Lysbid. Performance. Foto: Jenny Selldén

Udenfor midt i Art Zone opererer Oskar Kolianders komplekse værk Forecast, der samler mobildata fra hele festivalens sektioner og viser, som traditionelle vejrhaner, hvor folket bevæger sig hen. Onsdag aften, under Eminems koncert på Orange Scene, pegede de fx alle ét sted hen.

Oskar Koliander: Forecast. installation. Foto: Jenny Selldén

Også den ganske unge Veronika Geiger tager os med værket Plastiglomerate til en meget nær fremtid, hvor vores mursten er sammensat af det plastaffald, som kloden er ved at drukne i. Et lille skulpturelt, men konstruktivt indslag i programmet, kan man jo roligt sige.

Veronica Geiger: Plastiglomerate. Skulptur. Foto: Jenny Selldén

Og det er vel et godt billede af kunsten på dette års festival. Fra performativ, kolonialiseret krop over nye usikre rettigheder og udfordrede uligheder til syntetiske undersøgelser af køn, krop og kamp i en ikke helt så fjern galakse. Et lille stød, kunne det godt blive til, vil jeg mene.

Del artiklen

'Fremtidens krop og aktivisme'

Facebook