Det skal du se! Uge 39

Det skal du se! Uge 39

A.P.M.: U.T., ca. 1907-1913. Foto: Tobias Kiel Lauesen.

Overalt i landet er der gode muligheder for spændende kunstoplevelser. Her anbefaler vi nogle af de udstillinger, der åbner lige om lidt.

Møstings Hus
26 sep – 8 nov Al Masson: On Closing Up
Al Masson præsenterer sine værker i samspil med værker af af homo-erotisk karakter af en ukendt kunstner, A.P.M. (1883- 1920). Udstillingen henleder opmærksomheden på de mange mænd og kvinder, der gennem århundreder er blevet kasseret, censureret eller tilintetgjort på grund af familiepres, heteronormativitet, religion eller patriarkalsk tradition.
Fernisering fredag 25 sep kl. 14-19.

SMK Statens Museum for Kunst
25 sep – 6 dec Unboxing the Goodiepal Collection
Udstillingen præsenterer den dansk-færøske kunstner Goodiepals enorme samling af lydkunst, teknologi og aparte apparater og sætter fokus på lyde og signalsystemer, på forholdet mellem menneske og maskine samt på teknologiens muligheder og begrænsninger.

KØS Museum for kunst i det offentlige rum
25 sep – 3 jan Morten Søndergaard: Drømmegavlen
Drømmegavlen – et langt, lysende, monumentalt digt, der driver hen over en gavl i Valby – fylder fem år i 2020, og i den anledning åbner særudstillingen, hvor Morten Søndergaard bl.a. præsenterer et nyskrevet essay Skriften på væggen, skrevet til og om Drømmegavlen.
Fernisering torsdag 24 sep kl. 17-19.

Fie Norsker: Jomfruen og Ternen. Foto: Fie Norsker.

Augustiana Kunsthal & Kunstpark
25 sep – 22 nov Fie Norsker: Rivers End
I sine fabulerende og sirligt malede billeder genopliver Fie Norsker en svunden tids folketro og giver den et nutidigt, visuelt ansigt. Udstillingen rummer bl.a. en mindre serie nye akvareller, der tager udgangspunkt i en samling af gamle sagn og fortællinger fra Als.

Galleri Image
25 sep – 15 nov Wang Ningde: No Name
Kunstneren har fotograferet steder, hvor byforvaltningerne i forskellige kinesiske byer har overmalet illegale udsagn og reklamer. Efterfølgende konstruerer han nye motiver ovenpå billeder af demonstranter og sociale begivenheder.
Fernisering fredag 25 sep kl. 16-18.

KUNSTPAKHUSET
26 sep – 1 nov Living in a sci-fi future, just without all the cool sci-fi stuff
Arngrímur Borgthórsson, Maja Gade Christensen og Anne Skole Overgaard kredser om en nutidig melankolsk tilstand: “Engang forestillede man sig fremtiden fuld af flyvende biler, hover-boards og andre cool sci-fi-ting”, hedder det om udstillingen. “Måske har vi i stedet fået en halv-kedelig dystopisk hverdag, med klimaforandring, corona og 140 tegn på twitter”.
Fernisering lørdag 26 sep kl. 13-16.

Del artiklen

'Det skal du se! Uge 39'

Facebook