UNBOXING the Goodiepal Collection
25 sep 20206 dec 2020

Anbefalet under Det skal du se! i uge 39.

I en ny udstilling på SMK (Statens Museum for Kunst) udfolder den dansk-færøske kunstner Goodiepal sin enorme samling af lydkunst, teknologi og aparte apparater. Samtidig præsenteres et performance-program og en forelæsningsrække med eksperter fra lydkunstscenen. Dette efterår inviterer SMK indenfor i et forunderligt univers af lyde, signaler og teknologi, når den dansk-færøske kunstner og elektroniske komponist Parl Kristian Bjørn Vester – bedre kendt som Goodiepal (f. 1977) – indtager museet.

Pressefoto.

Goodiepal er en pioner inden for dansk lydkunst og computermusik, og han er indehaver af en af Europas største lydkunstsamlinger. De seneste år har hans samling været opmagasineret i kasser på SMK, men nu pakker han ud og præsenterer med egne ord ’en udstilling for små og store drømmere’.

Gennem udstillingen Unboxing The Goodiepal Collection, som kan opleves fra 25. september, sættes der fokus på lyde og signalsystemer, på forholdet mellem menneske og maskine og på teknologiens muligheder og begrænsninger. Samtidig undersøger udstillingen spørgsmål såsom, hvordan man laver kunst til kunstig intelligens, og om lyd kan indlejres og eksempelvis gemmes i 9000 år gamle sten.

Udpakningen af Goodiepals samling og udvælgelsen af værker sker i et samarbejde mellem Goodiepal og SMK samt ULK – Unges Laboratorier for Kunst, som er SMK’s sociale og kreative fællesskab for unge, og eleverne fra Goodiepals åbne kunstskole, Bananskolen.

I udstillingens seks tematisk opdelte rum kan man gå på opdagelse i et hav af danske og internationale lydkunstværker og lydobjekter. Mens udvalgte lydværker kan høres via høretelefoner, vil andre værker være udstillet som kunstobjekter, der først og fremmest skal sanses med øjnene frem for med ørerne.

Derudover kan man blandt andet opleve en forsinkelsesmaskine, en computer, der udelukkende består af glas, salt og vand, og en maskine, der efter sigende gør det muligt at tale med de døde.

Hver onsdag eftermiddag i udstillingsperioden er der mulighed for at dykke endnu længere ned i lydkunstens verden, når Goodiepal og Bananskolen inviterer til åbne forelæsninger på SMK. Her kan man deltage i talks med en række eksperter og aktører fra den danske og internationale lydkunstscene samt med Goodiepal selv.

Man kan blandt andet opleve komponist Hans Stubbe Teglbjærg, som afholder tre forelæsninger om tidlig dansk elektronisk musik, kunstner Ole Wich, der fortæller om inuitters kortlægninger af kyststrækninger i ben og træ, og kunstner Dalin Waldo, der udfolder begrebet ’eloptisk energi’.

Hver torsdag i udstillingsperioden er der desuden mulighed for at opleve en række performances, som er arrangeret af holdet bag udstillingen. Programmet byder blandt andet på magisk musik-skak, aktivistkor og meditation.

Kilde: SMK Statens Museum for Kunst.

SMK - Statens Museum for Kunst

Sølvgade 48-50
1307 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Tirs-søn 10-18
Ons 10-20

Entré til udstillinger
Voksen 130 kr.
Under 27 år 95 kr.
Børn under 18 år gratis

Kontakt

+45 3374 8494

UNBOXING the Goodiepal Collection
25 sep 20206 dec 2020

Del

'UNBOXING the Goodiepal Collection'

Facebook