Willumsen i kropslig dialog

Willumsen i kropslig dialog

Installationsview, Naturmøder Med J. F. Willumsens Det store relief i dialog med John Kørners Tsunami. (Foto: Maja Lykketoft)

På J. F. Willumsens Museum har man igen sat den gamle mester i spil med samtidskunsten, og det giver noget begge veje.

Det holdt hårdt for indskolingslæren at få sin skoleklasse kanaliseret fra arbejdsrummene i museets underetage og op til det første udstillingsrum på Willumsens museum. De skulle være stille, der på de to rækker, og konstant var der alligevel en, der rørte på sig og så kunne hun begynde forfra (”Peter, når du gør sådan, så kan jeg jo aldrig tage jer nogen steder mere”), den trætte lærer.

Instalationsview, Naturmøder. (Foto: Maja Lykketoft)
Instalationsview, Naturmøder. (Foto: Maja Lykketoft)
Men det var værd at vente på at se børnenes udtryk, konfronteret med John Körners enorme tæppeinstallation: Tsunami, som er installeret i rummet med Willumsens Det store Relief.

Hvor jeg selv en halv time før havde lagt mig roligt i kanten og, nydt gulvvarmen gennem det bløde tæppe, og tænkt over, hvor bizart det er, at man ikke i dag herhjemme kunne forestille sig et sceneri, som det der udspiller sig på Willumsen overfor hængende lysende maleri Badende børn på Skagen Strand (1909), ja, så kastede de unge mennesker sig begejstrede ombord i Körners Tsunami. Glemt var alle lærerens forskrifter om kun to ad gangen, det her var for fedt; at kaste sin krop helt ubekymret mod en blød flade og lade den trille ned igen.

Kunst er mest for øjet
På vej ud derfra mødte jeg en tililende bekymret vagt: det viste sig, at det slet ikke er tilladt at lege på den måde, for børnene kunne jo få så meget fart på, at de bragede ind i Willumsens maleri.

Kunst på museer er i virkeligheden altid mest for øjet. Men dertil gør det sig også godt, tæppet, dels fordi det er stort, dels fordi det er sat op som en rampe, det overskrider formatet tæppe, som vi kender det. Mønsteret til tæppet er computergenereret (en Hokusais bølge udsat for en virkelig skarp grafiker), og fik mig til at tænke på Julie Riis Andersens tapetværk Måske er man om tusinde år noget kraftigere og mere uforstyrret, fra Kunstakademiets afgangsudstilling i år.

Der er en verden til forskel mellem Willumsens friske strand og Körners på en gang bløde og hårde tæppe, men samtidig er der også en forbindelse i arbejdet med det pixelerede, som man f.eks. ser i Willumsens maleri, som hænger et andet sted på museet, Jotunheimen (1892-93).

J. F. Willumsen: Sidste lysning på Mont Blanc. 1938, J.F. Willumsens Museum
J. F. Willumsen: Sidste lysning på Mont Blanc. 1938, J.F. Willumsens Museum

Seværdig udstilling
Naturmøder er en virkelig seværdig udstilling, fordi de 11 bidrag af samtidskunstnere og Willumsens værker både kan opleves i deres helt egen ret og samtidig som værende i dialog. Udstillingen er bygget op på den måde, at det er samtidskunsten, der er den dominerende, mens Willumsens værker og herligt mange skitser og andre sager, er den kit, der føjer det hele sammen. Eller: samtidskunsten er perlerne, Willumsen er snoren.

Nogle kunstneres værker, som Eske Kaths to malerier (Disintegration, 2003, Descending the Arena, 2005) og en skulptur (The Pile, 2007), udstilles i et rum for sig selv, mens andre værker udstilles mere side om side med Willumsen. Mht. Kath, så har man, inde fra rummet, et fint kig ud på Willumsens værker.

Maleriet Descending the Arena, 2005 og kulpturen The Pile, 2007 af Eske Kath. (Foto: Maja Lykketoft)
Maleriet Descending the Arena, 2005 og kulpturen The Pile, 2007 af Eske Kath. (Foto: Maja Lykketoft)

Måske ville de i virkeligheden slukke hinanden lidt, hvis de hang side om side. I alle fald bliver det tydeligt, hvor parallelt de arbejder med den vilde farve, og hvordan de rum, de bygger op, kan spænde over en organisk, næsten flydende form og så en meget stram og geometrisk form.

Naturobservationer
Tal Rs farvekridttegninger fra Nordøstgrønlands ekspeditionen fra 2011 hænger i samme rum som Willumsens akvarelstudier af bjerge. Og det giver meget god mening. Willumsen er den, der pertentligt noterer farverne ned, og i alt hvad han gør dybest set bestræber sig på, at gengivelsen af landskabet skal have en forbindelse til det videnskabelige. Willumsen arbejder, på sin helt egen måde med en form for naturvidenskabelig sandfærdighed i forhold til gengivelsen af det sansede, også selv om synet er vildt.

Tal R: Tegninger fra Nordøstgrønland Ekspeditionen, 2011. Farvekridt på papir, Courtesy Paradis / Tal R - Copenhagen(Foto: Maja Lykketoft)
Tal R: Tegninger fra Nordøstgrønland Ekspeditionen, 2011. Farvekridt på papir, Courtesy Paradis / Tal R – Copenhagen(Foto: Maja Lykketoft)
Tal R, derimod, bruger ganske tydeligt motivet som afsæt for abstraktioner eller til at opspore delmotiver i, finde underlige former og figurationer (hvad Willumsen nu også gør i flere malerier, men han beholder altid hovedmotivet), ligesom han arbejder helt anderledes subjektivt og uvidenskabeligt med farven.

Og så en detalje, som jeg forelskede mig i: skrifterne.

Willumsens sirlige spidshed, kontra Tal R’s bløde barnlige formskrift med åbne b´er og runde i-prikker, der klart korresponderer med det legende og farvestrålende element i hans værker.

Sol og farve
I et andet meget vellykket rum møder Nicolai Howalts serie, Light Break/Wavelenght (2014/15) hvor han har fotograferet solens UV lys gennem Niels R. Finsens gamle linser Willumsens farveprøver. ”Brændt Terre de Siena + Blyhvidt. Æggehvide”, ”Bjærgblaat. Kobberlazur.”

Howalts værker er en undersøgelse af Finsens linser (hvorigennem han spaltede lyset så kun Uv strålerne kom igennem). Finsen var jo samtidig med Willumsen (fik dog et meget kortere liv, han døde i 1904), og de kan begge ses som del af den vitalistiske tankegang omkring krop, natur og sundhed, der opstod omkring århundredeskiftet.

Nicolai Howalt: Light Break / Wavelength. 2014/2015. Courtesy Nicolai Howalt / Martin Asbæk Gallery
Nicolai Howalt: Light Break / Wavelength. 2014/2015. Courtesy Nicolai Howalt / Martin Asbæk Gallery

Howalt arbejder med lyset som bølge, mens Willumsen arbejder med den fysiske farve afsat som pigment på papir.

Fotografiske værker
Der er mange fotografiske værker på udstillingen. I serien Out from under fra 2007 arbejder Ebbe Stub Wittrup med fundne feriebilleder fra et bjergrigt landskab. I sin bearbejdning har han fjernet turisterne, ligesom han arbejder med farvefiltre og skalaer og derved skaber en musikalsk oplevelse af både landskab og af fastholdelsen af landskabet.

Installationsview fra Ditte Knus Tønnesen samling af fotoværker i lak på mdf-plader. (Foto: Maja Lykketoft)
Installationsview fra Ditte Knus Tønnesen samling af fotoværker i lak på mdf-plader. (Foto: Maja Lykketoft)
Olafur Eliasson: 360°rock series. 2006. Edition 1/6 C-prints. Courtesy Olafur Eliasson / neugerrriemschneider, Berlin.
Olafur Eliasson: 360°rock series. 2006. Edition 1/6 C-prints. Courtesy Olafur Eliasson / neugerrriemschneider, Berlin.

Ditte Knus Tønnesen arbejder med fotoemulsion direkte på mdf-plader, som hun stykker sammen til en slags skulpturelle billeder. Olafur Eliasson bidrager med en serie fra 2006. Et intimt portræt faktisk, den samme islandske sten fotograferet fra 9 forskellige sider. Man må se efter flere gange, om det virkelig er den samme sten.

Sådan er det med landskaber, en lille forskydning i din synsvinkel og landskabet er et andet. Overfor ses Willumsens egne fotografier, hvor det er tydeligt, at det, han er optaget af, er det store billede, hvordan lyset og skyggen falder, og hvordan sneens bræmmer skaber nye former.

Astrid Kruse Jensen: Hidden Places #02. 2008. Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek.
Astrid Kruse Jensen: Hidden Places #02. 2008. Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek.

Astrid Kruse Jensens værker (fra serien Hidden places, 2008) hænger i et rum, hvor mørket har sænket sig og det vitterligt føles som om, at det er det grelle lys fra Willumsens malerier fra Mont Blanc (38) der lyser rummet op. At se på Kruse Jensens billeder er næsten som at se direkte ned i fremkalderbaljen og opleve billedet blive til for ens øjne, sådan åbner de sig, langsomt og intenst.

Kropsligt tøvejr
Der er værker, man skal gå til med synet, men udstilling byder også på flere værker, der taler til hele kroppen. Såsom lydkunstneren Jacob Kirkegaards store installation fra 2013 Isfald, skabt til Louisianas udstilling Arktis, og nu ejet af museet. Rummet er totalt mørklagt. Og det knager og brager omkring én, samtidig med at det risler og fosser. Den fulde oplevelse får man, når man lægger sig ned, og oplever hvordan lyden ikke kommer fra én kilde, men synes at komme alle steder fra, at man er midt i lyden, midt i et landskab, der bryder op, tør og giver slip på alle strømme.

Eva Koch: I am the River/ #3 Seljalandsfoss. (Foto: Eva Koch)
Eva Koch: I am the River/ #3 Seljalandsfoss. (Foto: Eva Koch)

Også Eva Kochs videoværk I am the River/ #3 Seljalandsfoss taler til hele kroppen. Videoen er en i rækken af Kochs undersøgelser af vandfaldet som kraft og billede, her følger billedet hele rummets rundede profil, vi er tæt inde ved det øjeblik, hvor vandet fra faldet møder vandet i bassinet. Ind i mellem ser man dråberne, andre gange opløses alt i et hvidligt inferno, der korresponderer med den voldsomme lydside.

Dark Matters: Qualia, 2015. Computer, Virtual Reality Briller, Joystick, Qualia software. Courtesy Dark Matters
Dark Matters: Qualia, 2015. Computer, Virtual Reality Briller, Joystick, Qualia software. Courtesy Dark Matters
Udstillingens allersidste værk, og det er så rigtigt tænkt, at det er til sidst, er produceret af det visuelle laboratorium Dark Matters.

Man ifører sig brillerne Oculus Rift og et par hørebøffer og så begynder en rejse, som, fordi man netop har oplevet Willumsens bjerglandskaber i 2D, griber fat i hans syner og visioner og folder dem ud i en svimlende og ret skræmmende 3D-oplevelse.

Kommentarer

Del artiklen

'Willumsen i kropslig dialog'

Facebook