In a land of myth and a time of magic…

In a land of myth and a time of magic…

Sheila Hicks: Escalade Beyond Chromatic Lands, 2016-2017. Foto: Judith Schwarzbart

Vis billedserie

Den internationale hovedudstilling på dette års Venedig Biennale, Viva Arte Viva, bryder med et mangeårigt forsøg på at sætte kunsten i spil i forhold til specifikke tendenser og problemer i samtiden. I år søger udstillingen snarere at indkredse kunstnerens særlige plads og kunsten som et særligt domæne. Det er en let fordøjelig og unødvendig indadvendt udstilling, som er struktureret omkring banale sammenhænge. Alligevel byder den på skønne kunstoplevelser og eftertænksomhed, hvis man giver sig tid til at opdage det, der findes under overfladen.

Viva Arte Viva er en omfattende udstilling, der som tidligere år breder sig over både den centrale udstillingspavillon i Giardini og en lang række af haller i det forhenværende skibsværft Arsenale. Udstillingen er struktureret i ni pavilloner, der kan betragtes som kapitler med forskellige titler.

Mladen Stilinović:
Artist at Work
, 1978 og Artist at Work- again, 2014. Courtesy: La Biennale di Venezia

Kunsten som ikke-produktivitet
Åbningskapitlet (Giardini), der hedder The Pavilion of Artists and Books, indledes blandt andet af en række fotos af kunstneren Mladen Stilinović (1947-2016), der tager sig en lur på museumsbænken. The Artist at Work hedder værket, som er en performance, han har gentaget adskillige gang siden 1978. For den kroatiske kunstner er dette ikke blot en leg med ord og den traditionelle modsætning mellem søvn og arbejde. For ham er det en dyb politisk handling, en modstand mod et produktivitetsregime, som ikke er hensigtsmæssigt for kunsten eller for mennesker, som har brug for fordybelser, flyvske tanker, drømmens kraft og det mærkelig rum, der eksisterer mellem drømmen og den vågne, klare tanke. Værket handler også om, hvordan kunstneres arbejdsliv gennemsyrer hele tilværelsen med grænseløst arbejds- og fri(-)tid.

I forlængelse af dette møder man Behold Man! – et (formentlig) selvportræt af den væsentlig yngre Los Angeles-kunstner Frances Stark. På en stor tegning/collage ligger en kvinde henslængt på sofaen omgivet af kunst og populærkulturelle referencer som 50 Cent. Her er vi ovre i et andet univers, hvor fremvisning og selvfremstilling (exhibition/exhibitionisme) har fået nye betydninger gennem elektroniske og sociale medier. Når man når til kunstnerparret Yelena Vorobyeva og Viktor Vorobyevs værk The Artist is at Sleep (1996), er man så ved at blive lidt træt af et tilsyneladende ens udsagn – også selvom parret kommer fra Kasakhstan.

Kunstneren som kulturens fornyer
Her er et af problemerne i udstillingens meget enkle sammenstilling af på overfladen relaterede værker. Der står en enkelt seng, med antydningen af et menneske i sengen, hjemmeskoene er sat under sengen. Det ligner en performance, men det er det ikke. På væggen hænger et traditionelt broderet vægtæppe med en skrydende kronhjort ved skovsøen. Her bliver leget med det paradoksale – ikke uden en hvis portion humor og ironi. Kunstneren skal skræve over mange kulturelle kløfter og forestillinger (for ikke at sige myter), skal både repræsentere sin kultur og forny den. Over sengen står en tekst skrevet med kyrilliske bogstaver, men oversat til engelsk: ”To Wake Him, to shake him, to urge to conform to his time is an utterly useless endeavor. (…) Well don’t let the moment slip. His effort may result in a great masterpiece”.

En lignende problematik kommer til udtryk i Taus Makhachevevas video Tightrope (2015). Her transporterer en person en mængde klassiske og moderne malerier over en spektakulær kløft angiveligt i den autonome russiske republik Dagestan. Det er en balancegang på en tynd line, en halsbrækkende og absurd handling. Den knap en time lange video peger på den ene side på politiske og kulturelle problemer omkring skiftende regionale grænsedragninger og på den anden på spørgsmål omkring, hvordan vi håndterer kulturarv. Det sidste er et andet tema, som dukker op mange gange i den omfattende udstilling, ikke mindst i The Pavilion of Traditions.

Den første pavillon undersøger lige så meget kunstnerisk aktivitet som inaktivitet, lige så meget det poetiske rum som det mondæne, hverdagslige. Kunstnerens værksted bliver således symbol på aktiviteten. Således er Dawn Kaspers atelier flyttet ind i udstillingsrummet. Her arbejder kunstneren under hele udstillingsperioden. Rummet bærer præg af en mangfoldig praksis, blandt andet tegninger, collager, kostumer og musik-lydværker, som også gerne realiseres i samarbejde med kolleger. Men kunstnerrollen er intakt.

Olafur Eliasson: Green Light – An artistic workshop, 2017. Foto: Judith Schwarzbart

Kunst som værdicirkulation
Her overfor står Olafur Eliassons velgørenhedsprojekt Green Light – An artistic workshop, hvor grænserne for værket, som vi kender det i praksis, er udfordret. En krystalformet lampe bliver her produceret af frivillige (publikum og flygtninge mv.) og solgt til udstillingens gæster. Værket udøver en særlig slags entreprenørskab, som trækker både på kunstsystemets organisering og værdisætning og på filantropiens logik og muligheder. Her cirkuleres økonomi og ikke-monetære værdier, der sker en udveksling i tjenester og modydelser som rådgivning og undervisning, lamperne produceres primært af genbrugsmateriale, og endelig bliver de solgt med et overskud, der støtter sprogundervisning for flygtninge. Således indskriver Eliassons projekt sig i cirkulationssystemer og sigter samtidig mod et ideal om økologisk og social bærerdygtighed.

Hassan Sharifs gestus med værket Supermarket (2016) gør på en måde det diametralt modsatte. Han tager materialer ud af cirkulation i en elegant kritik af forbrugskulturen. Gennem bearbejdning af konsumkulturens affaldsproduktioner ophober han små skulpturer, som i omfang og præsentationsmåde mimer varer, ikke fordi de udtrykker nogen indlysende funktion, men fordi de er forførende og smukke og præsenterer sig som opnålige begærsobjekter.

Glæder og sorger
I en tid, hvor kollektiv angst fylder så meget, er det overraskende, at Pavilion of Joys and Fears fokuserer på det enkelte menneskes eksistentielle følelsesliv. Her støder man på Firenze Lai fra Hong Kong, hvis malerier har en sær næsten Munch-agtig melankoli. Man støder også på Andy Hopes sci-fi-fantasier og Sebastián Díaz Morales’ mega videoværk af en frit svævende mand i et sfærisk skumringslys. I dette kapitel er der overraskende momenter, som Tjekkiske Lubos Plnys anatomisk inspirerede tegninger af kroppe, halvt dyr, halvt menneske, og kroppe, der mødes i elskov eller skilles i en fødsel. Men mere end en videnskabelig fremstilling står vi med en sær, surrealistisk repræsentation af kroppen som en slags kortlægning, hvis princip dog fortaber sig.

Luboš Plný:
Untitled
, 2010-2015. Courtesy: La Biennale di Venezia

Fællesskaber
Det fælles bliver tema i Pavilion of the Common, som måske ikke overraskende åbner med en kunstner, som var med til at definere den deltagebaserede kunst i Storbritannien i sentresserne. Nemlig den pakistanskfødte Rasheed Araeen. 100 structural Cubes består af kulørte, åbne strukturer, som kan omarrangeres i det uendelige som skulpturer uden en endelig form.

Det kollektive er i dette kapitel et terapeutisk og healende rum. Som Marcos Ávila Foreros rørende videoværk, hvor kunstnere Atrato øver den svære kunst at tromme på vandet i floden med en gruppe afro-columbianere, der bor i regnskoven. Trommeteknikken, som har både rituel, kommunikativ og musikalsk betydning, har kunstneren hentet fra Congo, men engang, var det et ritual, som fandtes både i Afrika og Latinamerika. Som sådan både genopfører og genintroducerer kunstneren et stykke ”tabt” performativ kultur, hvis nye og mulige betydninger endnu ikke er helt klar. Men for beskueren kan performancen let aflæses for dens musikalske stræben.

Det planetære perspektiv
Pavilion of the Earth udvider det menneskelige fællesskab med den samlede biologiske og mineralske mangfoldighed. Her springer Julian Charrières saltsøjler i øjnene som særligt smukke. De stribede lag af aflejringer fremstår et sted mellem menneske- og naturskabte. Future Fosiles Spaces er bogstavlig talt udvundet af jorden. Søjlerne har en forbindelse til kunstnerens undersøgelse af Lithium-udvinding, som spås at være aftageren til olien som fremtidens energikilde.

Julian Charrière: Future Fosiles Spaces, 2017. Foto: Judith Schwarzbart

Det er dog med den bagside, at det er et yderst sjældent stof, som indgår i det fleste af vores elektriske apparater og efterlader jorden skadet, hvor den udvindes. Denne dimension står i åbenlys kontrast til søjlernes skulpturelle kvaliteter og kultiske aura.

Traditioner forhandles
Forholdet mellem tradition og fornyelses forhandles flere steder i den omfattende udstilling. I første sektion havde vi set Ciprian Muresan ophobe kunsthistorien lag på lag af hans håndtegnede oversættelser af middelalder- og renæssancemestre.

I Pavilion of Traditions møder vi Anri Salas All of a Tremble – en overdimensioneret spilledåse, som afspiller mønstret fra to forskellige tapeter. Dvs. formen på ornamentet er oversat til lyd på den mest direkte fysiske måde. Oveni denne dobbelthed afspilles mønster ét af gangen på spilledåsens små tapper, som i hver ende er stemt i en henholdsvis orientalsk og vestlig toneart. Det bliver forunderligt klangfuldt og fremmedartet på samme tid.

Anri Sala: All of a Tremble (Encounter I), 2017. Foto: Judith Schwarzbart

Kunstens sanselige udspring
Med de følgende kapitler, Pavilion of Shamans, Dionysian Pavolion, Pavilion of Colours, Pavilion of Time and Infinity, bliver værkerne stadig mere abstrakte. Man kan trække sig tilbage i shamanens hule i Ernesto Netos hængende stofkonstruktion, eller overvære en forunderlig fødsel, hvor hulen er blevet selve menneskets ophav og livmoder i Pauline Curnier Jardins videoinstallation Grotta Profunda. I en absurd, morsom og tankevækkende fortælling opløser værket antagede modsætninger mellem natur og menneske, mellem kønnene, mellem moder og afkom.

Som et slags dramaturgisk endepunkt, for enden af Arsenales lange passage af værker og rum, af flydende forløb og blindgyder, hænger Sheila Hicks’ farverige skulpturelle tekstilværk. Et værk, der mest af alt ligner forstørrede klumper af farve, som stadig mangler at blive revet til det fineste pigment. Her er materialitet og håndværk på spil, men i dette forløb bliver farvens suggestive kraft nærmest en åbenbaring, en kulmination på en sansemættet vandring.

Viva Arte Viva er en hyldest til kunst. Kunsten som sådan. Værkerne er fulde af fortællinger om stort og småt. Alle har en håndgribelig, sansebar dimension. Man kan godt finde værker med noget på hjertet, et filosofisk, etisk eller politisk budskab gemt i poesien, men det er formen, materialet og håndværket, der står centralt, som et fælles og organiserende princip. I store træk præsenterer udstillingen et klassisk moderne kunstbegreb – Eliassons værk er en undtagelse. Her er ingen arkiver (som foregående år) og eventuelle aktivistiske træk er drevet af en drømmende spiritualisme. Det er en udstilling, der bringer glæde mere end bekymring. Den hylder kunsten og livet, men giver os ikke mange redskaber til, hvordan vi skal overleve i eller forstå den tid, vi lever i.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'In a land of myth and a time of magic…'

Facebook