Gallerirevy København: Marmorgrotesker, klimakrise og rejsemani

Gallerirevy København: Marmorgrotesker, klimakrise og rejsemani

Kevin Francis Gray, installationsview, Andersen's Contemporary. Foto: Morten K. Jacobsen

Groteske marmorskulpturer og virtuose malerier om den akutte klimakrise møder motivhungeren hos den rejsende kunstner. Det slår gnister på den københavnske galleriscene, hvor barren er lagt højt.

I de senere år lægger gallerierne barren stadig højere i takt med den stigende interne konkurrence, det internationale udsyn og deres staying power i kraft af private samlere, fonde og institutioner, som investerer massivt i billedkunsten. Mange gange er der tale om genuine museumsudstillinger i den lille skala. De er kurateret professionelt, og undertiden ledsages de endog af mindre kataloger.

Denne måneds gallerirevy bringer os vidt omkring, hvad angår kunstneriske udtryk, tematikker og materialer, men også rent geografisk. Vi starter med en udstilling med den irske skulptør Kevin Francis Grey (f. 1972), som for første gang udstiller solo i Skandinavien. Han er en klassisk skolet, figurativ billedhugger, hvis værker i allerhøjeste grad har paralleller til hans ældre dansk-tyske kollega Christian Lemmerz (f. 1959), idet begge kunstnere rebearbejder den klassiske marmorskulptur og fører den ind i mørket, hvor gru, dødsangst og dunkle kræfter hersker. Desuden henter de begge materialer og ekspertise i den toscanske marmorby Pietrasanta.

Kevin Francis Gray, installationsview, Andersen’s Contemporary. Foto: Morten K. Jacobsen

Greyzones

I det første rum finder vi bl.a. fire mindre relieffer i hvid marmor foruden to større portrætbuster – en hvid og en sort. Den sorte Skæggede mand optræder over for Ung mand i hvid Carrara-marmor. Det er grotesk-forvrængede fremstillinger af den menneskelige fysiognomi. Grey giver det en plasticitet, som man nærmest skal tilbage til de gamle grækere for at genfinde.

I reliefferne vil han noget andet. Flygtige spor aftegner sig, som havde han trukket streger op med fingeren gennem et vådt materiale, der ligner flødeskum eller gips. Således spiller Grey effektivt på vores forventninger til, hvordan det hårde marmor normalt optræder. Hans halvt udførte skitser, der lader os ane en skulder og en hofte i marmorets overflade, står i deres ufuldkommenhed og foreløbighed i stærk kontrast til marmorets bestandighed og hårdhed.

Kevin Francis Gray, installationsview, Andersen’s Contemporary. Foto: Morten K. Jacobsen

I rummet ud mod gaden kan man opleve Greys 4×4 meter store arbejdsbord, hentet direkte fra atelieret i London. Det er et kunstnerlaboratorium – et ”tableau vivant” med såvel værker under udarbejdelse som færdige værker i ler, gips, sten, bronze og marmor. Der er et mylder af figurer og detaljer, der viser Greys arbejdsmetoder og de mange motiver, som han har i spil. Der er portrætbuster, en stående figurgruppe og et sort og et hvidt hoved i 1:1, der på uhyggelig, Lemmerzsk vis er indhyllet i et kvælende klæde – et ligklæde? Grey trigger på en overraskende måde vores forventninger til marmorskulpturen og giver den en ny plasticitet. Han tvister den i retning af den italienske groteske tradition fra 16. og 17. århundrede, men med et samtidskunstnerisk afsæt.

Kevin Francis Grey. Andersen’s Contemporary. Til 29. november.

Klimakatastrofe

Eske Kaths (f. 1975) nye udstilling består nok en gang af et katastrofescenario. Denne gang handler det ikke om vulkankatastrofer, tsunamier og pludselig død, men om klimakrisens værste konsekvenser: Drivhuseffekten med de stigende varmegrader. I gallerirummet står en række klapstole og to parasoller, som signalerer beskyttelse. Men som billederne (og titlerne) viser, så kommer beskyttelsen en postgang for sent, for vandet flyder, alt imens solen udsender sine dødbringende, varme stråler.

Man bemærker, at Kath har indfarvet de rå lærreder i nogle varme, douce farver, der får motiverne til at gløde yderligere. Alle malerier er malet i år – tyve i alt, hvoraf to er i monumental størrelse (henholdsvis 205 x 330 og 205 x 390 cm). På udstillingen varmer han op til sin kommende solo, der åbner på Trapholt til januar.

Eske Kath: The Fundamental Certainty From Where I Sit. Installationsview, Galerie Mikael Andersen. Foto: Jan Søndergaard

Kath har i disse nye værker skærpet sit formsprog. Malerierne er æstetisk raffinerede som altid. De er fortsat semi-abstrakte og leger med popkunstens flade greb og stærke farver, men de nye værker ”abonnerer” i højere grad på stiliseringer, inspireret af især den klassiske japanske kunst. Der er et clash mellem motivernes dystopiske tema og den skønhed, som er lagt i deres kunstneriske udformning.

I 2003 viste Kath udstillingen My Tsunami i 2003, også i Galerie Mikael Andersen – det var første gang, de fleste danskere stiftede bekendtskab med dette japanske ord. Kun et år efter – den 26. december 2004 – kom ordet på alles læber, da en voldsom tsunami ramte Sydøstasiens kyster og berøvede næsten 300.000 mennesker livet. Heraf en del skandinaviske turister, der fejrede julen i Thailand.

Eske Kath: The Fundamental Certainty From Where I Sit. Installationsview, Galerie Mikael Andersen. Foto: Jan Søndergaard

Nu er katastroferne rykket tættere på og er ikke længere bare naturskabte – og hvor mange turister sidder ikke i badetøj under parasollen og nyder varmen uvidende om, at katastrofen rykker stadig tættere på?

Eske Kath: The Fundamental Uncertainty from Where I Sit. Galerie Mikael Andersen. Til 8. december.

Til Caribien og kloden rundt

Maleren Jules de Balincourt (f. 1972) er født i Frankrig, vokset op i Californien, men bor i dag henholdsvis i New York og i kystbyen Malpais i Costa Rica, hvor han er ved at opføre et atelier og et kunstnerrefugium. Det er fra sidstnævnte sted, at han har hentet sine nye, farvestærke malerier med motiver af et paradisisk liv i den frodige tropenatur. Man ser med det samme, at han er en mesterlig kolorist, og at han betræder kendte spor i sin kunst, som tydeligvis er i ”familie” med Gauguin, Willumsen og især kollegaen Peter Doig. Også denne holder til i troperne, nemlig i Trinidad, der ligger ud for Venezuela, og også han dyrker tilsvarende tropiske naturmotiver.

Jules de Balincourt: Sea Dreams, 2018. Olie på træ. Foto: Farzad Owrang

Tropevisioner

Det er første gang, de Balincourt udstiller i Skandinavien, men han er et spændende bekendtskab, selv om han ikke er så nyskabende som Peter Doig. Men mindre kan også gøre det, og der er tydelige forskelle, når man kigger nærmere efter: Han maler intuitivt med olie på træ i tynde lasurlag, der langsomt kalder et motiv frem på fladen, som han ikke vidste noget om, da han påbegyndte arbejdet. Her ser man en rød djævel med en trefork på en blå-grøn ø, dér en gruppe mennesker – flygtninge eller turister? – der synes strandet på en øde ø. Dér står en lille, hvid hest helt isoleret i en blå jungle som en drøm om at ride væk, dér glider en grøn sejlbåd med et mandskab af unge mennesker gennem det grønne hav på baggrund af en lyserød himmel og blå bjerge. Der er også en række stærkt koloristiske kvindeportrætter, som går i et med farverne, som var der tale om en fotografisk dobbelteksponering.

Det er en saftspændt, tropisk palet, og malerierne er tindrende smukke. Måske lidt for smukke og lidt for modstandsløse og lækre? Værkerne kan også læses som et eskapistisk forsøg på at undslippe den rationelle, grå, amerikanske hverdag med alt det politiske idioti, der foregår i Staterne for tiden.

Ét år – en verden

Det er sjette gang, at fotografen og skribenten Erik Steffensen (f. 1961) udstiller solo i galleriet. Fotografierne er taget med iPhone i løbet af et år – fra oktober 2017 til september 2018. De viser en imponerende rejseaktivitet – og hvilken CO2-synder er denne naturelskende kunstner ikke! Han har fotograferet i Tokyo, Patagonien, Grønland, Himalaya, Tyskland, England, Østrig – og også i Humlebæk, Stevns og på Møn. Fotografierne besegler nok engang Steffensen som et raffineret øjemenneske. Fotografierne har samtidig fået en stoflighed og en evighed, da de er printet på mat Somerset-papir, som står i kontrast til den snapshotagtige metode, hvormed de er taget.

Erik Steffensen: Sisimiut, Grønland, 2018

I sine nye værker hylder Steffensen guldaldermaleren J.Th. Lundbye, som i sine skitser havde forkærlighed for et bredt spektrum af marginale ting, ofte hentet i hverdagen. På tilsvarende vis har Erik Steffensen blik for motiver, der ikke altid ses, men som er værd at se. De føjer sig til en uendelig række af lignende motiver, der ligger som en billedbase i baghovedet på de fleste af os. Men selvom de virker genkendelige, så rummer de en række overraskelser – som den grønlandske slædehund Gadaffi, der ligger på ryggen i sneen, den orange karpe i tempelhaven i Kyoto, søløverne, der sidder som perler på en snor ved Verdens ende i Patagonien etc. Men de kan også være hjemlige som stearinlyset i vinduet i Steffensens hjem på Stevns, det ensomme træ ved Vallø og det festligt dækkede langbord på terrassen ud for Bådehuset på Louisiana. Disse hurtige billeder, som vi alle går rundt og tager med vores mobiltelefoner, rummer paradoksalt nok noget af malerkunstens langsomhed. Med deres naturromantiske anslag er de en hyldest til tilværelsesunderet, til verden og til livet.

Jules de Balincourt: One Island, Many People. Erik Steffensen: Et år/A Year. Begge i Galleri Bo Bjerggaard. Til 12. januar 2019. Rigt illustrerede kataloger med tekst af henholdsvis Christian Viveros-Fauné og Naja Rasmussen. Kr. 40.

Del artiklen

'Gallerirevy København: Marmorgrotesker, klimakrise og rejsemani'

Facebook