Ugens Kunstner: Ann Linn Palm Hansen

Ugens Kunstner: Ann Linn Palm Hansen

Ann Linn Palm Hansen. Foto: Mons Studio.

Med en forskers grundighed arbejder Ann Linn Palm Hansen med billedets sprog og lovmæssigheder i en undersøgelse af optiske og visuelle fænomener, som foregår i spændingsfeltet mellem det systematiske og det legende.

Billedkunstner og forfatter Ann Linn Palm Hansen er uddannet industriel designer på Designskolen Kolding og på Design Academy Eindhoven. Det afspejler sig i hendes kunstneriske praksis, hvor den klassiske, tekniske tegning, der viser hvordan et emne ser ud fra tre forskellige vinkler, danner afsæt for værkerne. Med matematisk systematik undersøges muligheder, der ligger i linjen, formen, farven, men også de muligheder, der byder sig til i fejlen, folden og pausen. Med en forskers grundighed og et væld af materialer forsøger hun at trænge ned i billedets sprog og lovmæssigheder, og alle eksperimenter indgår i en større undersøgelse af optiske og visuelle fænomener.

Via blæktegninger og akvareller undersøger Palm Hansen forbindelser imellem form og farve. Eksempelvis i forløb, der ses som animeret værk på websitet www.shape-color.website (2019), som igen baserer sig på kunstbogen (Shape, Color) Riso I (2019). Begge værker betoner vigtigheden af selve undersøgelsesprocessen og efterlader konklusion og tolkning som dét, der opstår imellem tegningerne.

Ann Linn Palm Hansen: (Shape, Color) Riso I, 2019. Foto: Mons Studio.

System og gentagelse

Ann Linn Palm Hansen dyrker systemet og gentagelsen, som hun afprøver i forskellige materialer og formater. Det ses bl.a. i værket Tekstil (2020), som er et 16 meter langt, digitalt vævet værk med mønstre fra udvalgte motiver fra serien Series of 134 (2014-2020). Igennem vævens vandrette og lodrette tråde, der væver sig over og under hinanden, skabes der nye strukturer og mønstre, der afbilleder nyfortolkninger af farveteorier, som vi eksempelvis kender dem fra Bauhaus, Ittens og Goethe.

I værkerne Fotoner I-IIII (2020), der er en 1:1 skitse til et tapet lavet i samarbejde med den amerikanske virksomhed Maharam, undersøges forbindelsen imellem håndtegningen og det digitaliserede produkt i et værk, der samlet måler 3 m x 4,5 m, og som kan sammensættes og forskydes, så nye former opstår mellem arkene.

Ann Linn Palm Hansen: Fotoner I-IIII, 2020. Foto: David Stjernholm.

I 2021 stiftede den danske kunstverden bekendtskab med Palm Hansens undersøgende blik i hendes skønlitterære debut Igennem landskaber udgivet på Asger Schnacks Forlag. Igennem landskaber er en kunstnerroman, der gennem et ærligt og insisterende blik vender og drejer genstande, farver og mennesker foran sig, for samtidig at inkludere tvivlen i det undersøgende og nytænkende.

Ann Linn Palm Hansen: Fibonacci I, 2021. Foto: David Stjernholm.

Optiske virkninger

Palm Hansen arbejder med de optiske virkninger af form og farve, og hvordan dette forhold både kan omsættes til tegninger i 2D og i tredimensionelle skulpturer. På udstillingen Light & Space hos Copenhagen Contemporary, viste Palm Hansen papirskulpturen Fibonacci I (2021) og de væghængte serier, Series of 32 (2018-2021) og Series of 134 (2014-2020) – alle tegnede værker på 300g bomuldspapir med akvarel/ akryl-blæk. Studier, der bliver gjort fysiske i Cube I (2023), der med lag af farvet mundblæst glas, giver det, der på papiret var en tanke, fysisk manifestation i lys og skygge.

Gennemgående for Ann Linn Palm Hansens værker og praksis er en dogmatisk og matematisk tilgang, der samtidig inkluderer en frihed til at afsøge dét, der opstår uplanlagt og bliver en teori i sig selv. Det er netop i denne kombination – i spændingen mellem det legende og det systematiske – at magien sker, og dét bidrager til at intensivere oplevelsen af dynamik og bevægelse på billedfladen eller i rummet.

I arbejdet med glas ses eksempler herpå i serien Glas-objekter (2022), hvor Palm Hansen lader en forbindelse imellem stram geometri og produktionens tilfældigheder opstå. Dette sker i fremstillingsprocessen ved eksempelvis ikke at korrigere under frigørelsen af glasset fra formen, så det varme glas strækkes, så noget asymmetrisk og ikke-kontrolleret opstår i den endelige form.

Se portfolio nedenfor

Ann Linn Palm Hansen: FOR DET MESTE, Installationsview, Munkeruphus, 2023. Foto: David Stjernholm.
Ann Linn Palm Hansen: FOR DET MESTE, Installationsview, Munkeruphus 2023. Foto: David Stjernholm.
Ann Linn Palm Hansen: FOR DET MESTE, Installationsview, Munkeruphus, 2023. Foto: David Stjernholm.
Ann Linn Palm Hansen: Cube I, 2023. Foto: David Stjernholm.
Ann Linn Palm Hansen: Cube II, 2023. Foto: David Stjernholm.
Ann Linn Palm Hansen: FOR DET MESTE, Installationsview, Munkeruphus, 2023. Foto: David Stjernholm.
Ann Linn Palm Hansen: Tekstil, 2020 og Glas-objekter, 2022. Foto: David Stjernholm.
Ann Linn Palm Hansen: Tekstil, 2020 og Glas-objekter, 2022. Foto: David Stjernholm.
Ann Linn Palm Hansen: Tekstil, 2020 og Glas-objekter, 2022. Foto: David Stjernholm.
Ann Linn Palm Hansen: Series of 134, 2014-2020. Fra Light & Space, Copenhagen Contemporary, 2021-22. Foto: David Stjernholm.
Ann Linn Palm Hansen. Installationsview, Light & Space, Copenhagen Contemporary, 2021-22. Foto: David Stjernholm.
Ann Linn Palm Hansen: Igennem Landskaber, 2021. Foto: Mons Studio.
Ann Linn Palm Hansen: Igennem Landskaber, 2021. Foto: Mons Studio.
Ann Linn Palm Hansen. Foto: Mons Studio.

Del artiklen

'Ugens Kunstner: Ann Linn Palm Hansen'

Facebook