Munkeruphus og Peter Holm modtager legater

Munkeruphus og Peter Holm modtager legater

Peter Holm: Skulpturgruppe ved Brombærstien i Odense, 2015. Udført for Odense Kommune og Statens Kunstfond. Foto: Torben Petersen

Udstillingsstedet Munkeruphus og kunstneren Peter Holm tildeles legater fra Maria og Victor Haagen-Müllers Fond for deres kunstneriske formidling og virke inden for den seneste tid.

Munkeruphus hyldes med et legat for “en fremadrettet, ambitiøs udstillingsprofil i krydsfeltet mellem kunst, arkitektur og design”, ligesom de senere års udstillinger med diverse samtidskunstnere, heriblandt Gun Gordillo, John Kørner, Kathrine Ærtebjerg og senest Charlotte Gyllenhammar, nævnes.

Fonden fremhæver desuden Munkeruphus’ mangfoldige bidrag til Nordkystens Kunst Triennale 2016 og stedets tematik omkring kunstneren Gunnar Aagaard Andersen, der i mange år boede og arbejdede på det tidligere kunstnerhjem, som baggrund for tildelingen.

Peter Holm (f. 1960), der netop har været udstillingsaktuel på Munkeruphus med udstillingen HOWDY PARTNER i samarbejde med hans hustru Karin Lind, hædres med et legat for sit kunstneriske virke.

Se vores billedserie fra HOWDY PARTNER her

Peter Holm og Karin Lind driver det kollektive projektrum t e k s a s nær Græsted, og i sit arbejde leger Holm især med formsproget og grænsefladerne ved bl.a. at inddrage elementer fra både industri- og popkunsten over maleri til almuedesign. Senest har han været aktuel i udlandet med soloudstillinger i både Australien og Japan.

Kilde: Gribskov Kommune

Del artiklen

'Munkeruphus og Peter Holm modtager legater'

Facebook