Howdy Partner!

Howdy Partner!

Peter Holm: Træ-træ, 2017. Foto: Torben Petersen

Munkeruphus’ aktuelle udstilling byder på installationer af kunstnerne Karin Lind og Peter Holm – både inde- og udendørs.

HOWDY PARTNER er første udstilling i en ny profil for Munkeruphus, der med afsæt i stedets historie som hjem og arbejdsplads for hybridkunstneren Gunnar Aagaard Andersen, fremover viser udstillinger, der udforsker grænsefeltet mellem billedkunst, arkitektur og design, eller som aktiverer det lokale kunstmiljø.

Læs vores nyhed om Munkeruphus’ nye udstillingsprofil her

Udstillingens værker er skabt til og på Munkeruphus af de lokale kunstnere Karin Lind og Peter Holm, der gennem de seneste år har ombygget en gammel fabrik udenfor Græsted til at blive hjem, arbejdsplads og projektrummet TEKSAS, hvor både de selv og gæstende kunstnere kan bo, arbejde og udstille under ét tag.

Udstillingen omdanner hele Munkeruphus’ førstesal til en totalinstallation med både ældre og nye, separate og sammenflettede værker af de to kunstnere, der forholder sig til stedet ud fra hver deres praksis som henholdsvis maler og billedhugger. Hovedparten af værkerne skabes på stedet og de udendørs arealer inddrages også som udstillingsrum.

Kilde: Munkeruphus

Nedenfor kan du se billeder fra udstillingen, der kan opleves frem til den 5. juni:

Karin Lind: Jakobsstige, 2017. Installation med indskudt loft-plateau af gulvbrædder og lister i Douglas-fyr. Foto: Torben Petersen
Peter Holm: Rundkørsel nr. 1, fra Mårum imod Græsted, Gilleleje, Valby og Helsinge, 2017.
Foto: Torben Petersen
Peter Holm og Karin Lind: HOWDY PARTNER, installationsview. Foto: Torben Petersen
Peter Holm: Græsted suiten, 2017. Foto: Torben Petersen
Karin Lind: Trappeinstallation af gulvbrædder i Douglas-fyr, 2017, og Peter Holm: Unfolded paintings, 2015. Foto: Torben Petersen
Karin Lind: Komprimeret Arv, 2016. Bearbejdet brudekiste. Courtesy Kunstmuseet Brundlund Slot

Karin Lind (f. 1969) har i en årrække udforsket skulpturens væsen igennem foto, tegning og store arkitektoniske interventioner, hvor hendes analyse af rum og menneske danner nye veje for aflæsning af skulpturens væsen. Karin Lind er en flittig udstiller i ind- og udland og har senest markeret sig med en soloudstilling på Kunstmuseet Brundlund Slot.

Peter Holm (f. 1960) arbejder med maleriet i en udvidet form, hvor der ikke skeles til faggrænser. Maleriets grund-substanser trækkes frem og bruges i et kompakt formsprog. Peter Holm har i de senere år markeret sig med soloudstillinger i udlandet på markante udstillingssteder i bl.a. Japan og Australien.

Kom med HOWDY PARTNER on tour! Karavanen starter søndag den 28. maj kl. 15 med omvisning i udstillingen på Munkeruphus og fortsætter til projektrummet TEKSAS udenfor Græsted, hvor Karin Lind og Peter Holm byder indenfor i deres spændende hjem og værksted. Læs mere om arrangementet her

Del artiklen

'Howdy Partner!'

Facebook