Nat og dag på Munkeruphus

Nat og dag på Munkeruphus

Charlotte Gyllenhammar: Hang VI, 2006. Pressefoto

På Munkeruphus i Dronningmølle har man netop skudt et nyt udstillingskoncept i gang, hvor man de kommende år vil præsentere værker af internationale, primært skandinaviske, kunsterne under den store tematiske hat: Udsyn. Første præsentation er den i Sverige meget anerkendte kunstner Charlotte Gyllenhammar, som nu for første gang præsenteres med flere værker i Danmark.

Det er lidt af en bedrift, at det lille udstillingssted Munkeruphus er det første sted i Danmark til at vise en separatudstilling med den svenske kunstner Charlotte Gyllenhammar. Det er lykkedes Line Kjær, der i 2016 afløste Birthe Laursen som kunstnerisk leder, at lave en smuk præsentation af Gyllenhammar. Hendes værker gør sig godt i store rum, og det har man ikke i Aagaards gamle stemningsfulde villa, men til gengæld kan det intime format også noget.

På vej op ad trappen mødes man af to små piger, der sidder og stritter med deres bare ben i små sko med fine spænder og gammeldags, fine kjoler. De ser på dig, du ser på dem. De er støbt i sort voks, tror jeg, og de befinder sig et foruroligende sted mellem dukken og barnet med deres udtryksløse, store skaldede hoveder, der står i kontrast til det ellers lidt søde og lillepigede. Som så de på dig fra en fjern og ret skræmmende, ensom barneverden.

Charlotte Gyllenhammar: The Smallest of Us, 2009. Pressefoto

Det omvendte træ
Charlotte Gyllenhammar er født i 1963 og fik for alvor kunstnerisk opmærksomhed i 1993 med værket Die for you, som var et stort egetræ, hængt omvendt op med rødderne strittende op mod himlen over Sergels Torg i Stockholms modernistiske og, vil nogen mene, fejlslagne bycentrum.

Siden har hun udstillet rundt omkring i verden, mens hun i Danmark kun har været med på enkelte gruppeudstillinger. Gennem det seneste ti år har hun udført flere store udsmykningsopgaver i Sverige, heriblandt et Raoul Wallenberg-mindesmærke i Göteborg samt vandkunsten Mother (2014) and Child (2016) i Hyllie, Malmø. På det enestående udstillingssted Wanås i Sydsverige kan man se en permanent installation, hvor hele Gyllenhammars atelier er vendt på hovedet (Svindel/Vertigo, 2002).

Charlotte Gyllenhammar: Whiz, 2016. Foto: David Stjernholm

Skjult i kjolens dyb
Barnefiguren går igen i Gyllenhammars oeuvre i form af variationer af skulpturer med små, flyverdragtsklædte børn, som på den ene side kunne ligne helt almindelige vinterbørn, på den anden side har noget urovækkende over sig, som var de uskyldige ofre i et koldt og fremmed samfund.

Hendes andet kendte greb går igen tilbage til det ophængte træ. I mange værker, både skulpturelt og i videoprojektioner, har hun arbejdet med motivet kvinde i kjole. På Munkeruphus kan man både se motivet folde sig ud i video og skulptur. En sort figur bestående af en kegleformet basis og to tynde ben strittende op mod loftet. Det kunne være abstrakt, men det er en kvinde med en stor kjole, der står på hovedet, således at kjolen falder ned over hovedet og dermed skjuler hendes identitet. Tvillingefiguren ser ud til at være ved at forsvinde ned gennem gulvet, og man ser direkte ned i den omvendte kegle, hvor kvindens hoved er ved at forsvinde i skørternes mængde.

Installationsview fra Charlotte Gyllenhammar: Natt och Dag på Munkeruphus. Foto: David Stjernholm

Night Ascend og Night Descend, begge fra 2014, er lavet af en blanding af akryl og krystal og efterfølgende behandlet med sort benpigment. På væggen hænger hvide, let slørende fotografiske værker, hvor en hængende kvinde med en kæmpekjole om ørene, der med sine bølgende flæser og bånd mest af alt får en til at tænke på en musling eller et andet gådefuldt havvæsen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Jane Campions vidunderlige film The Piano fra 1993, hvor den døvstumme Ada til sidst synker med sin store kjole, der folder sig ud som en stor og mægtig blomst, som i sidste ende holder hende nede.

Gyllenhammars kjoler kan handle om mange ting, men for mig vækker de følelsen af noget, som man ikke kan komme fri af. En smuk og også besværlig mental tyngde, som, uanset hvilken position man stiller sig i, lægger sig omkring en og forvirrer ens udsyn. Der behøver ikke at være ubehageligt derinde i kjolens gemmer, i videoernes versioner er stoffet ligefrem luksuriøst og silkeblødt, men frit udsyn og fri bevægelse har man ikke.

Charlotte Gyllenhammar: Knäveck, 2003. Foto: David Stjernholm

Uskyld og ensomhed
Et helt rum er viet til værket med den svenske titel Knäveck (2003). En lille, hvid pigefigur, der hænger i en knæene i en rebstige over en tyk, blå springmadras. Hun er støbt i polyester og har samme let lukkede anonyme ansigt, som man kender fra Gyllenhammars børnefigurer. Et rørende element er den lille hårpisk og den tynde guldkæde, hun bærer om halsen. ”Lycka” står der på den.

Når jeg ser på den lille gymnast møder jeg mig selv som lille pige. Følelsen af det hårde træ mod de fugtige knæhaser og forestillingen om den lille amulet, der skal bære en sikkert ud mod voksenlivet og alle de fremtidige trapezer, man skal manøvrere i.

Det handler om oplevelsen af at være udsat, at stille sig – nøgen, som det vel føles uanset, hvordan man griber det an – frem i den metaforiske manege og bare håbe på, at man ikke får brug for madrassen under sig.

Charlotte Gyllenhammar kan opleves i en artist talk på Munkeruphus den 31. august kl. 17.30.

Del artiklen

'Nat og dag på Munkeruphus'

Facebook