Trykkets genkomst

Trykkets genkomst

Billede fra den sydafrikanske kunstner Julie Mehretus omfattende værk Epigraph Damascus i 2016 ved Niels Borch Jensen. Foto: Niels Borch Jensen Gallery

Billedserie

Det grafiske tryk har fået fornyet status i billedkunsten og især blandt kunstnerne, unge som etablerede navne, der eksperimenterer på fuld kraft med eget udtryk i sammenspil med trykkets omstændelige og uforudsigelige processer.

Det grafiske tryk oplever en decideret revival. Det er åbenlyst og en logisk konklusion efter flere år med markant interesse fra kunstnerne herhjemme, og hvor flere og flere værksteder markerer sig med ambitiøse projekter og kunstnersamarbejder, og hvor flere og flere udstillingssteder lukker dørene op til trykkets mangfoldige udtryk.

På årets Art Herning kan man således få syn for sagen ved Atelier Clot, Bramsen & Brunholt, Printer’s Proof, Niels Borch Jensen og Steinprent fra Tórshavn med et væld af ambitiøse produktioner fra nogle af de mest profilerede kunstnere herhjemme.

Back to basics. Papir, sten og farve. Foto: Steinprent

Men det grafiske tryk har haft en lang vandring gennem kunstens historie. Allerede i 800-tallets Kina skar man billeder på træplader og overførte billederne til papir via trykteknikker, og i Europa er der eksempler på grafiske tryk fra slutningen af 1300-tallet. Sten, kobberplader, træ og andre hårde materialer har fungeret som en form for negativer eller datidens kunstharddiske.

Teknikker med lang historie
De grafiske teknikker har en lang historie op gennem europæisk kunsthistorie, og kunstnere som Andres Mantegna, Albrecht Dürer, Rembrandt Harmenszoon van Rijn, Francisco Goya, Henri de Toulouse-Lautrec og Edward Munch har været medvirkende til at grafikken har udviklet sig til en selvstændig kunstart. Og måske var Andy Warhols massive produktion (af især silketryk) i 70’erne og især 80’erne – her som en kommentar til samtidige brandingstrategier i masse- og popkulturen – også en medvirkende årsag til at trykket fik et kritisk potentiale i den nye kunst.

Grafikken kan groft sagt deles op i tre forskellige grafiske teknikker:

Først er der højtryksteknikkerne. Det kan være træsnit, xylografi eller linoleumssnit. Man skærer de partier bort, der i det færdige tryk skal fremtræde som ufarvede flader eller linjer. De ophøjede partier sværtes med farve, og i en trykpresse tages et aftryk på papir.

Dybtryksteknikkerne – kobberstik, stålstik, mezzotinte eller koldnålsradering – anvender graverede trykplader. I en koldnålsradering ridses motivet direkte i en metalplade med et spidst værktøj, hvorefter pladen indfarves og aftørres, så farven kun sidder i de graverede fordybninger på den blanke plade. Nu kan der tages et aftryk af pladens motiv i en trykpresse. I andre dybtryksteknikker anvendes syreætsende plader.

Plan- eller fladtryksteknikkerne litografi (stentryk) og offset. Endvidere anvendes serigrafi (silketryk), monotypi og glasradering.

I en dansk kontekst fik den grafiske kunst sin egen uddannelse, da Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1920 oprettede Grafisk Skole med Aksel Jørgensen som første professor. Det fik stor betydning for flere generationer af danske billedkunstnere, blandt andet kunstnere som Søren Hjorth Nielsen, Jane Muus og Palle Nielsen – sidstnævnte med efterkrigsdystopiske grafiske serier som Orfeus og Eurydike. I 1990’erne udviklede Eli Ponsaing (1922-2013), der var grafiker, fotograf og lektor på skolen, fotogravuren som dybtryksteknik. Den teknik er blevet en særlig praksis, som trykkere i Skandinavien især har forfinet (bl.a. Niels Borch Jensen). I dag er den grafiske afdeling på akademiet ledet af lektor Finn Naur Petersen (Laboratoriet for Dybtryk, Højtryk og Litografi) og lektor Lars Grenaae (Laboratoriet for Serigrafi og Risografi).

Finn Naur Petersen i værkstedet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Foto: kunstakademiet.dk

Trykket som eksperiment og politisk værktøj
Asger Jorn eksperimenterede livligt med grafikken og efterlod sig en omfattende produktion sideløbende med, hvad han ellers lavede, ligesom en række andre kunstnere, hvis primære virke foldede sig ud i andre medier.

Mange kunstnere har set grafikken som en demokratisk, billig kunstform, der kunne rettes til en bredere befolkning, og kunstnergrupper som Trykkerbanden, Røde Mor og Eks-Skolen dyrkede i 1970’erne i høj grad grafikken til at formidle politiske budskaber og som et led i en mere aktivistisk og selvpublicerende idé omkring kunstnerrollen. Det er også i denne tid, at trykkekunsten bliver allemandseje i form af kartoffeltrykket.

Fra Claus Carstensens arbejdsproces frem mod udstillingen Klaksvikaffærer (2013 på Nordatlantens Brygge) ved Steinprent i Tórshavn. Foto: Steinprent

Flere kunstnere i dag, som fx HuskMitNavn, Lise Harlev, Claus Carstensen, bruger lig Asger Jorn og den generation især trykket som et mere samfundsrettet og demokratiseret medie i kunsten, hvor mere direkte politiske dimensioner og budskaber ofte indtræder.

Afstand mellem kunstner og værk
For trykket og dets ofte ret omstændelige proces betyder det, at teknikkerne etablerer et afhængighedsforhold til en trykker – en decideret håndværker, der skal fungere som medspiller i de krævende tekniske processer.

“Det er jo en afstand mellem kunstneren og kunstværket, som for nogen gør det til mindre kunst og for andre er en fantastisk udfordring. Men lige meget, hvor meget erfaring man har, så skal man kunne forestille sig, hvad det er, man vil nå frem til,” forklarede Niels Borch Jensen i forbindelse med det portræt, vi bragte i 2012 på kunsten.nu.

Se en video fra processen bag verdens største farvelitografi af den danske kunstner Lars Nørgård ved Atelier Clot, Bramsen & Brunholt i Paris:

Produktiv udfordring
Borch Jensen går faktisk så langt, at han pointerer: “Det er et medie, der er meget arbejdskrævende, og jeg vil mene, at det kun er meget få, der faktisk kan lave helt fantastiske tryk. Men når man forstår hinanden, og kunstprocessen er optimal, kan man nærmest udkrystallisere en kunstners praksis i trykket. Man er nødt til at skære ind til benet.”

Det er måske netop det, trykket kan for kunstnerne: Skabe en udfordring, hvor man er nødt til at reflektere meget og grundigt over egen praksis og udtryk. Og der er som antydet rigtig mange, der har fået øjnene op for de frugtbare processer og samarbejder, som trykket fordrer som kunstnerisk medie, hvor man både må afgive noget kontrol, men også får en helt masse igen, som man ikke selv ville kunne opdyrke.

Esther Fleckner er en af de helt nyuddannede kunstnere, der særligt har kastet sig over trykket som medie. Her på Overgaden i forbindelse med hendes udstilling A closet does not connect under the bed, 2016, installationsview. Foto: Anders Sune Berg

Her er blot et lille udsnit af navne, som præger denne generation af kunstnere, der har revitaliseret mediet og også udfordrer de klassiske teknikker. Nogle med trykket som det primære og andre med trykket blandt flere medier:

Per Kirkeby, John Kørner, Tal R, Knud Odde, Julie Sass, Jasper Sebastian Stürup, Erik A. Frandsen, Cathrine Raben Davidsen, Svend-Allan Sørensen, Mads Thomsen, Lise Harlev, Esther Fleckner, Pernille Kløvedal Helweg, Kaspar Bonnén, Alexander Tovborg, Lise Harlev, Mads Thomsen, Lars Nørgård, HuskMitNavn, Morten Schelde, Camilla Thorup, Søren Andreasen, Katrine Ærtebjerg, Claus Carstensen, Julie Nord, Trine Boesen og mange flere kunne nævnes.

Om få år er der sikkert mange flere nye navne, der kan skrives til, og der er ikke noget som at følge et kunstnerisk felt i rivende udvikling, så det er på høje tid at hoppe på trykbølgen.

Art Herning 2018 kunne være en glimrende anledning.

Sceneprogram: Trykkets genkomst!

I weekenden 26. - 28. januar 2018 kan du møde kunsten.nu på Art Herning, hvor vi deltager med et sceneprogram om det grafiske tryks revival gennem de seneste år i billedkunsten. Vær med, når vores redaktør Matthias Hvass Borello taler med både kunstnere, der selv har kastet sig over mediet, og en af de deltagende trykkere, der konstant udvikler de klassiske teknikker.

Sceneprogram arrangeret af kunsten.nu:
Lørdag 27. januar kl. 13: Svend-Allan Sørensen
Lørdag 27. januar kl. 15: Julie Sass
Søndag 28. januar kl. 13: Jan Andersson (Steinprent, Tórshavn)

Billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Trykkets genkomst'

Facebook