Art Herning skydes snart i gang

Art Herning skydes snart i gang

Fra Art Herning 2017. Foto: MCH/Tony Brøchner


Kunstmessen Art Herning ligger lige rundt om hjørnet! Årets udgave løber af stablen den 26.-28. januar og har grafik som tema. Endnu en gang præsenterer kunsten.nu et sceneprogram.

Den årligt tilbagevendende Art Herning er arrangeret af Herning Kongrescenter og Dansk Galleri Sammenslutning (DGS). Siden 1997 har de sammen inviteret gallerister, kunstsamlere og elskere indenfor til en weekend i kunstens tegn.

Denne gang vil 42 danske gallerier være repræsenteret på messen, og med sig har de værker fra omkring 250 danske og internationale kunstnere – både nye og etablerede navne på scenen.

Erhvervsmand og kunstkender Mads Øvlisen åbner den 21. udgave af messen med en åbningstale fredag den 26. januar kl. 14.

Grafik som rød tråd
Gennem årene har Art Herning haft et særligt tema på messerne. De seneste år har det været fotokunst og udsmykning, og i 2018 er temaet grafik – et medie, som mange estimerede kunstnere gennem tiden har arbejdet med, og som i de seneste år har oplevet en decideret revival i billedkunsten.

Ifølge Gitte Johannesen fra Galleri Specta, formand for messens medarrangør Dansk Galleri Sammenslutning, er det specielt grafikkens kombination af den kunstneriske og håndværksmæssige proces og den tilgængelige prissætning, der gør det et interessant samlingspunkt for årets Art Herning:

”Oftest er grafiske værker skabt i et mindre og begrænset antal af nummererede udgaver, hvilket påvirker værkernes tilgængelighed prismæssigt. Det betyder også, at mange mennesker har muligheden for at erhverve sig værker af kunstnere, de ellers ikke ville kunne tilnærme sig. Man kan på den måde købe et værk af Erik A. Frandsen, John Kørner eller Per Kirkeby for få tusinde kroner. Picasso, Matisse og Jorn, som er uopnåelige for de fleste, bliver prismæssigt tilgængelige.”

Under årets tematik præsenterer kunsten.nu et sceneprogram, hvor redaktør Matthias Hvass Borello vil tale med de to kunstnere Svend-Allan Sørensen og Julie Sass om deres arbejde med grafik og trykker Jan Andersson om udvikling af de klassiske teknikker.

Læs vores baggrundsartikel om grafik her

Sceneprogram: Trykkets genkomst!

I weekenden 26. - 28. januar 2018 kan du møde kunsten.nu på Art Herning, hvor vi deltager med et sceneprogram om det grafiske tryks revival gennem de seneste år i billedkunsten. Vær med, når vores redaktør Matthias Hvass Borello taler med både kunstnere, der selv har kastet sig over mediet, og en af de deltagende trykkere, der konstant udvikler de klassiske teknikker.

Sceneprogram arrangeret af kunsten.nu:
Lørdag 27. januar kl. 13: Svend-Allan Sørensen
Lørdag 27. januar kl. 15: Julie Sass
Søndag 28. januar kl. 13: Jan Andersson (Steinprent, Tórshavn)


Del artiklen

'Art Herning skydes snart i gang'

Facebook