“Mine billeder bliver til som en slags performative fotografier”

“Mine billeder bliver til som en slags performative fotografier”

Sophia Kalkau: White Situation, 2013

Sophia Kalkaus tyste fotografier befinder sig mellem skulptur, performance og billede, og i det mellemrum skaber kunstneren plads til poesien og de mentale glidninger. Kalkau deltager i Kunsten.nu’s sceneprogram på Art Herning, der i år har fotografi som tema. Vi har talt med kunstneren om geometri, brønddybe fortællinger og hvide huller i billedet.

“Grundlæggende handler mine værker om transformation og forvandling, om metamorfose. Jeg eksperimenterer og forsøger at skabe værker, der kan glide mellem bestemt og ubestemt. Værker der kan blive til for øjnene af en”.

Således sætter Sophia Kalkau scenen for sin værkproduktion. Uddannet, som hun er som billedhugger, har hun manifesteret sig med skulpturelle objekter og installationer, der på en gang er båret af minimalistisk kortåndethed og dyb sanselighed.

Sophia Kalkau
Sophia Kalkau

Men sideløbende og som en fuldt integreret del af sin praksis arbejder hun med fotografi, og her optræder hun ofte selv som en slags performer – tildækket af stof og i samspil med diverse objekter, i rensede hvide omgivelser eller i dunkle, solariserede universer.

Sophia Kalkau: Top Suite, 2007
Sophia Kalkau: Top Suite, 2007

“Mange af mine billeder er blevet til som en art performative fotografier, en interaktion mellem objekt og krop”, fortæller hun om sine fotografier. “Jeg bruger kroppen som et skulpturelt materiale og skulpturen som en rekvisit. En stående krop viklet ind i et lagen bliver til en dorisk søjle eller bærende på en tolvkant til en karyatide (i værket Top Suite, 2007). En siddende foroverbøjet krop bliver – under sort sifon og med et sort lakeret træobjekt mellem benene – til en hybrid af stof, objekt og krop. Eksempelvis i værket Black Matter, 2010”.

Sophia Kalkau: Black Matter, 2012
Sophia Kalkau: Black Matter, 2012

Kompleks form – enkel ligning
De skulpturelle rekvisitter i fotografierne er enten selvstændige værker eller skulpturelle dele fra tidligere udstillede skulpturinstallationer. Forkærligheden for geometriske former er allestedsværende, og værkkorpuset er befolket af skiver, kugler, kegler, ellipsoder. Så længe Kalkau kan huske, har hun været fascineret af geometri:

“Det at kunne beskrive en kompleks form med en enkel ligning er grundlæggende fascinerende. Geometriske figurer var i udgangspunktet fokuseret om idealfigurer, strukturer til at beregne verden med. Ordet geometri kommer af “geo”- og “metri”, dvs. landmåling, og i det gamle Ægypten brugte man geometri til at tøjle Nilens oversvømmelser – det var lig med overlevelse, frugtbarhed og rigdom. Geometriske figurer er både enkle og komplekse og dermed åbne for fortolkning”.

Mytiske fortællinger
Umiddelbart kan Sophia Kalkaus fotografier virke kølige og nøgterne, da de ofte fremstår i helt klare, enkle og rensede kompositioner. Ikke desto mindre fremstår de som uhåndgribelige, gådefulde bærere af mange lag og fortællinger. Fortællinger med dybe rødder i kunstnerens egen historie såvel som kunstens historie.

Eksplicit autobiografiske bliver de aldrig. Værkserien Out of my Hair skildrer i 27 billeder en kvindenakke med opsat hår – som serien skrider frem forsvinder mere og mere af håret. Selvom serien har en alvorlig baggrund i en kemobehandling, kunstneren gennemgik, er fortællingen ‘formel’ og ikke specifikt ‘personlig’, som man ser det i eksempelvis Hannah Wilkes Intra venus-serie fra start 90’erne (som ellers har samme tematik og performative karakter). Hos Kalkau er fortællingen hævet, mere generel – mere mytisk om man vil.

Sophia Kalkau: Out Of My Hair, (nr 1 og nr. 27), 2007
Sophia Kalkau: Out Of My Hair, (nr 1 og nr. 27), 2007


Flere af Kalkaus værker bliver til i dialog med andre kunstneres værker. Et af Kalkaus tidlige fotografiske billeder Tableau fra 1999 har således et mellemværende med et Magritte-maleri fra 1936. Magrittes maleri hedder Le Thérapeute, og i billedet ser vi en mand med et fuglebur og to hvide fugle i brystet.

Sophia Kalkau: Tableau, 1999
Sophia Kalkau: Tableau, 1999

“Da jeg fremkaldte billedet Tableau, så jeg ikke kun hullet i kroppen, jeg så også det hvide hul i billedet som et åbent rum, og jeg kom til at tænke på det ikoniske billede af Magritte. Jeg så, at mit billede var forbundet med Magrittes og min samtid. For mig handler kunst om at blive forbundet med omverdenen, med historien og med sig selv. Det handler om at blive en del af en større fortælling”.

Også værket Entwined fra 2011 er blevet til i en fabulerende og metamorfisk dialog – denne gang med Louise Bourgeois´ Marmelles – en skulptur i lyserød medicinalgummi.
Entwined ligger Kalkau på en hvid plade under laksefarvet silke. Over silken løber en snor, og på kroppen balancerer malede træskiver i silkens farve. Omkring hende står drejede træobjekter i den samme farve.

Sophia Kalkau: Entwined, 2011
Sophia Kalkau: Entwined, 2011

“I en biografi om Louise Bourgeois havde jeg forinden læst om søvnløse nætter, hvor Louise så sin fars elskerinde, som Ophelia flydende ned af floden i et stykke sammenviklet stof. I Shakespeares skuespil er Ophelia fortabt.
I mit værk leger jeg med Bourgeois’ værk. Vi flytter stof fra et område til et andet. Vi fører en dialog om transformation og forvandling – om noget af det, kunst handler om. Nogle beskuere ser måske forbindelseslinjen til Bourgeois’ værk, andre gør ikke. Det er ikke væsentligt. Det væsentlige er, om værket åbner et rum i beskueren”.

Uglevisioner
Sådanne drømmebårne, transformative strenge løber i Kalkaus fotografier. I den seneste værkserie Owl Vision fra 2015 bærer Kalkau – iklædt strømpebukser, nederdel og matrostrøje – rundt på geometriske objekter. Billederne er sorte og solariserede, og gennem det hele runger en “brønddyb, dunkel fortælling”, som Kalkau udtrykker det:

“I 30’erne skabte Man Ray, sammen med Lee Miller, solariserede fotografier, ikoniske værker. Lee Miller opdagede solariseringen ved et tilfælde. Henri de la Blanchere beskrev fænomenet i 1859, det kendes som Sabattier-effekten. I et kort øjeblik tændes lyset under fremkaldelsen i mørkekammeret. En metode der giver en delvis invertering af tonerne, en konturlinje rundt om figurerne og fortegnede anatomier og geometrier”, fortæller Kalkau og fortsætter:

Sophia Kalkau: Geometric Time, 2015
Sophia Kalkau: Geometric Time, 2015

“Mine billeder er vokset frem mellem sprækker, ud af knuder, ud af sorg. Billederne er fremkaldt digitalt, og modsat Man Rays har mine fotografier ikke sorte men lyse konturer.

I udstillingstitlen, Owl Vision, ligger en hilsen til Man Ray og maleriserien Shakespearean Equations, hvor alle malerierne bærer titler fra Shakespeares dramaer. I Hamlet siger Ophelia de gådefulde ord: ”They say the owl was a baker’s daughter. Lord, we know what we are, but know not what we may be”.

Samlet set er Owl Vision en undersøgelse og en refleksion over forbindelser mellem en drejet, ideal figur, en krops geometri og et sinds irgange. En komposition over uendelighed versus endelighed, åbninger versus hulrum, over ligninger og begrebet tid. Eller mere poetisk sagt et hieroglyffisk alfabet af betydninger”.

Dramatiske spor ind i det ukendte
På denne vis aner man et fortættet drama i Kalkaus fotografier, men det dramatiske beror ikke alene på det performative anslag, der ellers er en væsentlig del af fotografiernes karakteristika. Måske skyldes det i endnu højere grad, at vi i billederne føres ind i et ukendt terræn på kanten af vores fatteevne. At der bag billedernes tyste renhed banker en puls af melankoli – og en rækken mod verdensaltet.

Når man konfronteres med de dunkle solariserede visioner eller billeder, hvor kroppene er dækket til af stof eller ansigterne vendt bort, kunne man få tanken, at Kalkau vil skjule noget for beskueren. Men det er ikke det, der er tilfældet:

“Jeg er klart udfordret af og interesseret i det svære, vanskelige, uhåndgribelige – i alt det flygtige, det gådefulde og i det abstrakte”, fortæller Kalkau. “Jeg har en barnlig drøm, om at jeg kan fange månen, fange strålerne. Gøre det usynlige synligt. Give det uhåndterlige form, sprog, stoflighed.
Men det handler ikke om at skjule eller gemme sig bagved noget. Det handler om, hvad det er, der er det væsentlige. Hvad det er, man forsøger at sige med værkerne. En krop kan give sig til kende – form og former træder frem, når kroppen ligger under et stykke stof – og karakterer kan træde tydeligt frem ved solariseringen. Og når en såret sjæl sidder bagved en stor hvid ellipsoide som i værket Tableau, bliver ellipsoiden et billede på hullet i kroppen”.

Sceneprogram på Art Herning 2016 (29-31 jan.):
Fotografi som kunstværk - samtaler med kunstnere, der arbejder med fotografi

Lørdag 30 jan. kl 13
Sophia Kalkau

Lørdag 30 jan. kl 15
Trine Søndergaard

Søndag 31 jan. kl 13
Morten Barker

Sophia Kalkau
f. 1960, bor og arbejder i København.
Uddannelse:Det Kgl. Danske Kunstakademi og cand. phil. i kunstteori

www.kalkau.dk

Værker af Sophia Kalkau kan aktuelt ses på KALEJDOSKOP - ARKENs store jubilæumsudstilling.

Kommentarer

Del artiklen

'“Mine billeder bliver til som en slags performative fotografier”'

Facebook