Tori Wrånes på Vega|Arts: Et dobbeltvæsen, der opløser stereotype modsætningspar

Da vi som et forvarsel hører høje lyde præcist placeret og fysiske som skulpturer bag os i Stauning salen i Vega, ved vi, at noget er på færde. Den norske kunststjerne Tori Wrånes er endelig ’in the house’ på Vega i København.

I foråret var VEGA|ARTS  i gang med de sidste lydprøver på soloværket Echo Face af og med Wrånes, da regeringen lukkede landet ned som følge af COVID-19 epidemien. Så performancekoncerten blev rykket.

Den norske kunstner, Tori Wrånes har tidligt gjort sig internationalt bemærket og har en lang række storskalaperformances og udstillinger bag sig, hvor krop, stemme og lyd koreograferes i rummet. Wrånes udvider sine performances til hele installationer, der bliver en form for levende abstrakt maleri eller collage oftest befolket af skæve karakterer. Installationen Ældgammel Baby på Charlottenborg i 2017 var den seneste i Danmark, hvor hun ikke tidligere før i mandags, 28 september, havde optrådt live.

Dobbeltansigt

Som i en drøm træder væsenet på scenen på Vega ud af sin skygge. Vi opdager, måske som det første, at væsenet bogstaveligt talt har et echo face. Det øverste sæt øjne lige under den store hatteskygge er dækket af runde solbriller, mens det andet sæt øjne nedenunder, som uskyldige søer, rummer en stor alvor. Som har de set alt.

Forinden har man kunnet ane omridset af væsnet, den tårnhøje hat, frakken og de tunge støvler. Men kun som en sort skygge, da lyset fra bagscenen står skærende skarpt bagved den skæve skikkelse. En på én gang ældgammel og purung størrelse og på én gang kvinde og mand eller midt i mellem. Intentionerne med værket og karakteren kunne minde om koreografen og danseren Mette Ingvartsens hensigter med sit værk Manual Focus (første gang opført i 2003), hvor tre performere bogstaveligt talt performer med ryggen til med masker sat på baghovedet. Alt er vendt på vrangen.

Væsnet på Vegas scene begynder nu at synge på gibberish, et baby sprog – lyde forbundet til kroppen, som vi både kender og ikke helt forstår. Det er rørende smukt og sært. Tori Wrånes performancekoncert sitrer et pirrende sted mellem det meget genkendelige og det absolut fremmede. En dobbelthed, et ekko, er indpodet i værket både visuelt og auditivt. Vi pendulerer mellem at fascineres og frastødes.
Væsnet fortsætter sin unikke sang, en pludren måske hentet med inspiration i dadaistisk sprog, jazzens scat-sang eller Odin Teatrets improvisationer. Væsnet fortæller urhistorier akkompagneret af Tori Wrånes betagende og ildevarslende elektroniske klangflader. Det er som om alt smelter sammen i væsenet, der både er performer og instrument.

Man opdager også andre detaljer. Frakken, der changerer mellem blå, grøn og lilla. Og Echo Faces hænder, de er store og grove, men milde. Væsnet bevæger sig på scenen i skiftevis lys og skygge i en tilsyneladende indstuderet improvisation. Sang, musik, bevægelser i lys og mørke er sat meget naturligt og organisk i scene.

Opløsning af binære positioner

Echo Face af Tori Wrånes opløser, ligesom kunstnerens praksis generelt, klassiske stereotype dikotomier såsom mand og kvinde, ung og gammel, smukt og grimt, billede og lyd, sprog og ikke-sprog, ægte og kunstigt, dybfølt og overfladisk, menneske og dyr osv.

Dermed overskrider Echo Face de vante måder og begreber, vi tænker verden med, og vi står overfor noget ny og andet. Et dobbelt og uorganiseret væsen, der åbner ind til synæstetiske frirum i os og afslutter med operasang lige præcis, når vi alle sikkert gerne ville have hørt bare lidt mere.

Echo Face af Tori Wrånes levede helt op til, hvad jeg havde håbet på, og jeg kunne måske kun have ønsket at høre mere, og at forbindelsen til opvarmningen af den elektroniske lydkunstner Sofus Forsberg havde været stærkere, når nu konceptet for VEGA|ARTS netop er at skabe nye tværæstetiske møder og måder at mødes på både i og omkring kunsten.