Svævende kunstværk indtager metroen

Svævende kunstværk indtager metroen

Jeppe Heins værk Coloured Mirror Balloons møder fra i dag de rejsende i metroen på Kgs. Nytorv. Foto: Metroselskabet/Marie Hald

Flere end 500 kunstværker har de seneste fem år prydet de grønne hegn omkring metrobyggepladserne i hovedstaden. Nu rykker kunsten ned i selve metroen på Kgs. Nytorv, hvor et helt nyt værk af Jeppe Hein vil give passagererne en anderledes oplevelse.

Højt oppe under loftet i den travle, underjordiske metrostation på Kgs. Nytorv hænger den danske kunstner Jeppe Heins værk Coloured Mirror Balloons nu og svæver. De farvede balloner spejler deres omgivelser og hænger på udvalgte steder, hvor de møder de 22.000 passagerer, der dagligt benytter metroen.

”Med mit værk ønsker jeg at få folk til at stoppe op et øjeblik. At holde en pause fra de daglige rutiner, se op og smile eller bare blive en smule mere bevidst om omgivelserne og de mennesker, vi passerer på vores vej,” siger Jeppe Hein om sit værk.

Værket er støttet økonomisk af Niels Wessel Bagges Kunstfond, som desuden står bag idéen til et kunstværk nede i metroen. Ifølge fondens bestyrelsesformand, Nina Wedell-Wedellsborg, er projektet et forsøg på at rykke kunsten ud i det offentlige rum.

”Hvert år besøger tusindvis af mennesker de mange, spændende kunstmuseer, der findes i Danmark. Men man behøver ikke nødvendigvis at gå på museum for at opleve kunst. På metrostationen ved Kgs. Nytorv er der f.eks. syv millioner passagerer årligt. Dem vil vi gerne give en oplevelse af, hvordan man også kan møde kunsten i det offentlige rum,” forklarer Nina Wedell-Wedellsborg.

I alt er tre balloner sat op i stationsrummet, og når Cityringen åbner i 2019, vil der blive hængt flere balloner op, så værket fortsætter på den nye metrostation på Kgs. Nytorv.

Læs mere om Jeppe Hein her

Læs mere om Niels Wessel Bagge Fonden her

Kommentarer

Del artiklen

'Svævende kunstværk indtager metroen'

Facebook