Havens (fortrængte) kræfter

Havens (fortrængte) kræfter

Camilla Berner: Composting Units, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Vis billedserie

Udstilling

Secret Garden III

23 maj 2014 19 okt 2014

Thomas Øvlisen, Henrik Menné, Søren Lose, Henrik Plenge Jakobsen, Anja Franke, Jesper Dalgaard, Nanna Debois Buhl, Peter Callesen, Kaspar Bonnén, Anders Bojen & Kristoffer Ørum, Camilla Berner, A Kassen

Gl. Holtegaard
Se kort og tider

Kunstpark Ordrupgaard 2014

06/06/2014 -

Deltagende: Jeppe Hein, Ryan Gander, Carsten Höller

Med sommerens tiltagende varme er haven et oplagt sted at dyrke kunsten. I haven kan kroppen, tankerne, sanserne og vildskaben slippes løs. På Gl. Holtegaard gør Secret Garden III netop dette, imens Kunstpark på Ordrupgaard holder på normerne og formerne.

Samtidskunsten ynder at udfordre de rum, den opererer i. Det betyder at flere og flere kunstinstitutioner har værker, der bevæger sig udenfor i bogstavelig forstand. Flere institutioner har således deciderede programmer tilegnet deres haver og parker.

Uden for institutionen sker der et kontroltab i forhold til kunsten. Kunsten er nu udsat i naturens omskiftelige scenografi, og det andægtige møde i de rensede, homogene sale udskiftes med et både mere uformelt, legende og fysisk udfordrende møde med kunsten. Derfor står have-kunsten også i flere sammenhænge frem som institutionens måde at udfordre sig selv og de tilskrevne normer på.

Barok logik
På Gl. Holtegaard er Secret Garden (siden 2011) et forsøg på at udfordre udstillingsstedets historie og helt specifikt Lauritz De Thurahs barokhave fra 1755. Udgangspunktet for de kunstneriske udfordringer er særligt barokhavens indlejrede rationalitet, stringente symmetri, eksklusivitet og funktion som socialt status symbol.

Det har danske samtidskunstnere gjort nu i tre år, og det er der kommet et energisk og varieret felt af kunstnere og værker ud af. De nye indslag i barokhaven står Kaspar Bonnén, Camilla Berner, Henrik Menné og Søren Lose for.

LÆS ANMELDELSE AF SECRET GARDEN I

LÆS ANMELDELSE AF SECRET GARDEN II

Impressionismens Kunstpark
På Ordrupgaard er Kunstpark (siden 2013) derimod et forsøg på at underbygge museets særlige stofområde, den franske impressionisme.

Det vil sige, at værkerne henvender sig til det sanselige udspring og oplevelser i naturen – og for impressionismen særligt lysets glitrende afsløring af landskabet.

Jeppe Hein: Semicircular Mirror Labyrinth II, 2013. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Jeppe Hein: Semicircular Mirror Labyrinth II, 2013. (Foto: Matthias Hvass Borello)

I museets første værker til Kunstpark, Jeppe Heins 1 Dimensional Mirror Mobile (2009) og Semicircular Mirror Labyrinth II (2013), fokuseres der på sansningen og bevægelsen gennem landskabet og på den besøgendes krop. Med spejlningerne bliver både subjektet og objektet for oplevelsen i høj grad betragteren selv. Det er velkendte greb og spejlværker fra Hein, der har været udfoldet i snart hele verden i et utal af udformninger og rum.

Det er ikke tiltænkt, men ved at flytte værkerne til Ordrupgaards park understreges relationen til faderfigurerne Olafur Eliasson og Dan Graham (US) næsten uheldigt meget. Og hvor Eliasson og Graham skaber deres værker i et ret artikuleret forsøg på at udfordre sansningens relation til krop, kultur, begær og forbrug, har disse værker en mere ensidig oplevelsesøkonomisk dimension. Det er i hvert fald denne anmelders bud på den underholdende men lidt simple oplevelse i fx spejllabyrinten.

En af Dan Grahams dobbeltspejlnings-pavillioner (Tunnel of Love, 2014) kan meget apropos opleves i Galleri Nicolai Wallner i disse dage, imens Olafur Eliasson indtager Louisiana i midten af august.

Hallucination i stilstand
De to nye værker i Kunstpark er skabt af Ryan Gander (UK) og Carsten Höller (BEL). To absolutte kæmper i samtidskunsten med en udpræget legende og humoristisk tilgang til de rammer og normsystemer de indgår i. Men igen er det ’genbrugte’ værker, der er trukket ud i haven.

Carsten Höller: Giant Triple Mushroom, 2011. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Carsten Höller: Giant Triple Mushroom, 2011. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Carsten Höller: Giant Triple Mushroom, 2011. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Carsten Höller: Giant Triple Mushroom, 2011. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Höllers Giant Triple Mushroom er fra 2011 og står i Kunstpark som et afskåret lem fra Höllers langt mere udfordrende totalinstallationer, hvor de giftige, euforiserende og hallucinerende svampe indgår som et element (til tider ligefrem spiseligt) i en undersøgelse af institutionens påstand om bevidsthedsudvidelse og forlystelses-strategier. Uden for Ordrupgaard bliver den blot til en absurd svamp i de forkerte omgivelser.

Noget der skinner
Man får den uheldige fornemmelse at Ordrupgaard har misforstået både værk og kontekst og iklæder sig inspirationens og udfordringens klæder uden at etablere et egentligt erkendelsesrum. Det bliver desværre ikke meget bedre med Ryan Ganders More really shiny things that don’t mean anything (2012), der hverken er skabt til parken eller er udpræget velegnet til at møde et publikum uden for kunstrummet.

Ryan Gander: More really shiny things that don't mean anything, 2012. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Ryan Gander: More really shiny things that don’t mean anything, 2012. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Værket er skabt til de hvide haller, hvor det som readymade-kunst nonchalant kommenterer på kunstens ophøjede sanseoplevelser. Gander lod fx en sagte vind blæse gennem forhallen i Kunsthalle Fridericianum under dOCUMENTA (13) og udfordrede kunstrummets postulater om uforglemmelige oplevelser med titlen: I Need Some Meaning I Can Memorise (The Invisble Pull), 2012. Der er fine paralleller mellem disse institutions-humoritiske Gander-greb, men i mine øjne ender Ganders kæmpekugle med indsamlede skinnende objekter med at fungere decideret udhulende i forhold til den impressionistiske intention og kontekst i Ordrupgaards Kunstpark: Så længe det skinner, er det lige meget, om det har en betydning, proklamerede ravnen.

Det bliver ret symptomatisk for Kunstpark, at det impressionistiske afsæt virker for fladt, og værkerne fremstår hverken stedsspecifikke eller særligt inkluderende, hvilket får Kunstpark til at præsentere sig som et dyrt, stort (og maskulint) kunst-scoop, men som et lidt tilfældigt og uinteressant greb, hvor haven og dét, den kan som erkendelsesrum, bliver lidt overfladisk.

Når sten flyder
Tilbage til Secret Garden, der i øvrigt hverken er en del af House of Diors nye kollektion Secret Garden III eller særlig hemmelig, men snarere skal forstås som en form for undsluppet modstand til den højkulturelle og gennemdesignede barokhave. Ligesom den ’hemmelige hule’ er alt det, de voksne ikke har eller nogensinde får adgang til.

Henrik Mennés flydende sten. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Henrik Mennés flydende sten. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Vi har anmeldt de to tidligere omgange i haven, så her vil jeg derfor lade blikket hvile på de fire nye værker, der i ledtog med de resterende otte tidligere værker kan opleves indtil 19. oktober.

I den humoristiske ende har Henrik Menné skabt en flydende sten i et plastkar, der som en ubuden gæst ikke er synderligt smagfuldt indlejret i havens arkitektur, men som roder rundt i den rationelle tænkning, der ligger til grund for barokhaven og den epokes gryende videnskab og registrering af verden.

En sådan sten ville skabe uigennemskueligt kaos i datidens videnskab og flyder nu rundt som et fremmedlegeme, der tavst klukkende gør oprør mod alt rationelt.

Iscensat magt
Søren Loses point de vue præges af samme tavse opgør, men nu i eksemplarisk (ironisk) forstand. For enden af havens hovedakse –som afskærmning for den ‘vilde’ natur, har kunstneren, der før har arbejdet med kulissens former og forbindelser til erindringen, installeret et kamufleret bagtæppe, der nu forbinder haven og på mange måder fuldender ‘magtens blik’ fra hovedbygningen. Vupti. Og med det greb, får Lose både understreget historiens og kulturens forlorne overflade, blikkets magtposition og hvor enkelt det kan manipuleres.

Det iscenesatte får helt konkret krop og ligeså eksemplarisk dybde i Camilla Berners værk Composting Units, hvor gartnerens daglige gøremål – med kunstnerens remedier og enkle iscenesættelse (kostume, redskaber og gennemsigtige, skulpturelle kompostbeholdere) – nu fremstår som et stykke barokt teater. Naturen bliver til barberet højkultur, mennesket til den magtfulde iscenesætter og ukrudtet bliver til skulpturelle installationer af fortrængt livskraft.

Camilla Berner: Composting Units, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Camilla Berner: Composting Units, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Camilla Berner: Composting Units, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Camilla Berner: Composting Units, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Secret Garden som projekt udfoldes lige her, i dette værk. Og det er værker som dette, der viser tyngden i projektet, hvilket også gælder det sidste nye værk til haven: Kaspar Bonnéns Fuglearkitektur.

Kaspar Bonnén: Fuglearkitektur, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Kaspar Bonnén: Fuglearkitektur, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Fuglens (og menneskets) frihed
Bonnén har skabt en rørende samling fuglehuse, fuglebade, små miljøer, der emmer af kunstnerisk indlevelse, humor og blik for det jordnære.

Samtidig har kunstneren grundlagt en infrastruktur for havens mere ukontrollable kræfter, ophøjet havens egentlige beboere, med en selvfølgelig gestus: ‘Fuglearkitektur’, simpelthen. Der mangler bare et tidsskrift og en pris. Da jeg besøgte haven sidst, var der masser af beboere i livsmodulerne.

Det eneste, der undrede denne anmelder, var husenes form som menneskehoveder. Det er næppe fuglene, der drømmer om sådanne rammer, men snarere en lidt makaber antydning af enten menneskets forfald eller en illustration af forbindelsen mellem menneskets og fuglens behov for frihed.

Og så er der selvfølgelig en mulig parallel til Sokrates-dialogen om den unge matematiker Theaitetos (ca. 369 BC), der beskrev menneskets sind som et fuglehus, hvor indtryk aflejres og dechifreres efter turene ud i verden.

Kaspar Bonnén: Fuglearkitektur, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Kaspar Bonnén: Fuglearkitektur, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Kaspar Bonnén: Fuglearkitektur, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Kaspar Bonnén: Fuglearkitektur, 2014. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Således kan to parker med kunst være meget langt fra hinanden, når blikket retter sig mod kunstens indhold og forholdet til konteksten og ikke bare den skinnende overflade.

Vis billedserie

Udstilling

Secret Garden III

23 maj 2014 19 okt 2014

Thomas Øvlisen, Henrik Menné, Søren Lose, Henrik Plenge Jakobsen, Anja Franke, Jesper Dalgaard, Nanna Debois Buhl, Peter Callesen, Kaspar Bonnén, Anders Bojen & Kristoffer Ørum, Camilla Berner, A Kassen

Gl. Holtegaard
Se kort og tider

Kunstpark Ordrupgaard 2014

06/06/2014 -

Deltagende: Jeppe Hein, Ryan Gander, Carsten Höller

Kommentarer

Del artiklen

'Havens (fortrængte) kræfter'

Facebook